Kristin Erickson er med sin ekspressive blanding af spartansk electro, hysterisk sang og konfronterende tekster en musikalsk udfordring. Det ved man, hvis man har lagt ører til den amerikanske sangerindes tidligere udgivelser under kunstnernavnet Kevin Blechdom. Og det indtryk bliver der ikke ændret på med det skizofrene konceptalbum Eat My Heart Out – snarere tværtimod.
Albummet er bygget op som en lommemusical med Blechdom i centrum som den kvindelige hovedperson – inkarnationen af en uligevægtig lovesick kvinde – der har så frygtelig svært ved at få kærlighedslivet til at hænge sammen. Det går op og ned og op og ned, gang på gang. Fra euforiske besyngelser af den udkårnes fortræffeligheder over manisk uvished og krav om underkastelse til den dybeste begsorte depression over, at det skal være så svært – og forfra igen.
Det hele afvikles i et højt og hysterisk tempo akkompagneret af primitive keyboardrundgange og monotone rytmeprogrammeringer, der ved første møde rummer en kantet charme, men meget hurtigt bliver temmelig enerverende at lægge ører til. For musikalsk variation er der desværre ikke meget af, hvilket der er brug for, hvis man som lytter skal sluge det konceptuelle hold-kæft-bolsje.
Ikke at der ikke er gode momenter på albummet: Den kitschede “Invisible ROCK” kunne sandsynligvis godt fungere på et dansegulv – hvis det ikke var for det langsomme B-stykke, der til gengæld glimrer med opfindsomt og velarrangeret korarbejde. Ligeledes leger den efterfølgende “Suspended in Love” med musicalens højstemte, teatralske udtryk inklusiv heliumsang og corny saxofon.
Bedst bliver det i “Day to Day”, en simpel og rørende (jo, såmænd) ballade om at leve fra dag til dag med et spinkelt håb om den store kærlighed.
Men overordnet set er der alt for mange af de hele 19 numre, der fiser ind af det ene øre, rumsterer lidt rundt og så ellers lynhurtigt forlader hovedet igen uden at sætte nævneværdige aftryk.
Eller endnu værre: hopper op i hovedet på én med en skabet og oppustet melodi, så man mest af alt bare har lyst til at pille cd’en af igen.
Der er ingen tvivl om, at Kristin Erickson ved, hvad hun gør. Albummet er åbenlyst et provokerende forsøg på at ramme en banal, men ærlig tone ved hjælp af pinligheder, “dårlig smag” og en åbenlys forkærlighed for glitrende 80’er-pop.
Men problemet er, at det bort set fra på førnævnte “Day to Day” ikke føles særligt gribende – for det meste bare udvendigt, endimensionalt og halvirriterende. Og når albummet i modsætning til Blechdoms ligeledes opkørte, men temmelig underholdende debutalbum, Bitches Without Britches, har så lidt at byde på melodimæssigt, er det svært for alvor at holde af Eat My Heart Out – hvor gerne man end ville.
