Tin består af to numre. Det ene varer 23 minutter, det andet varer fem. Begge numre er fremragende, men det er det første, 23 minutter lange nummer, der er taget i et take, der med rette tiltager sig al fokus.
Men tillad mig først at præsentere de to herrer, der skaber dette fremragende værk. Kan Mikami er en af Japans største poeter, og – som der står hos PSF – »a worldclass howler of truth and passion«. Ryojiro Furusawa er en af Japans mest respekterede jazz-trommeslagere og har spillet med et hav af japanske kunstnere siden slutningen af 1960’erne. Det er denne konstellations tredje album. Og når man tænker på, hvor vildt det her er, så tør jeg næsten ikke tænke på, hvad de har præsteret på de to andre.
Det første nummer, “Tin”, er inddelt i syv små dele, der umiddelbart er umulige at adskille, for der synes ikke at være deciderede ophold i musikken, der signalerer skellene, og kun få gange finder jeg brud, hvor der synes at være helt stille. De syv dele er samtidig syv poetiske vignetter, der både besidder skønhed: »At the fifth station on Mt. Fuji / you exploded with the fireworks / turning into a billion fireflies / and lit up your father’s dark night,« men også mørke og forfald: »Your mighty sword will never reach me / tomorrow morning will be to late / come, before the uncertain dawn breaks / quick, decapitate me / quick, finish the job!« Og på den måde passer disse tekster godt til musikken, der også svinger fra den ene pol til den anden, først smukt og pænt, siden larmende og kaotisk.
Musisk er “Tin” svær at beskrive med ord, måske netop fordi det er indfanget i øjeblikket – der foregår så mange ting, at det nærmest føles som en utilstedelig reduktion at forsøge at indfange nummeret i tekst. Men det starter abrupt med en kort guitaransats og en trommehvirvel, nogle søgende ansatser kombineret med sang. Herefter udvikler det sig gennem en fri, søgende form, tempoet svinger ind og ud, op og ned, sammenspillet og lydniveauet bygges op mod et klimaks, fader så ud og starter – måske – forfra igen.
Omkring dette musikalske set-up bevæger Kan Mikamis stemme sig. Også dén skifter, som musikken, hele tiden karakter: Nogle gange er der slet ikke tale om sang, men snarere om spoken word; det minder mig om en af de onde karakterer i en animé, der messer det samme ord et utal af gange. Men hans stemme kan også lyde som en hyggelig onkel, der fortæller godnathistorier, som den smukkeste elsker, man overhovedet kan forestille sig, og som den mest intenst smerteopfyldte mand, der skriger sin smerte og frustration ud. Det tager på alle måder pusten fra en.
Pladens andet nummer, “Sails”, er primært Furusawas moment, og derfor har det ikke helt den symbiotiske karakter, der kendetegner “Tin”, men mindre kan også gøre det, selvom man nok må erkende, at “Sails” primært er en lækkerbisken for trommeslager-feinschmeckere – også selvom Mikami gør et 40-sekunders-indhop mod nummerets slutning. Men Furusawa viser virkelig, at et trommesæt rent faktisk er et instrument og ikke bare en rytmeboks eller den rytmiske musiks svar på en dirigent.
Men når det er sagt, så er det improvisationen i “Tin”, der tiltager sig opmærksomheden – og det er samtidig improvisationens kendetegn, der udgør en stor del af charmen ved en plade som Tin; uvisheden om, hvad der sker lige om lidt. Hertil kommer den næsegruse beundring for Mikami og Furusawas symbiotiske evne udi sammenspillets kunst og deres evne til at tilpasse sig hinanden med minutiøs akkuratesse, ligesom Furusawas fænomenale evner ved trommesættet igen bør fremhæves: Det er imponerende, hvordan rytmer og lyd, på hvad der lyder som et ganske regulært trommesæt uden et hav af ekstravagante trommer og andet tingeltangel, kan tilføre en plade et så markant præg.
Men altså, lovprisningen må især gå til “Tin”, der virkelig er en diamant, både hvad angår rytmik og vokal, hvis den får lov at vokse omkring lytteren, også selvom man måske ikke er så heldig at kunne forstå Mikamis poesi. Her er virkelig tale om musik, der er skabt i et magisk øjeblik – det varer bare 23 minutter.
