Rigtig god country har en sær dobbelthed indlejret i sig. Den ene dag kan dens skønhed få en til at føle sig fuld af liv, den anden dag lægger den en betonklods om ens hjerte og lader det synke til bunds i melankoli. Scott McCaugheys sange og stemme på Killingsworth indeholder lige præcis en sådan twisted dobbelthed.
Komponenterne, der skaber denne drilske, forvirrende følelse af tungsind som følge af mødet med skønhed og vellyd, f.eks. på numre som “Scott Walker’s Fault” og “I Would Rather Sacrifice You”, er som sagt dels McCaughneys vokal, men det er også den veldoserede brug af bl.a. violin, banjo, harmonika, slideguitar og især de varme og runde backup-kvindevokaler, der er strøet med lind hånd ud over Killingsworth.
Det, der charmerer, er den ro, numrene bliver fremført med. Et efter et strømmer de imod lytteren som nænsomme strøg, der dykker ind under huden og tager fat om hjertet med kærlig hånd. Evnen til netop at tage hånd om sin lytter, ved at tilbyde et varmt og imødekommende lydbillede og et minimum af kompleksitet, tilsat fortællinger om dagligdagsemner og skæbner, er netop det, der gør Killingsworth så utrolig rar.
Men i det rare ligger også det ufarlige og let kedsommelige og lurer, og det er paradoksalt nok også den runde, rare lyd – følelsen af at blive aet på kinden af fløjlsblød vokal på den samme måde gennem knap 42 minutter – der gør, at jeg momentvis kommer til at savne kant på Killingsworth. De ofte fremtrædende kvindevokaler og »yeah yeah yeah«- og »na na na«-kor (“The Lurking Barrister”) er charmerende og velklingende solstråler, men det tenderer samtidig voldsomt mod det sukrede, selvom det retfærdigvis skal siges, at der indimellem bliver rocket lidt mere, f.eks. mod slutningen på “I Won’t Do You Any Good”.
Alligevel er det samlede indtryk, at Killingsworth er ekstremt rar og beroligende at lytte til, både hvis man har lyst til at fælde en tåre, eller hvis man trænger til at få den indre sol til at skinne – eller måske begge dele på samme tid.
