Pharaohs: We’ve Tried Nothing and We’re All Out of Ideas EP

Pharaohs er hurtigløbere fra Kent, der siden dannelsen i december 2008 allerede har nået at være på tre turneer i deres hjemland, og ep’en We’ve Tried Nothing and We’re All Out of Ideas er netop udkommet; et år efter bandet opstod. Senere kommer fuldlængdealbummet på det franske selskab Hip Hip Hip, der også har udgivet ep’en. Hip Hip Hip udgiver også bl.a. de danske mathrockere Marvins Revolt og de finske gothrockere H.I.M., og med Pharaohs når selskabet således fra mathrock til gothrock til punkpop. Oh my.

Musikken bliver i pressematerialet beskrevet som mathpop, der kombinerer ultramelodiske vokaler med rigtkonstruerede instrumentelle strukturer. Der er rigtignok en rytmisk kompleksitet over bandets guitardominerede rocklyd, men mens lyden er en klassisk og tight ’to guitarer, bas og trommer’, synger forsanger Johnny Lewis i ægte poppunkstil hen over, så reminiscenser af powerpopbands som Good Charlotte og 90’er-klassikeren Weezer snarere dukker op. Generelt bærer We’ve Tried Nothing and We’re All Out of Ideas præg af en meget uoriginal 90’er-lyd, hvor også The Offspring ligger lige for i sammenligningen. The Offspring var på deres tid ikke synderligt uoriginale, men der er andre elementer, der binder de to bands sammen. Dels har begge et vist ironisk islæt over de fleste sange, såsom “If Columbus Had a Sat Nav America Wouldn’t Exist”, dels synes Lewis at efterligne Dexter Hollands halvskrigende vokal (med Kent-accent). Det lykkedes bedre for The Offspring og var da også langt mere interessant i midt 90’erne, end Pharaohs er 15 år senere.

Hver af Pharaohs sange har et konkret tema, der har omdrejningspunkt i dagligdagen. “TV” handler således om irritationen ved reklamer, “Squashed Against My Wall” om natsværmere, der smadres mod væggen, “Decorex” om at konstruere et hus osv. Der er en fin overensstemmelse mellem det simple tekstunivers og powerpoppens punkede kvaliteter, og faraoerne er da også velspillende, melodiske og teknisk dygtige, men lyden er uden innovative islæt. Pladen kunne sagtens have haft release for 10-15 år siden, og nogle steder har ep’en ligefrem ’sluk-mig’-kvaliteter. Værst er råbekoret på “Decorex”, der er decideret irriterende og desværre har ætset sig ind på min nethinde, mens “Squashed Against My Wall” i mine øjne er bedste bud på et hit. Sidstnævnte kunne sagtens udfordre andre punkrock- og punkpopbands på MTV, som Good Charlotte, Sum 41 og til dels Blink 182, og kunne sikkert gøre enhver amerikansk highschoolelev både tilfreds og pubertetsoprørsk. Det er bare ikke helt nok for mig, og jeg finder ærligt talt deres stil totalt uinteressant.