Soulsavers: Broken

Det er måske svært at genkalde nu, men i vores del af verden er det meget ofte koldt og mørkt udenfor. Ting går i stykker og falder fra hinanden, vi kæmper om pladserne i nogens hjerte og i vores eget liv. Det er ikke nemt, og især om vinteren kan det være svært at finde en varm hånd at holde fast, rigtig fast, i.

Soulsavers er en udefinerbar deprim legestue bestyret af de to soulmates Rich Machin og Ian Glover. På deres tredje album, Broken, gæster vinterdepressionen i stor stil, men den er akkompagneret af flere absolut prominente musikere. Mark Lanegan fører ordet og crooner sig igennem albummet som den primære sanger, ligesom han gjorde det på bandets andet album, It’s Not How Far You Fall, It’s the Way You Land. Mike Patton (bl.a. Faith No More), Jason Pierce (Spiritualized og Spacemen 3), Richard Hawley og Gibby Haynes (Butthole Surfers) leger også med. Perlerækken bindes sammen af Mike Oldham og en kvindelig fan, der går under navnet Red Ghost, som komplimenterer Lanegans sang. Rock, gospel, soul og country forenes med Lanegans stemme, og trist musik opstår.

Min musikalske opdragelse som lille bestod primært af hjernevask fra min fars side. Min far hørte stort set kun Elvis Costello, og til særlige lejligheder et par andre halvgamle mænd med store armbevægelser og hjertet på rette sted. Jeg føler mig hensat til min barndom med denne plade. »Lay down your head / like a baby to slumber,« synger Lanegan. Og det gør jeg. Jeg faldt i søvn ved første gennemlytning af Broken. Jeg ved ikke, om det var Lanegans krydrede, rustne stemme, der lullede mig i søvn, eller det faktum, at jeg bare ikke blev grebet nok af musikken og glemte at høre efter.

Broken befordrer lange, slanke stearinlys og fyldte askebægre, og jeg prøver at høre pladen et par gange igen. Lange strygersektioner og dystert dunkende mørke omslutter mig og lader mig hænge i den ulmende blåmåne-nat. Pladen forekommer at vokse på mig. Jeg glædes næsten ved tredje genlytning. Og minsandten om jeg ikke tager mig selv i at synge med! Pladen er snigende iørefaldende. Tunge orgelriff lægger bunden under et fængende omkvæd på “Unbalanced Pieces”, der som albummets tredje nummer minder mest om et hit. Modsat, hvad titlen indikerer, er der nemlig en god balance i nummeret. Det fænger! Efter guitarsoloen kommer omkvædet kværnende og pumper sig igennem nummeret på ny, og de uafbalancerede dele falder på plads. Jeg ville nyde at stå med armen om min far på Roskilde og synge med på alle de klichéfyldte tekster og føle ‘den vokse mands smerte’ og strygere flyde gennem min spændte torso. Nummeret er ikke specielt nutidigt og slet ikke farligt, men det smyger sig om hjertet på de, der elsker det.

»Doesn’t it feel good to stay alive?«, synger Lanegan på “Some Misunderstanding”, og det gør det. Budskabet er dog usædvanligt for pladens lyrik i helhed, der overvejende rummer deprimerende sangtitler som “Death Bells”, “Can’t Catch the Train” samt covernummeret “You Will Miss Me When I’m Dead”, og trods det, at jeg har overgivet mig til pladen, bliver tyngden af og til kvalmende. Det lyder godt, men jeg savner galskab.

Vi må jo ikke bare give op! Tekstuniverset er blottet for humor og proppet med gennemtæsket, sørgelig integritet. Det er sådan her, man laver en fuldvoksen, dybfølt indierock-skive, men al den elendighed og ulykke planter ingen fandenivolskhed i mit hungrende pigehjerte. Broken er en endeløs, men smuk vinter. Den kvindelige sangerinde er et smeltende modstykke til kulden, og et par psykedeliske jazzede nedsmeltninger til slut klæder albummet forbandet godt. Her får klichéerne endelig den kolde skulder, og inkarnerede fans vil få kuldegysninger af den gode slags. Og der ER lys for enden af tunnelen, drenge!