Ved første øjekast kan det virke lidt voldsomt, at odenseanske Jonas Munk virkelig mener, at han allerede som 25-årig føler sig parat til at udsende intet mindre end et dobbeltalbum med numre, der for størstedelens vedkommende er hidtil uudgivne eller vanskelige at opdrive. Men når diskografien for Munks soloprojekt Manual så viser, at han siden 2000 har udgivet to ep’er, fire fuldlængdeplader og tre album lavet i samarbejde med andre (og så er de to Causa Sui-plader endda udeladt), står det klart, at han er yderst produktiv – og heldigvis går produktiviteten ikke ud over kvaliteten.
Opsamlingen Lost Days, Open Skies and Streaming Tides viser i al fald, at der også er interessante ting at komme efter andre steder end på de regulære Manual-udgivelser. Dog er der så klare kvalitetsforskelle undervejs, at det ofte er nemt at forstå, hvorfor de numre, der ikke er blevet udgivet tidligere, først nu kommer ud til lytterne.
Dobbeltalbummet er delt op, så cd 1 byder på beatdrevne indietronicanumre i stil med Manuals tidligere udgivelser som Ascend og Isares, mens søster-cd’en er dedikeret til udsvævende ambient. Og især på cd 1 skiller de tidligere udgivne numre sig klart ud som højdepunkter. “Summer Haze” fra Morr Music-opsamlingen Blue Skied an’ Clear pakker på skønneste vis lytteren ind i forvrængede, men bløde guitarflader, mens de skrattende programmeringer holder liv i nummeret og understreger Munks gode øre for at skabe soniske spændingskurver i sine numre.
Endnu stærkere er “A Real America”, der egentlig er et remix af en sang fra gruppen Suvome og tidligere er udgivet på en internet-compilation. Her giver det elastiske beat samme spændstighed, mens flere og flere lag af effektbelæsset guitar lægger sig ind over nummeret og gør det helt overvældende. Det ultimative scoop er imidlertid vokalen fra Suvome-sangerinden Tobin Lush, som giver nummeret en ekstra lag af dynamik end vanligt hos Munk – og man får lyst til at høre ham prøve kræfter med et regulært samarbejde med en sangerinde.
Han har lige så god succes med at bruge Marie Louise Muncks vokal i sit remix af Antennes “Black Dog”. Hvor Antenne fortolker Nick Drakes original meget skrabet og dermed loyalt, formår Jonas Munk at forvandle de underspillede følelser til noget klart og tydeligt ved hjælp af få, men velvalgte synth-toner og susende guitareffekter.
I det hele taget holder cd 1 et fint niveau, men for folk, der allerede har haft ørerne langt inde i Manual-universet, er der ikke de store sensationer at komme efter. De blødt svungne, reverb-klædte guitarer lyder, som de plejer, og i numre som “Blue Shibuya Dream” og især “Into the Blue” stiller Munk sig lidt for hurtigt tilfreds med at gentage sig selv. Men det er kun slutnummeret, den cheesy og ikke videre vellykkede udgave af Miami Vice-kendingsmelodien, der for alvor er en fejltagelse.
På ambient-cd’en giver kvalitetskurven vildere udsving i begge retninger. “April Trees Daydream” og “Junitaki” er eksempelvis noget tamme og anonyme, når man sammenligner med det manende udtryk på Munks klart bedste livtag med ambientgenren, sidste års Bajamar. Omvendt er der virkelig schwung over “Dizzy Sun”, der udvikler sig kraftigt undervejs, men stadig er glimrende at lade tankerne sejle væk til.
Det absolutte højdepunkt er dog det 23 minutter lange og særdeles imponerende værk “The River”. Det åbner i det nedbarberede hjørne med ringende droner, der bringer mindelser om Keith Fullerton Whitmans plader under eget navn. Langsomt lukker Munk flere og flere guitardetaljer ind i lydbilledet, så det efter otte minutter lyder som en varmere, knap så orkestral udgave af Stars of the Lid.
Dybe, sugende klange og sukkende vokaler ikke helt ulig kvindestemmerne på Brian Enos Music for Airports overtager den midterste sektion, hvorefter nummeret falder lidt til ro, inden en afslutning med totalt vægtløse guitarloops udgør en perfekt afstemt kontrast til midterstykkets dybde.
Som det efterfølgende nummer, “Open Skies”, vidner om, er det bestemt ikke alle Munks ambient-udfoldelser, der er lige sindsoprivende. Men når han leverer så stærk en præstation som “The River”, er de svagere numre til at bære over med. Ja, faktisk forløser “The River” Munks ambitioner så flot, at det nærmest i sig selv er grund nok til at købe Lost Days, Open Skies and Streaming Tides, hvis man i forvejen er fan af den ambiente Manual.
Er man mere til den electronica-fokuserede del af Munks arbejde, er Lost Days… trods en række højdepunkter ikke så uundværlig. Og for nybegyndere – ja, der er den her opsamling nok ikke det rette sted at starte. Med undtagelse af “A Real America” og “The River” ligger de sande stjernestunder fortsat på plader som Ascend og Azure Vista.
[audio:http://www.archive.org/download/sute007/13_Manual_-_A_Real_America.MP3]