Da Diefenbach i 2005 udgav sit andet album Set and Drift, udstak bandet en ny, musikalsk retning for sin musik. Kvartetten sagde farvel til post-rocken og goddag til luksuriøs psykedelisk pop. Den musikalske retning fortsætter bandet på Dark Spinner, der lyder præcis lige så godt som Set and Drift.
Jeg har haft Diefenbachs Dark Spinner på repeat over 100 gange og er endt i et dilemma. For Dark Spinner er ikke blot et skridt i samme musikalske retning som Set and Drift – nej, de to plader er næsten identiske. Diefenbach har begået et album, der minder så meget om deres forrige udgivelse, at det har sat gang i en heftig diskussion i mit hoved. Den handler om, hvorvidt et band skal forny sig og tage nye chancer. Skal bands absolut ændre deres udtryk og udvikle sig? Hvis man, som mig, er fan af Diefenbachs melodiløse udtryk fra Set and Drift, er det vel fint at få endnu en Set and Drift. Diefenbach skal jo ikke nødvendigvis forny sig – bare de laver god musik – eller hvad? Det må blive et åbent spørgsmål, men min stille konklusion er, at for mig er Dark Spinner en fornøjelse at lytte til, også selvom jeg har en følelse af, at jeg har hørt det hele før.
Diefenbach er i mine øjne et af de mest undervurderede danske bands i lang tid. De får ellers ofte gode anmeldelser, og P3 har generelt også været flittige til at spille deres singler i radioen, men alligevel har de levet en forholdsvis anonym tilværelse. Årsagen til dette er svær at gennemskue, men med Dark Spinner kunne det godt blive anderledes. Dark Spinner er nemlig proppet med gennemarbejdet og finpudset melodiarbejde samt sangskrivning af usædvanlig høj kvalitet.
Det eneste, der hindrer, at Diefenbach når ud til et bredere og større publikum, er paradoksalt nok en af deres styrker, nemlig den cool indadvendthed og distance, der gennemsyrer Dark Spinner og bandet generelt. Hermed mener jeg, at bandet blander elektronikken med indierocken på en mere sofistikeret og elegant måde end f.eks. et band som Veto eller Carpark North. Der er flere niveauer i udtrykket, og det hele er imponerende gennemarbejdet. Derfor tager det tid at komme i dybden, og musikken har ikke den umiddelbarhed, som kollegaerne i Veto dyrker, men det er en fordel. Eller i hvert fald en fordel for dem, der giver sig tid til Diefenbach, for holdbarheden er høj, og selv efter 88 gennemlytninger faldt jeg stadig over små detaljer, der sendte pladen eller et enkelt nummer i en ny og overraskende retning.
Et godt eksempel er pladens afslutningsnummer “A Rock in a Pond”, der bare bliver bedre og bedre efter mange gennemlytninger. Her blander Diefenbach elektronikken med guitar-indierocken på fornemmeste vis, og Kenneth Sarups underspillede og cool vokalarbejde bliver underbygget af små knitrende elektroniske lyde, der overrasker, men samtidig behager øregangene.
Ligesom på Set and Drift er det svageste nummer underligt nok førstesinglen, “Up to Your Neck”. Det nummer har nemlig ikke den omtalte dybde og fordybelse, der ellers gør pladen så stærk og sammenhængende. Det bliver lidt for letbenet og mangler de niveauer, mange af de andre numre besidder. Diefenbach mangler gennemslagskraft, hvis de skal slippe af sted med et nummer som “Up to Your Neck”. Eller for at være mere konkret: De mangler karakter i synthesizerne, skarpere riff og en mere klart genkendelig forsangervokal. Men det er okay og tilgivet, for Diefenbach er ikke et band, der skal leve af at skrive nemme og hurtige hits. Diefenbach spiller musik for dem, der lytter ordentligt og tager sig tid til musikken. Det bedste musik i denne verden kræver tid, og hvis man giver Diefenbach tid, bliver man belønnet.
