Plader

Sonja Richter: Careless Rapture

Skrevet af Jens Blendstrup

Wilkommen, bienvenue i Cafe Central 1902 – chez Sonja Richter. Sonja Richter har begået en sikker, sej og søgende debut, der bør lyttes til med lukkede øjne og pivåbent sind.

Sonja Richter har begået sin første plade. Den hedder Careless Rapture og er udgivet af pladeselskabet Rosebud (meget Orson Welle’sk og dramatisk) med støtte fra dansk skuespillerforbund. Og skuespil er det. Sonja Richter synger sig flot igennem 10 numre, som alle er på engelsk og er skrevet af en tekstforfatter ved navn Chris Jordan.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg vil gerne høre Sonja Richter synge noget på tysk. Eller dansk. Dels har hun en umiskendelig dansk dialekt, som jeg synes er meget charmerende og speciel. Det er godt, hun ikke lyder som alle andre. “The Little White Boat” handler om selvmordet og om at flyde bort på en flod af blod i en lille hvid båd. Det lykkes bare ikke, hun afbrydes i sit forehavende og ender på hospitalet. Der er noget kabaret over de tunge strygere, celloens klagen og klaverets nervøse klimpren.

Sonja kan synge. Satanedeme. Og frasere og skifte gear. Og føle smerte. “Don’t You Ever Learn?”. En slags opvågningssang, om vreden og afmagten i omgivelserne i efterdønningerne af det hele: »Isn’t it time you figure it out,« synger Richter. Og det gør hun godt – med underdrejet musikledsagelse, trompet og sådan. Jeg hører faktisk pladen som en slags forestilling. En slags kalejdoskop over den her kvinde, måske kvinden, der på det mosgrønne cover går omkring i en sort-hvid fortid. “My Reason for Living”. Handler måske om en tabt kærlighed, i hvert fald en ulykkelig kærlighed, måske grunden til hendes selvmordsforsøg. Måske bare en sang om desperation over en forelskelse, der ikke gik, som hun ville. Fed musik, sådan lidt easy listening, med en sugende bas, fed stemme. Næsten Dicte-agtigt tråd, også stemmemæssigt.

“Passing Through” er et portræt af en kvinde, der magisk flirter sig gennem verden – og livet. Sørgmodig sang om kærlighedens forgængelighed, ligesom livet. Jeg må indrømme, at jeg havde planer om at smadre den her plade i min anmeldelse, men nu kan jeg pludselig se, at der er en større historie i pladen, så lyt til den mange gange. Det har den fortjent. Det er næsten episk indimellem. Altså en skildring af et liv, der er forbi, sunget af et menneske midt i sit eget. Og nummeret “Passing Through” rører i hvert fald mig, med sin fortvivlende skildring af »at vi kun er her på jorden som gæster« – og al den kærlighed, vi møder, er også glemt, næsten, så snart vi er borte. Det er jo tilværelsens frygtelige og smukke vilkår, at vi må træffe valg, for vores egen skyld, mens vi kan, og ikke når vi sidder og mimrer eller er på vej væk – i den lille hvide båd.

Så følger titelnummeret “Careless Rapture”, om mødet på dansegulvet, den uforpligtende dans og hendes vej videre til den næste og den næste flirt. Igen den sugende, næsten hypnotiske musikledsagelse. »Keep on smiling.« En krakelerende, atter kabaret-agtig enkel sang om at blive ved med at smile, lige meget hvad. Men måske også om at vågne efter en fest og være udtømt, død, som en optræksdukke.

Det er fint sunget, men hvis jeg har en anke, er det, at Chris Jordans tekster indimellem er lige lovlig tæt på det klichefyldte og sådan overfortalt smertefulde. Det er selvfølgelig en smagssag. Nummeret vokser og vokser; fra at være en næsten knækket lille tøs rejser hun sig og bliver stærkere og stærkere og mægtigere og mægtigere i dansen – og smilet”¦ indtil hun er død. Ren kabaret: »Tomorrow belongs to me«-agtigt. Med den søde arier, der synger nazismen ind. Herligt ondt crescendo. »Keep on smiling until you are dead.« Satans også, det gør ondt at høre. Er det en maniodepressiv, vi har med at gøre? I hvert fald en hudløs ærligt sunget sang. Eller bare et fortvivlet kvindemenneske, hvis drømme ikke hænger sammen med virkeligheden? Jeg ved det ikke. Og det er nok ikke så væsentligt, måske er det kun godt, det er åbent for fortolkninger; tekster med huller er bedre end tekster proppet ud med – vat.

Så kommer der en ballade med tolvtoneklaver, “Sometimes in Dreams”, og igen: Det kunne sagtens foregå på et teater. En kvindes liv med klaverledsagelse i 10 scener. Vuggende, anelsesfuldt og forførende sunget. Godt håndværk igen. “Life Is Just As Bad As It Can Be”. En sørgmunter, syngespilsagtig besyngelse af kærlighedens mønt, plat og krone. Det er fint, som musikken følger Richter ud af tangenterne i stedet for at fylde på og fylde på. Rent foredrag – næsten.

“Love Mixed With Fear”, den kærlighed er bedst, som gør ondt, den hvor kærligheden er blandet med angst. En fin skildring af den usunde kærligheds lokkende toner: »Love that makes sick in your brain.« Av, for fanden, hvor kan det gøre godt-ondt at være forelsket. »Love mixed with fear is the sweetest / but it is fatally adictive so take care.« Ja tak, den har jeg også prøvet. Og det er fedt, og det er frygteligt på en gang. Det må være længslen, den næsten vanvittige lykkerus og savnet af den anden, når han/hun er på skiferie, ahaha!

“Clinging to You” er en fin og værdig slutning på et fint album. En kærlighedserklæring til ham, der ikke fik hende og derfor må gå alene videre gennem livet. Medmindre altså han tager sig sammen og vælger kærligheden – og hende. Det er en fin skildring. »I’ll be clinging to you for delight.«

Ja, og det gør jeg sådan set også, altså efter Sonja, efter endt lytning. Tak for det. Og må vi så få noget på dansk eller tysk. Gerne med lige så god musikledsagelse. Jeg har intet problem med plader, der er teater. Så længe det er på den store scene. Og det er det her – en modig plade, der satser lidt mere end en 10’er i kogevask, ligesom mennesker når de er besatte af kærlighed – eller længslen efter længslen efter længslen. Momentant og for altid, lige til den lukkede afdeling af lyst og længsel og selvmords(forsøg). Åh, mennesker. Så træk dog vejret. Og kys i stedet for at drukne dig selv, udhul dig selv med – selvhad. Lidt mindre Tom Waits. Lidt mere luft.

Jeg kunne godt høre Sonja Richter synge noget Lulu Ziegler. Ja, eller Marlene Dietrich. Eller endnu hårdere, Gisela May, da hun sang Tucholsky og Brecht. Noget teatralsk. I hvert fald. Klippekantspoesi. Med en rigtig dieseuse-stemme. Det er i det kantede, hun klatrer bedst, tror jeg. Men det er en god debut. Sikker og sej – og søgende. Det sidste er en af pladens helt store kvaliteter. Bør lyttes til med lukkede øjne, men pivåbent sind. Wilkommen, bienvenue i Cafe Central 1902 – chez Sonja Richter.

★★★★☆☆

Leave a Reply