At det er den i disse tider så populære punkrock/new wave/whatever-retrobølge, som Sondre Lerche på sit seneste udspil, Phantom Punch, har hægtet sig på, ændrer ikke alverden på helhedsindtrykket i forhold til hans tidligere singer/songrwriter-arbejde: Solidt, men ufarligt håndværk uden de store udsving positive såvel som negative.
Udtrykket er ganske vist blevet mere råt, men virkeligt råt er det ikke. Du kan stadig spille Sondre Lerche for dine forældre, uden at de begynder at spørge, om du er begyndt at tage stoffer. Lerches vokal er som altid poleret og rar at høre på, om end den til tider kan virke en smule anonym. Men der er stadig plads til lidt falsetsang i ny og næ, og det er et af plusserne ved albummet.
Hvad lyden angår, lægger den sig overvejende i forlængelse af den lyd, der brød igennem i begyndelsen af årtusindet med The Strokes og The Libertines som bannerførere. En lyd, der igen lagde sig i forlængelse Clash, Talking Heads, The Jam, o.s.v. Lerche er i pressemeddelelsen heller ikke bange for at vedkende sig sin arv til en af de andre gamle drenge, nemlig Elvis Costello, som han turnerede med sidste år.
Det er altså guitar, trommer og bas spillet uden de store dikkedarer, og derudover lidt orgel og effekter. Der er dog også blevet plads til et par singer/songwriter-numre. Af dem er “Tragic Mirror” lidt kedelig, mens den Donovan-agtige “After All” er en af albummets bedre sange. Roligt, men muntert, og så, selvfølgelig, med et lille skær af melankoli.
Af de øvrige numre er det anden og tredje skæring, “The Tape” og “Say It All”, der stikker ud. Begge numre har den energi og umiddelbarhed, som resten af albummet søger, men aldrig rigtig finder. På de to numre lykkes det at lave catchy popsange, der ikke lyder fortænkte.
Det skal siges, at Phantom Punch er et særdeles velspillet punkrock-album. Der er ingen tvivl om, at den tekniske kunnen, som Lerche og backingbandet The Faces Down lægger for dagen, er langt højere, end man er vant til hos lignende bands. Men det betyder også, at det, der er så charmerende ved genren – de naive riffs og det skramlede, lidt tilfældige udtryk – går tabt. Det hele lugter lidt for meget af at være kalkuleret umiddelbarhed, og de to ting hænger ikke så godt sammen.
Nogle gange er middelkarakterer svære at give. På et album hvor noget er rigtig godt og noget rigtig skidt, kan man have lyst til pege på både top og bund. Og så ender man ofte midt i, hvilket egentlig ikke siger ret meget om albummet. Det er imidlertid ikke tilfældet med Phantom Punch. Her er hele albummet med få udsving middel hele vejen igennem.
