Martin McFaul: Pop Mansion

Göteborg, juli 1968

Den amerikanske lyd, vi kender fra de sidste par års udgivelser fra Beach Boys, Jefferson Airplane og The Mamas and the Papas er nu nået til Sverige.
Allerede fra første skæring lægger svenske Martin McFaul sig tæt op ad de nævnte kunstnere. Der er måske nok tilsat lidt strøm på et par af instrumenterne, men lyden er overvejende akustisk. Melodierne er tilbagelænede og afslappede i både tempo og udtryk. Der er en positiv energi – eller ‘god karma’ for at blive i nutidens sprog – på numrene. Vokalen og guitaren spiller hovedrollerne på albummet, og det gør de godt. Begge dele fremføres kompetent og indlevende. Både den lyse vokal og den lette guitar passer til de simple, nærmest naive tekster.

Albummet lægger ud med “Boogie Dreamin”. Hvis man kunne slæbe pladespilleren med på stranden, ville “Boogie Dreamin” passe perfekt ind i miljøet. Her er glæde og livslyst over hele linjen. Det er den mest tempofyldte sang på pladen, og det er en god start, der får lytteren til at spidse ører, for sangen er i sit udtryk meget nærværende. Fra og med anden skæring falder tempoet. Det er på ingen måde en dårlig ting, for sangene smelter så godt sammen, at musikken nærmest sætter lytteren i trance.

Et eksempel på de inciterende, langsommere sange er førstesinglen “Train”. Det er en god sang i stil med tidens mere syrede sange. Det mest fyldige instrument er en diskret akustisk guitar. Vokalen er i falset og meget afdæmpet. I kraft af sit stenede udtryk vil denne skæring sikkert egne sig fint til at ‘slikke frimærker’ til. Den vil nu også gøre sig i andre sammenhænge. Det er en sang, der – som hele albummet i øvrigt – får sommerfølelsen til at indfinde sig.

Netop denne følelse af endless summer er vel, hvad der om noget kan bruges som fællesnævner for vor tids amerikanske popmusik. Der har i et par år nu været noget gang i noget nyt. Den amerikanske lyd har ændret sig markant i forhold til tidligere. Lyden bærer præg af optimisme. Ungdomsbevægelserne med deres demonstrationer, bevidsthedsudvidende stoffer, fri kærlighed og “make love – not war” attitude har nu påvirket musikken i en sådan grad, at man tydeligt kan høre troen på og håbet om en anden og bedre verden. Sådan lyder Martin McFauls første fuldlængdealbum også, og det er tydeligt, at Martin McFaul er blevet inspireret af ånden i tidens musik og ungdomsbevægelsen som helhed.

Pop Mansion bidrager måske ikke med noget nyt, men den er alligevel behagelig at lytte til. Hvor stort et indtryk, den gør på lytteren, er direkte proportionalt med, hvor godt man kan lide tidens toner. Hvis man er meget begejstret for Beach Boys’ Pet Sounds og Jefferson Airplanes Surrealistic Pillow, vil man sikkert også synes om denne udgivelse. Men vil man have en forsmag på, hvordan fremtidens musik lyder, bør man nok lede andetsteds.

Pladen efterlader et overvejende positivt indtryk. Den er godt arrangeret og produceret, og vokalen og betjeningen af instrumenterne lader heller ikke meget tilbage at ønske.
Pladen er ingenlunde opfindsom, men det ændrer ikke på det faktum, at pladen er værd at lytte til. Jeg spår, at den vil være holdbar – endda helt ind i det næste årtusinde, om end pladen til den tid måske vil lyde mindre aktuel.