Justin Rutledges karriereforløb er et mysterium. Det er historien om den hjerteskærende unge countrysanger, der debuterede på de højeste tinder og efter en formidabel opfølger pludselig sadlede om. Da jeg for præcis to år siden anmeldte hans tredje plade, Man Descending, var det med følelsen af årets allerstørste musikalske skuffelse, og her to år senere føler jeg mig stadig forrådt af dens ekstremt polerede, glatte og intetsigende univers.
Det var således uden forventninger, at jeg begav mig i krig med The Early Widows, men albummet formår alligevel at skuffe. Alt, hvad der gjorde Man Descending til så provokerende intetsigende en oplevelse, er i denne ombæring blot accentueret yderligere, og det smerter at høre den smukke stemme, der gik lige i hjertet for et halvt årti siden, afsynge så ligegyldige sange.
Det centrale problem hos Rutledge i disse dage er indlemmelsen af det påtaget litterære i hans tekstunivers. Den hudløst ærlige countryfunderede patos, der gjorde hele debuten No Never Alone til en gigantisk hjerteknuser, er nu erstattet af en enormt pompøs litterær patos. Det er meget muligt, at Rutledge har en universitetsgrad i litteratur, men hvor ville det klæde hans musik, om han holdt sig til at formidle lektierne fra livets skole i stedet.
Både Man Descending og The Early Widows spindes ind i litterære paratekster, hvor bookletten flyder med citater fra romaner og digte af Guy Vanderhaeghe og César Vallejo, der fungerer som postulerede grundlag for pladerne. Rutledge selv prøver så at få sine egne tekster til at afspejle samme let patetiske litterære stil, og “Be a Man” (sigende nok skrevet med den prisbelønnede forfatter Michael Ondaatje) er typisk:
»Somewhere there is salt in the air of a season that touches the hem / of an island so northern / some air is knitting a day for a woman whose eyes are upon the horizon« og senere »I am the birth of a dawn through a curtain / the hurt of a dawn through a curtain.«
Det ekstremt diffuse »I« og den antydede kvinde indsat i scenerier med enorme vidder og brusende have (et genkommende billede pladen igennem) tager sig særlig tomt og klægt ud i de pompøse arrangementer, hvor en ubehageligt befamlende elektrisk guitar definitivt har erstattet tidligere tiders akustiske melankoli.
Som lytter føler man sig i den grad stopfodret med et uhyggeligt bastant musikalsk udtryk, hvor de autentiske følelser synes erstattet af opflommet litterær patos. Det er i den sammenhæng skræmmende, hvordan Rutledge formår at matche sine tekster med sin musik.
I “Heart of the River” bliver linjer som »We don’t want to live in the city no more / we don’t want to live with a lock on the door / give us a glimpse of the garden tonight / just a glimpse of the garden« – efterfulgt af det svulstige omkvæd »We want to be part of the heart of the river« – akkompagneret af pladens første eksempel på et af de mest forfærdelige kvindekor, jeg mindes at have hørt på en musikoptagelse. I sin klæge, klæge opsvulmethed minder det om en krydsning mellem Celine Dion og “Løvernes konge”, og det får i den grad bægeret til at flyde over og ud over kvalmegrænsen.
Helt galt går det i den bizarre “Snowmen”, hvor koret får selskab af en flok endnu mere overdrevne fraseringer, og alt i alt er der konstante tendenser i retning af en form for excessiv patos, der gør, at Rutledge efterhånden må kandidere til titlen som countryens Rufus Wainwright.
Jeg er stor fan af Rufus Wainwright, og det er jeg, netop fordi han opererer inden for en barok- og varietétradition, der passer perfekt til hans tekster og musikalske udtryk. Rutledge opererer stadig inden for en countrytradition, og hans tekster og arrangementer lyder her så malplacerede og opblæste, at det er decideret svært at lytte til. Stemmen er den samme som altid, det hele lyder stadig pænt, og Rutledge kan stadig skrive melodier, men al dybden og den overbevisende følsomhed er væk.
At den sidste autenticitet er gået fløjten, kan man forvisse sig om ved pladens slutning, hvor selv ikke engang den akustiske “All Around This World” formår at gøre nogen som helst form for indtryk. Den gamle heartbreaker har nu definitivt manifesteret et ekstremt forfejlet og bastant udtryk, hvor der ikke er plads til nogen følelser eller spontanitet i den klæbrige og sterile produktion.
Jeg har desværre svært ved at høre, hvordan Rutledge nogensinde skal kunne genvinde sin kunstneriske relevans. Den her plade er endnu værre end forventet.
