Det er altid unfair at vurdere et album ud fra dets forgænger. Retfærdigvis fortjener alle albums at blive bedømt helt selvstændigt og på egne præmisser. Men nogle gange kan to plader tydeliggøre hinanden på sådan en måde, at det ville være dumt ikke at tage med i vurderingen. Et lidt tyndt album står måske pludseligt bedre i lyset af et godt album, fordi man så at sige finder ud af, hvad det egentligt er kunstneren har gang i. Det er den positive udgang.
Den negative er, når det gode album nådesløst udstiller det tynde albums mangler. Det er desværre den negative udgang, der er kommet på album nummer to fra svenske Sarah Assbrings enkvindesprojekt El Perro del Mar, From the Valley to the Stars.
Formlen er den samme som på hendes første album Look! It’s El Perro del Mar (udgivet i Danmark i en minimalt anderledes udgave under titlen El Perro del Mar). Det er minimalistiske popsange med små, men bastante tekster. Lydmæssigt dyrker El Perro del Mar ligesom vennen Jens Lekman 50’ernes søde pop, dog i en mere skrabet version end Lekmans nærmest uhæmmede sange.
På From the Valley to the Stars har El Perro del Mar lagt guitaren på hylden til fordel for klaver og orgel. Derfor er melodierne mere højtidelige og salmeagtige og ikke så legende og charmerende som på Look! It’s El Perro del Mar. Her er ingen øjeblikkeligt iørefaldende numre som “Party” og “I Can’t Talk About It”. Faktisk mangler mange af numrene på From the Valley to the Stars særlige kendetegn, hvilket betyder, at man bagefter kan have svært ved at skille dem fra hinanden.
Langt hen ad vejen har man en fornemmelse af at lytte til skitser, og det er en ret alvorlig anke. Der er en stor forskel på underspillet og ufærdig, og desværre hælder Assbring denne gang imod det sidste. Eksempelvis sidder man efter at have lyttet til singlen “How Did We Forget” tilbage med en følelse af at have lyttet til et langt mellemspil fra noget, der måske kunne være en rigtig god sang.
Men et godt popøre kan ikke holdes nede, og de par gange, hvor poptøsen i El Perro del Mar bliver sluppet løs, er en ren fryd for enhver danselysten misantrop. Eksempelvis “You Can’t Steal a Gift”, der er et fint lille melankolsk tyggegummipopnummer, hvor klaveret ruller af sted i klassisk 50’er-stil.
Og så er der “Somebody’s Baby”. Man kan ikke lade være med at tænke ‘endelig’, når nummeret som niende skæring skydes i gang af lilletrommen og håndklap, og den simple, men fængende melodi sætter ind. Simpel, charmerende pop, der klart er albummets højdepunkt.
Derudover er der selvfølgelig stemmen. Den gør det altid værd at lytte til El Perro del Mar, og heldigvis får den masser af plads. Til tider føles det næsten for sart, men også kun næsten, for den sørgmodighed, Assbrings stemme gemmer, er man ganske enkelt nødt til at tage alvorligt.
Jeg har stor sympati for El Perro del Mar som kunstner. Stemmen, øret for gode popsange og modet til at være fuldstændig skrøbelig. Men så må jeg også i forlængelse af det sige, at From the Valley to the Stars ikke lever op til de høje forventninger. Pladen kan højest kaldes et album med enkelte gode elementer. Men det betyder bestemt ikke, at der er nogen grund til ikke også have høje forventninger til El Perro Del Mar i fremtiden, for de gode elementer er virkelig gode.
