Nick Cave og hans onde frø leverede fredag aften udsyret vanvid i verdensklasse.
Nick Cave and the Bad Seds, 03.07.09, 19.30, Orange
Første sang til at ramme publikum som en forhammer lige i smasken, var den over 20 år gamle “Tupelo”, der satte høje standarder for, hvad man kunne forvente sig af resten af sættet. Cave var så overlegen i sin entré, at han tog den fremmødte masse på sengen og startede lige på og hårdt, fuldstændig uden introduktion, men til gengæld med en indlevelse og et udtryk, der var så stærkt, at det brændte om kap med den stærke aftensol, der langsomt bevægede sig længere og længere ned over teltdugen på Orange. Hans engagement var overvældende tydeligt, da han simpelthen ikke kunne stå stille på noget tidspunkt; selv i mellemrummene mellem numrene fes fyren rundt som en rastløs ildflue, mens han opildnede både fanskaren og The Bad Seeds til at være med helt fremme, hvor strubehovederne vibrerer euforisk.
Hans udstråling og karisma må siges at være den allerstørste force, der ligger bag det australske band, da det er kropumuligt ikke at føle sig som en del af noget meget meget stort, når man hører hans dybe ‘motherfucking’ røst, der både ru og omsorgsfuld på samme tid – og som står bomstærkt og autoritært som en hærførers foran en hær af primater – komplimenteres af den maskuline og stolte fremtoning.
Men ingen mand er en ø, og The Bad Seeds leverede et gedigent og gennemført stykke kunst, hvor især den flippede multi-instrumentalist Warren Ellis var en ekstraordinær oplevelse i sig selv, sådan som han satte sig selv til skue, kravlende, dansende og væltende rundt på scenekanten, mens hans hamrede løs på sine effektpedaler, som var de et trommesæt, og samtidig kastede djævletegn ud til det henførte publikum.
Godt og vel halvvejs inde i sættet, der bestod af en stærk blanding hits fra hele karrieren, opstod en ganske kort kunstpause, hvor Cave stillede sig op og sagde: »This is destined for disaster, and we ask for your forgiveness in advance.« Hvad skal man forvente efter sådan en advarsel? Åbenbart bare endnu mere indlevelse og teatralsk performance bestående af storladne udbredte arme og forvrængede ansigtsudtryk, mens Cave, temmelig falsk (hvilket var fuldstændig uden betydning) nærmest skreg den stærkt melodiske “Breathless” frem mellem tænderne og rockede hæmningsløst til den forvrængede udgave, hvilket for mig var som at opleve et stykke samtidshistorie folde sig ud i fuldt flor for øjnene af mig, da det viste, at tendensen fra tidligt i karrieren – hvor Cave oftere end ikke, ifølge rygtet, sang pivfalsk – tilsyneladende sporadisk hænger ved, men med lige præcis fænomenet Nick Cave er det blot en del af hæslighedens smukke og rå æstetik.
Det teatralske element af koncerten blev yderligere forstærket under næstsidste nummer, klassikeren “Stagger Lee”, der blev spillet forrygende tight, men med masser af bredde i lyrikken, og med en form for suspense der var en good god damn thriller værdig.
Fredag aftens program var nok et af de mest tætpakkede længe set på Roskilde Festival, men jeg tør godt sige, at dette simpelthen var KONCERTEN, man bare ikke måtte misse, uanset tømmermænd og ‘Roskildesyge’.
Masser af rytmik og bevægelse, men ikke et stort show fra The Field.
Vinden havde lagt sig, og solen var også på vej til køjs, da The Field sagte gik på scenen fredag kl. 21.00. The Fields mesterlige debut var blandt de plader, Undertoner overså i 2007, og der var også mange, der havde overset, at der var dansabel, men ambient techno på programmet i stedet for Wavves. Men det rørte helt åbenlyst ikke Axel Willner, der sammen med en trommeslager og en bassist spillede fem kvarters kropsrensende, diset technosæt.
Der er grundlæggende højt til loftet i The Fields produktioner. Koncerten landede et eller andet sted imellem lune Ibiza og kølige Skandinavien, og bandet formåede at suge publikum helt ind i det univers. De første fem minutter stod folk, som var deres fødder støbt i gulvet på en natklub i Berlin. Som zombier, der lod sig massere af de ambiente toner. Ingen talte. Ingen bevægede sig.
Langsomt blev teltet fyldt op, og da den knyttede næve med bas slog ind, så Axel Willner sig ikke tilbage. Ok, han kiggede ikke mange andre steder hen. Ikke en eneste gang blev øjnene løftet væk fra elektronikken på bordet, men det fungerede i al sin indadvendthed. Desværre fungerede trommeslagerens spil sjældent. Han var kun indstik i Willners melodiøse show, og bidrog ikke med ret meget ud over et par jazzede helgarderinger.
Heldigvis var de mange andre kontraster i musikken med til at holde gang i den stadig større flok på gulvet. Med bas så overvældende som Kölner Dom, kompakte trommeprogrammeringer, fra brusende trance-passager over små opklippede stykker melodi, løftede The Field stemningen i teltet. Der var brug for en rolig fest. For at danse uden alt for meget bevægelse. Og til det fungerede The Field overraskende godt, selvom det langtfra var et stort show, de tre svenskere gav. (MT)
