Det er pudsigt, hvad man kan få af associationer, når man læser noget. Lige så underligt er det, når det så viser sig, at de første tanker slet ikke stemmer overens med virkeligheden.
Rolf Hansen – ikke umiddelbart et navn, der siger mig en helt masse, men ifølge pressemeddelesen fra Speed of Sound har han ageret fast guitarist for Lars H.U.G. og spillet med Aqua, Sanne og Søren Sko rundt om i landet. Her kommer første portion tanker (læs: fordomme). Altså har vi en fyr, der spiller radiovenlig, engelsksproget pop/rock. Men når man så lytter til Rolf Hansens projekt, Il Tempo Gigante, der albumdebuterer med Lost Something Good, holder den association slet ikke.
Næ, næ, nej. Nærlæser man hele pressemeddelelsen, kan man også se, at Hansens ensemble består af folk fra blandt andet Under Byen og Le Fiasko. Altså en helt anden boldgade, og det er i langt højere grad her, man skal søge at få styr på sine associationer.
Il Tempo Gigante er et band, der søger melodierne. De virker næsten ikke færdige på forhånd, men bliver til i takt med at musikken spiller. Man skaber så at sige stien, mens man betræder den. Her er singer/songwriter, kabaretpop, instrumentalt bling-blang og folkskitser, som ikke blandes sammen, men holdes adskilt nummer for nummer. De 12 numre af stærkt vekslende længde, der udgør Lost Something Good, er således en cocktail af genrer, der er flot eksekveret og godt delt op i det dekonstruerede og eksperimenterede samt noget mere funktionelt og enkelt. Bandet virker fokuseret, men også kompromisløst i de forskellige udtryk.
Det kræver ikke meget at lytte til pladens mere melodiske numre, som f.eks. “Woven Wings”, der næsten nærmer sig Arcade Fires energi og finesse, den smukke kærlighedsvise “I’ll Let You Go” og folkballaden, der har samme titel som pladen. Her er der forholdsvis meget ro og orden.
Det frodige, eksperimenterende og lettere improvisatoriske, der også gemmer sig blandt de mere strukturerede numre, udgør en slags reservoir, man kan komme og gå til. Det fragmenterede og utilnærmelige vil helt sikkert appellere til den søgende lytter, hvorimod pladens mere mainstream del rammer bredere. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde den røde tråd og meningen med de elektroniske pillerier, men det må være op til den enkelte. Man kan selvfølgelig gå hver sin vej og tage pladen for det, den er, hvad enten man er til det introverte eller ekstroverte, men som helhed synes jeg, at numrene stilmæssigt er for langt fra hinanden, hvilket gør det vanskeligt at binde pladens ender sammen: Det bliver enerverende at gå fra den ene sindsstemning til den anden, uanset om man lader sig tryllebinde af folk og akustisk guitar i “Blue Bird” eller western-Morricone på “Storm”. Den helt store og givende lytteoplevelse udebliver, og det er lidt en skam, at Rolf Hansen spiller så mange kort på en gang.
Der er ingen tvivl om, at hans idebank er fyldt godt op, og der kan som sådan ikke peges fingre af måden, det udføres på. Det er associationernes udgivelse. Spændende og afvekslende, men det ville bare fungere bedre, hvis ikke enkelthederne kom til at fremstå så markant, som de gør på Lost Something Good.
