The Blues Brothers, 1980. Scenen er forskanset bag et hønsenet – en diskret, men effektiv mur mellem orkester og publikums smagsdom: Som en makrel kan en tomat eller øvflaske ikke slippe igennem nettet. “Are You Ready”, åbningssangen på Devastator, fremtvinger et indre gensyn med The Blues Brothers-scenen og lægger fra land med spredte klapsalver fra et skålende, småhujende publikum.
Hønsenettet viser sig i dette tilfælde at være overflødigt, for indspilningens publikum køber præmissen mod et par kolde øl. De gjalder indstuderet og jovialt på omkvædets »yeah« som svar på den retoriske gentagelse »Are you ready?« Højrebenet i at placere en sang med netop denne titel først på pladen har tilsyneladende svinget højere end hensynet til kvalitet og albumkomposition.
Man lægger almindeligvis ikke ud med en smagsdom i en anmeldelse, og slet ikke en dårlig en af en faktisk god plade, men man lægger altså heller ikke en ok plade ud med en irriterende sang. Det er ærgerligt, for Catfish Haven glimrer med gode øjeblikke, fine detaljer og stor musikalitet. Eksempelvis mestrer trommeslageren Ryan Farnham på “Set in Stone” den udsøgte disciplin at lynbremse et beat med et dumpt slag på en tam uden at punktere fremdriften.
Forsanger, guitarist og sangskriver George Hunter tilføjer et andet lille, men væsentligt karakteristikum: Ud over at synge som Stephen Stills har han en evne til at lave umærkelige melodiske forskydninger og variationer, der samtidig fastholder gentagelsens intensitet og skærper opmærksomheden ved forandringen.
Det er tilfældet på “Play the Fool”, der med dette bette melodiske middel bliver endnu bedre hen imod slutningen. Sangen er egentlig en lidt gumpetung halv-funk, men tilføjelsen af triangel i det melodiske omkvæd er både barok, indlysende og opløftende.
Bandet er i det hele taget knippelrytmisk. Det er ubesværet, effektivt og levende. De spiller gammeldags godt sammen på en både uanstrengt, uskolet og lykkeligt svingende facon, skiftevis letbenet og tungt, og de udmærker sig hver især ved at kunne trække sig i baggrunden og give hinanden plads, så bandet fungerer som en helhed.
Der er masser af godt på Devastator. Catfish Haven høster i musikhistoriens forår. Det forekommer lidt reaktionært i en indie-kontekst, men de trækker fortiden kritisk op i nutiden. Den fornyede æstetik, som Catfish Haven indimellem tillægger de ret banale fortidsskabeloner, er kærkommen, og så kan man sluge, at de nu og da tramper for hårdt i gryden med fortærskede ligegyldigheder.
Catfish Haven trækker fortidens rock op i nutidens på en ganske subtil facon og forstår i høj grad at implementere traditionen frem for at lave pastiche. Det er en udmærket bedrift.
