Jeg havde faktisk ikke de store forventninger til Codys fuldlængdedebut, da min redaktør pressede på via mail. Men indimellem må man jo tage chancen og lade fordomme være fordomme, for jeg skal da indrømme, at den stinkende inspirerede sangtitel, fra Mogwais fine, fine Come on Die Young, der huserer gennem valget af bandnavn (Cody), umiddelbart gav lidt minuspoint på den kreative konto, men det har Codys sange skyllet ualmindeligt effektivt af vejen, for der er hverken plagiat eller big time sound-alike i noget af det, der kommer ud gennem højtalerne.
I stedet har Cody, ført an af Kaspar Kaae og sine seks disciple, der igen har fået hjælp af et halvt dusin musikere, formået at kombinere country, folk, pop og lidt postrock til nogle musikalske skitser, der helt sikkert har rod i noget americana, men spindes ind i ovennævnte genrer på fornem vis.
Songs er tilpasset årstiden, med en hel masse tristhed og krystalklart minus på humørkontoen, men det foregår i et leje, hvor der er en god fornemmelse for, hvad og hvor meget en lytter kan klare, uden at der går tusmørke i den. Cody spiller med både liv, sjæl, tempo og afdæmpet energi i en synergi af rørende ballader, mørke støjflader og de mere eftertænksomme faser. Det er altså uhørt godt sat sammen, og der er meget langt mellem de overflødige stunder på Songs.
Der er en inderlighed gemt i numrene, som er meget betagende og indsmigrende på den helt rette langsomme og melankolske måde. Cody formår at sætte en helt særlig stemning op, som giver plads til dybe tanker og eftertænksomhed, og så skal man ikke glemme, at der gemmer sig nogle rigtig gode melodier imellem alle de andre virkemidler. Jeg vedkender mig, at der ikke er samme monumentale dybde eller tristesse som hos andre kunstnere i samme boldgade, men det er faktisk ganske befriende ikke at skulle forholde sig til, ja, undskyld udtrykket, ‘selvmordsmusik’, hele tiden.
Det er en flot opfølger til den selvbetitlede ep Cody, der udkom tidligere i år. Codys dunkle musikalske landskaber ligger langt fra den røvballe-Nashville-country, man kunne frygte, og i stedet dyrker bandet noget cool, metropolklingende postrock, der giver et moderne islæt til sangene. Det er underspillet, javist, og der skal kæmpes lidt i lytterummet for at få alle detaljer med, men hold da op, hvor er Songs en dejlig plade.
