Mikkel Engell: Beatliv

De, der har et vist kendskab til den amerikanske kult-tegnefilm “South Park”, ved nok, hvad jeg snakker om. Et af de mest elskede afsnit hedder “Christian Hard Rock” og omhandler, hvorledes Eric Cartmans kristne pastiche-rockgruppe Faith + 1 når toppen af de kristne hitlister og sælger en million plader. Undervejs skal gruppen have taget et foto til debutalbummets cover, hvor bassisten Token bliver instrueret nogenlunde således af Cartman: »No Token, don’t look into the camera! You gotta look away like you’re too cool to notice that an album cover is being made!« Et forrygende øjeblik – ikke blot fordi det illustrerer nogle pointer omkring selve karaktererne i serien, men også fordi det er et udpræget fænomen i den virkelige, ikke-tegnede verden.

Således også med den tidligere jazzmusiker Mikkel Engells debutabum som dansksproget sangskriver: Beatliv. På coveret står denne selvpostulerede poet og kompromisløse rock’n’roller med en diskokugle i hånden og en trashet guitar i baggrunden og stirrer ind i dette, selve symbolet på den narcissistiske popkultur. Måske ment som en post-moderne Hamlet står lyrikeren Engell og skuer dybt ind i livets uudgrundelige vilkår, som han dog formår at destillere til 11 sange med »[…] en dansk stemme ridset med dybe furer fra et kompromisløst og intenst levet liv« – som det så ømt hedder i pressemeddelelsen. Hvis dette var sandt, ville jeg have have lyttet til et radikalt andet album. Sagen er den, at Beatliv ikke blot er et fuldstændigt kønsløst album, men også et både særdeles bedaget og selvsmagende et af slagsen. Selviscenesat – præcis som ovennævnte tegneserie.

Musikken varierer fra moderne electrorock-klingede stiløvelser (“Beatliv”) over halvslumrende spoken word (“Meditation for jyder”) til U2’sk stadionpatos (“København”). Fælles for dem alle er deres fuldstændige mangel på personlighed og nødvendighed. Jovist – albummet er da pletfrit produceret, og samtlige kompositioner vidner om håndværksmæssig tæft fra rockklub DK’s elite, men hver og én skæring kunne have været leveret af en hvilken som helst anden pedantisk digtende andenrangssangskriver.

»I sine sange viser Mikkel Engell sit unikke talent for at indfange og beskrive tilværelsen i øjebliksbilleder, hvor livet vokser sig større, og hvor skønheden bor i selv de mindste ting.« Sådan bliver man ligeledes belært af en besynderligt selvanalytisk skrivelse fra pladeselskabet, men det er simpelthen ikke rigtigt. I stedet er det næsten pinligt selvbevidste storby-observationer, der præger teksterne – stoppet til randen med pseudo-intelligente ordspil og dårlige rim. Case in point: »København / klokkerne de ringer / dagen den har vinger / du skal op / København / for fa’en hvor du bevæger mig / festen og pulsen i din krop.« Og når Engells røst hele albummet igennem lyder kvalmt tilbagelænet, som kom han direkte fra den daggamle caffe latte, der til overflod tylles i dét København, han så insisterende kræver sin plads i, ja, så er der altså ikke mange point at hente.

Ikke nok med at denne urbane rockpoet er for cool til at kigge ind i kameraet på sit albumcover, han er åbenbart også for boheme-jazzet til at give en skid for sine egne tekster – ikke at man bebrejder ham nogen af delene i sidste ende. Beatliv er et komplet unødvendigt album, hvis eneste positive aspekt udelukkende er den velpolerede voksenrock-lyd, der sikkert passer fint ind på næste måneds muzak-playliste i Brugsen.