Ligesom Guds er Sufjan Stevens’ veje uransagelige. Ingen af dem lefler for nogen, og man må tage dem eller lade være. Nu sidder man så med Sufjan Stevens’ nyligt udgivne ep i hånden og tænker sit. For Sufjan har tidligere udgivet en jule-plade og forbavset med en instrumental hyldestplade til The Brooklyn-Queens Expressway. Nu er de mange krumspring imidlertid overstået, og Sufjan Stevens er tilbage, som vi kender ham, på All Delighted People.
Bredt anerkendt blev han primært via pladerne Michigan og Illinois. Med en delikat kombination af symfonisk pop, legesyge sangstrukturer og en umættelig appetit på musikken berørte Sufjan Stevens de fleste, som gav ham muligheden. Denne blanding har været savnet i mere end et halvt årti, og derfor er det glædeligt, at han allerede i åbnings- og titelnummeret gør det, han er bedst til. Den 11 minutter lange “All Delighted People (Original Version)” er nemlig en sand tour de force i orkestreret pop-musik. Med et mere komplekst og (til tider) utilgængeligt udtryk formår Sufjan Stevens alligevel at fastholde lytterens interesse. Det kræver tålmodighed at dechifrere amerikanerens eksperimenterende sangskrivning, men man bliver belønnet ved nærmere gennemlyt. I grunden er det enkelt håndværk, basis er akustisk guitar og/eller banjo eller klaver, men Stevens lader sig aldrig nøje og laver ofte fælder for sig selv. I form af veltimede temposkift og forskellige grader af intensitet forsøger han at skabe det største mulige rum for sin musik.
På trods af sin stærke tro har Sufjan Stevens stort set ikke brugt religiøsiteten i sine tekster. Han har ikke ment, at det var det rette forum, og i stedet taler musikken med klar røst. For der er bestemt noget guddommeligt over hans meget ekspressive og storladne arrangementer. I åbningsnummeret fremstår Sufjans nøgterne vokal nærmest som en prædikers, dramatisk og med en næsten skræmmende tilstedeværelse. Imens lyder et overvældende korarrangement, sårbare strygere og en altid spændstig følelse af storhed/fald.
Lige så stort og flot – ja, næsten overjordisk – det fremstår i øjeblikket, lige så pompøst og højtideligt forekommer det i længden. Derfor er det befriende, at All Delighted People også indeholder Stevens’ karakteristiske enkle og nærværende små sangskriver-perler. “Enchanting Ghost” er trods fin brug af harpe og piano dog ikke helt så vellykket i sin melodiøsitet og er måske lidt anonym i forhold til nogle af hans tidligere værker.
Særligt nøgen og dyster er den piano-bårne “The Owl and the Tanager”. Her bliver der som vanligt varieret fint, men derudover bliver sangen lidt for tænkt, og Sufjan Stevens virker mere bevidst om form end indhold. Utroligt nok sker det egentlig i forsøget på det modsatte. Anderledes klar i elegancen står den ualmindeligt fine “Heirloom”. Med knirkende elektroniske beats som bund og harmonisk guitarspil i front leverer Sufjan Stevens her en af sine smukkeste sange til dato.
Så simpelt foregår det imidlertid sjældent hos Sufjan Stevens. Et tydeligt eksempel er den afsluttende “Djohariah”. I mere end et kvarter befinder vi os her i Sufjans øvelokale. Sådan virker det i hvert fald. En ukonventionelt afslappet guitar-jamsession, repetitiv messen og løst støjkaos blender sammen og stiller store spørgsmål. Men hvad man end synes om resultatet, svaret og nummeret i sig selv, så må det være historien om Sufjan Stevens. Her på All Delighted People er han mere tydeligt søgende end vanligt. Mange ting bliver prøvet af, og mange instrumenter er i spil.
Senere i år kommer hans første reelle studiealbum siden 2005, The Age of Adz, og selvom All Delighted People svinger i niveau, glæder jeg mig til at høre Sufjan Stevens’ næste prædiken. I et selvhøjtideligt musiklandskab varmer det med en mand, der aldrig går på kompromis med sin tro. Sin tro på musikken som en ren og uskyldig kraft.
