Computer-glamrock. Det var genren, som Undertoners anmelder sorterede debutalbummet Player One Ready under. Denne betegnelse passer ikke helt på Pets andet album Rewind the Sofa Lady. Godt nok er frontmanden Andre Abshagens synthesizer baseret på en Commodore 64-chip, men den 80’er-inspirerede synth lyder kun i få tilfælde, som om den var samplet fra de allertidligste computerspil. Rewind the Sofa Lady er først og fremmest et melodisk rockalbum, der er klart inspireret af 70’ernes glamrock.
Pet, der startede som tyske Andre Abshagens soloprojekt, er udvidet til en fast kvartet med medlemmer bosiddende i både Tyskland og Italien. Miss Mono bor ligesom Abshagen i Berlin, mens Stefania Vacca og Dodo Nkishi har base i Milano. At Pet er en tysk-italiensk gruppe er ikke hørbart, da det musikalske udtryk såvel som Abshagens vokal er meget britisk. Kun når Vacca overtager mikrofonen, er der en tydelig accent at spore.
Sangene på Rewind the Sofa Lady er enkelt skruet sammen. Variationerne er få, og anvendelsen af effekter er som regel behersket. Flere numre er tilpas iørefaldende til, at de er potentielle radiohits. Stærkest er førstesinglen “Whip My Blue Chip”, hvor et gennemgående synth-tema får effektfuldt modspil af fræsende guitarriffs og energiske synthtoner. Og “Out of the Blue”, der udmærker sig med fine vokalharmonier.
Men som helhed falder sangenes enkelthed negativt ud, da det monotone udtryk efterhånden bliver enerverende. I “Cloud Nine” lægger et tørt, primitivt trommeslag sangens bund, mens de enkle guitarfigurer er tilsvarende fastlåste gennem det meste af nummeret. Dét bliver hurtigt trættende.
Helt galt går det i det alt for lange instrumentalnummer “Slow Machine”, hvor det samme tema bliver repeteret, hvilket er uinteressant og formålsløst. Det vage resultat overskygger i hvert fald den intention, som sandsynligvis er tænkt med det. Nemlig at sætte tempoet en smule ned midtvejs på pladen.
Der kommer heldigvis nyt liv i foretagendet med electroclash-nummeret “Why”, der næsten kunne have været et samarbejde mellem Chicks on Speed og Blur. “Why” er kun en afstikker, for herefter vender Pet tilbage til stilen fra første halvdel af pladen med nogle melodiske rocknumre. Fuldblods-electrorocknummeret “Dynamite”, hvor der er fuld knald på syntheffekterne, er især værd at fremhæve.
Rewind the Sofa Lady er en af den slags plader, der hverken er særlig god eller specielt dårlig. Andre Abshagen har en fin fornemmelse for den gode melodi, og sangene er stramt og stilsikkert leveret. Udtrykket er bare for ensformigt til, at det er mere end en plade på det jævne.
