American Gong. Titlen siger rimelig meget. Et knald i bækkenhjernen fra et ærkeamerikansk rockband. Quasi spiller tråd, der ikke kan misforstås. Tråd, som man selv sparkede den af sted i øvelokalerne tilbage i de glade 90’ere. Og de tre medlemmer – Sam Coomes, Janet Weiss og Joanna Bolme – har også spillet sammen siden 1993. Det kan man godt høre. Deres lyd er faktisk så utrolig 90’er-agtig, at man må undre sig over, at de slipper af sted med det. Men det gør de. I høj grad.
Quasi spiller bare røven lidt længere ud af bukserne og giver så ellers hat og briller for, hvad andre nu ellers skulle mene om det. Som de selv udtrykker det i pressemeddelelsen, da de bliver spurgt om, hvad de har lært i alle de år: »Get off your ass, kick out the jams, lay it on the line. Do it for love and there is no reason for regrets.« Sådan. Med den slags statements i baghånden er det med god karma fra den gamle skole, at de sparker deres nyeste album, American Gong, ud i stratosfæren.
Åbningsnummeret “Repulsion” dunker tungt – med et simpelt riff og dybe trommer krydret med et klassisk melodiøst omkvæd. Toeren “Little White Horse” trækker tempoet betydeligt i vejret, dog uden at miste nogen form for melodi. Og sådan kører pladen derudad på traditionel vis, selvfølgelig med et akustisk nummer og en ballade her og der. Bas, guitar, trommer og masser og atter masser af melodi. Ikke så meget pis. Spilleglæden – og evnerne – træder tydeligt frem fra allerførste riff, og forsanger Sam Coomes har masser af overskud til at skyde sine halvt bitre, halvt humoristiske tirader af sted på en poetisk og særdeles livsbekræftende facon.
I “Black Dogs and Bubbles” kommer der så meget blæs på guitaren, at man ryger tilbage i sædet – og dét på så traditionel vis, at man igen må undre sig over, at de tør. For havde Quasi ikke spillet så fantastisk godt og udtrykt så meget livsglæde ved det, ville deres traditionelle sangskrivning falde totalt igennem, og man kunne have afskrevet dem som et dårligt kopiband. Men nu spiller Quasi altså ualmindeligt fremragende. Og bandet har så meget karakter, at de med lethed gør enhver kliché til deres egen.
Faktisk er det med klichéerne så udpræget, at stort set hvert eneste nummer på American Gong rummer en reference til klassisk rock. F.eks. siger “Black Dogs and Bubbles” med sin struktur, opbygning og tonalitet klart hej til Beatles’ “I Want You (She’s So Heavy).” Det er tydeligt, men gør på mærkværdig vis intet. Tværtimod lykkes det nærmest Quasi at renvaske ‘rocksangen’ og gøre den nærværende, på trods af at den ikke er særlig original.
Dette kommer tydeligst til udtryk i nummeret “Bye Bye Blackbird,” der både i lyrik og melodi og harmoni rummer så mange referencepunkter, at det nærmest bliver en mosaik over den amerikanske melodi. Og man må spørge sig selv, hvor denne sang egentlig er? Svaret flagrer fint i vinden. Sangen er lige her, og den er skidegod.
Det er dermed heller ikke Quasis mission at skrive dyb og original musik, men derimod at spille og synge dagen lidt lysere. American Gong bliver derfor heller aldrig hyldet som et mesterværk. Men det er derimod en skive, der kan noget så fantastisk som at gøre dig i godt humør. En lille times uforfalsket god musik, der minder om, at det snart bliver forår, giver dig lyst til at kysse kæresten en ekstra gang og husker dig på, at alt egentlig er ok.
I sidste ende sidder man med en plade, der nærmest bringer rockmusik ind i en folktradition, hvor det ikke så meget er sangenes originalitet, der er væsentlig, men derimod fremførelsen og fortolkningen. Og Quasi fortolker deres egen sangtradition på fornemste maner. Men ude i tankernes horisont presser den lidt skræmmende tanke sig på, om der nogensinde kommer et nyt gennembrud for rockmusikken. Om der nogensinde – som med punk og grunge – kommer endnu et nybrud i udtrykket, hvor fire akkorder og fire vrede unge mænd kan sige noget nyt og originalt, der samtidig appellerer bredt.
Dét svar flagrer endnu mere i vinden, og indtil det er besvaret, kan man heldigvis nøjes med gode traditionelle rockplader som American Gong
Elliott Smiths gamle backingband – de kan bestemt også selv!