Nye Rødder: Er de sjældne + CODY, 14.11.09, Huset i Magstræde, København

Pause Play Play Prev | Next

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Den tredages minifestival Nye Rødder, der udspiller sig i Huset i Magstræde for tredje år i træk, åbnede torsdag dørene for publikum og inviterede inden for på Husets to musikscener, Musikcaféen og Planeten. Her skulle intime koncertoplevelser med musik, der har sine rødder i genrerne country, blues, americana og alternativ folk de næste dage stå i centrum, og jeg tog muligheden for fredag at opleve det småhypede indiefolkband The Rumour Said Fire, Múm-alfen Ólöf Arnalds og lørdag at opleve ornitologisk-poetiske Er de Sjældne og Cody, hvis countrykollektiv efterhånden ingen præsentation behøver.

Lørdag var der lutter danske godbidder såsom albumaktuelle Slaraffenland og Claus Hempler med bandet Robot, der tæller musikere fra Kashmir og Kira and The Ghost Riders, i ryggen og så de to, jeg denne lørdag har valgt at se nærmere på, lovebirdsne i Er de sjældne og de popinsisterende countryfolkere i Cody.

Er de sjældne

Er de sjældne er allestedsnærværende Lone Hørslevs tekster til musik af Solveig Sandnes (tidligere Lovebites) og live med Sandnes, Maria Køhnke, Henrik Olesen, Anders Remmer og Lulu Roost. Er de sjældne udgav i sommer debuten Lyserød lyseblå beige med sfæriske vokalharmonier og drømmelyrik om det nære iblandet alskens fuglebilleder, og som så ofte før har udfordringen været at få lyrikken og dens musiske samarbejdspartner til at spille sammen, når de nu så at sige er blevet skabt hver for sig. For Hørslev, der leverer sangteksternes lyrik, er nemlig som sådan ikke en del af Er de sjældne, selvom hun ved nogle optrædener har været med til at læse dele af (sang)teksterne op til musik og dermed kastet noget af det poetiske stjernestøv, hun som oftest bærer med sig i litterære cirkler, på koncerten. De fleste af sangene på debutalbummet er udarbejdet som mailkorrespondance mellem Sandnes og Hørslev, der dog alligevel fra starten af har fundet samme fælles referenceramme for deres sange i de ornitologiske luftslag.

Denne aften var Hørslev dog ikke med på Musikcaféens scene, der til seancen var pyntet med træudsnit af fugle i diverse afskygninger, og med kulisserne fulgte også reallyde af kvidrende fugle oveni Poul Thomsensk fortællerstemme, der sindigt ledte publikum ind i det univers af fugle, som er Er de sjældnes hovedgimmick. Reallydene indgår på samme niveau som Sandnes, Køhnke og Roosts sang, og det virker sådan set fint og skaber et naturunivers, der leder tankerne hen på regndans og indianske sfærer under f.eks. “Vores Sang”. Sidstnævnte fungerer også, fordi teksternes lyrik ikke tager overhånd og dominerer den balance, der så svær at finde mellem for meget musik og for meget lyrik, når man forsøger sig på noget så besværligt at sætte lyd til digte. Andre gange går imidlertid knap så heldigt, som under eksempelvis “Isfugl” eller “Spurvehøg”, der ellers besad Barometerets førsteplads længe. I mine øjne skærer teksten imidlertid i ørene – ikke fordi den er dårlig, snarere tværtimod.

Den ene faldgrube for Er de sjældne er netop, at teksterne dominerer for meget over melodierne på trods af sidstenævntes iørenfaldenhed og generelle behagelige stemning og giver et islæt af at være konstruerede og pege på sig selv som tekster. Den anden faldgrube er, at det hele bliver lidt for fjollet. Når Sandnes introducerer en sang således: »Nu skal vi spille en sang, der handler om et af livets store dilemmaer: Selvom man ved, at mænd tisser på græsset, så sætter man sig alligevel«, så er det helt i orden at grine, især når Sandnes’ kommentar bliver fulgt op af et af debutpladens bedste numre, “Løgn”. Når et af pladens dårligst fungerende numre, “Tak fordi”, imidlertid bliver efterfulgt af et forsøg på fælles “Sejle op ad åen”-druksang, så bliver det hele lidt for fjollet en lørdag aften kl 20.30, og de to faldgruber koger i ekstranummeret “Et Hjerte (er ikke et atomkraftværk)” sammen, hvor dele af publikum griner af den uskønne tekst, der stritter og ikke passer i melodiens støbe.

Er de sjældne beskriver selv deres inspirationer som: »Ukraine/Rold Skov/Amazonas/rastepladser /short wave espionage/sørgende fugle/vejret«, og det lyder jo som en ret interessant og temmelig uhyggelig blanding, og i mine øjne er det da også ærgerligt, at bandet heller ikke denne aften, velspillende eller ej, bevæger sig ud på de mørkere sider af deres ornitologiske eventyr.

CODY

Musikkollektivet Cody har ved adskillige lejligheder stået ved, at de spiller popmusik, selvom de denne aften selvsagt er blevet udvalgt på grund af deres rødder i alternativ country, americana og folk. På sin vis kan man sige, at begge genrer har sit at skulle have sagt, for mens de simple sangtekster peger mod poppens legeplads, er indpakningen i den grad lag af lækker alternativ country- og folklyd.

Foran den tætpakkede og brandvarme Planeten-sal står Cody denne lørdag syv mand (en kvinde inklusiv) høj: Kaspar Kaae, Frederik Thybo, Torleik Mortensen, Leif Bruun-Andersen, David Fjelstrup, Casper Hestrup og Line Felding. Bandet er ikke nybegyndere på den ellers unge minifestival, for de var med til at gøre Nye Rødders første gang til noget helt specielt tilbage i 2007 og har tidligere varmet op for The National og Bonnie ”Prince” Billy. Sidstnævnte medvirker også på debuten Songs, der udkom tidligere på året, og de syv bandmedlemmer står nu foran en kommende tysk/belgisk turné.

Så meget for fakta, for en ting slog mig gennem Planetens varme: Det er utroligt, at så mange mennesker med så forholdsvis mange instrumenter (jeg nævner i flæng mundharmonika, cello, violin, slideguitar, akustiske guitarer, ukulele, kontrabas, banjo og klaver) i virkeligheden kan skabe en så kontrolleret og i virkeligheden relativt lille lyd. Men det er imidlertid ikke en hvilken som helst lyd. Cody er meget velspillende live og følger hinandens stigende lydniveauer godt, så der alligevel er mange stemnings- og musikalske højdepunkter under flere af sangene, og det klæder i den grad også bandet at få en større lyd inkorporeret, så numrene ikke glider sammen i en stor masse.

Cody virker til denne, min sidste koncert i selskab med Nye Rødder i denne omgang, ydmyge og på trods af de relativt få henvendelser til publikum, lykkes det gennem Kasper Kaaes tekster at skabe et nærvær, der sikkert også hænger sammen med poppens simple redskaber tilsat en folket ærlighed. Den kombination gør, at tekster som »…and it really, really hurts me« ikke falder til jorden og afsløres som det, det måske i virkeligheden kan beskyldes for at være: halvdårlig tekstskrivning.