Efter den positive modtagelse af Blue Foundations forrige album, Sweep of Days, der solgte 35.000 eksemplarer, er efterfølgeren Life of a Ghost klar. Hvor forgængeren var en fuldblods-elektronisk affære er elektronikken nu nedtonet. I stedet har bandet søgt et live-orienteret udtryk, hvor alle musikere har bidraget med deres respektive kreative input. Resultatet viser tydeligt, at bandet som kollektiv har mange talenter.
Bandets maskinpark er dog ikke slukket og begravet, men bliver i stedet ivrigt suppleret af guitarer i flere afskygninger. Inspirationen fra shoegaze-genren er markant, hvilket resulterer i en ofte altomsluttende mur af guitarlyd, ovenpå hvilken en drømmende vokal udspiller sig. Resultatet minder meget om Cocteau Twins, hvis overjordiske lydbillede her opdateres til år 2007, tilsat mere tempo og fængende omkvæd.
Undervejs skiftes der perspektiv. Kvindelige og mandlige vokalister afløser hinanden, og støder sammen i samme sang, f.eks. i “Little by Little”. Her bruges de forskellige stemmer ganske effektivt, og det giver sangene dynamik, at Kirstine Teglbjærgs æteriske vokal ikke er i centrum hele tiden. Hun får modspil undervejs.
“Stuck in a Hard Place” – en sang om mennesker, der aldrig ændrer sig trods omgivelsernes hastige forandring – åbner ballet med bulder og brag. Der sættes et højt tempo med det frembrusende omkvæd, som sætter præcedens for resten af pladen. Nummeret er stilmæssigt sammenligneligt med nyere New Order-udgivelser, hvor rockguitarerne forenes med maskinelle rytmer. Generelt har sangene en meget traditionel struktur, med introer, mellemspil og omkvæd, som på “Enemy”, der uden negative konnotationer er et regulært rocknummer. Den nye stil eksemplificeres nok bedst på “Eyes on Fire” hvor et lettere dystert guitarriff er omdrejningspunktet. Langsomt kommer trommerne til, efterfulgt af synths. Det er enkelt og fængende.
Blandingen af elektronisk musik og den håndspillede af slagsen fungerer glimrende på pladens numre. Der krydres undervejs med mere eksotiske indslag, som brugen af trompet i “Ghost” og harpe i “Equillibrium”. Samtidig rammer bandet en moderne, radiovenlig lyd på “Talk to Me”, en sang om kærligheden der ikke vil lykkes. Den sang mindede undertegnede om The Corrs, og dette illustrerer rammende, at albummet fokuserer på tilgængelighed frem for vilde eksperimenter.
Ser man bort fra et lettere distanceret tekstunivers, hvor man kan savne personlighed og nytænkning, er Life of a Ghost en meget helstøbt udgivelse. Der er praktisk taget intet unødvendigt fyld, sangene rammer et meget højt niveau, og albummet kandiderer til at være en af de bedste danske udgivelser i 2007.
