
Denne nye terroristgruppe har som mål at nedbryde regeringen ved at krydre hele Christiansborg med LSD.
Så er det ved at være sidste destination for Dragontears. De heltemodige syretrippere har på to albums, senest på Tambourine Freak Machine, taget lyttere ud på psykedeliske trips, som ikke kan anbefales inden en jobsamtale eller en date. Nye bekendtskaber er ikke lige så large overfor, at du spiser borddekorationer, som dine venner er.
Den 1. november udsender bandet deres tredje og sidste album, Turn On Tune In Fuck Off!!, hvilket er en lidt småhidsig måde at sige farvel på, men ok for mange syretrips kan selvfølgelig også gøre mennesker lettere irritable og misantropiske.
Albummet udkommer både på lp, cd og som download, og med det første oplag på 500 af lp’en medfølger en gratis 7” vinyl single med de eksklusive sange ”Astral Flash” og ”Space Fuck”. Hvis du vil være sikker på at sikre dig dem, er det en god idé at dukke op til pladereceptionen 1. november på Café Svejk på Frederiksberg. Generelt er det en god idé at dukke op på Café Svejk, da de serverer den dejlige, tjekkiske øl Bohemia Regent på fad hver aften.
Nå, men hvis det kribler i ørerne efter at høre det nye, kan du høre “No Salvation” og “Time Of No Time” på bandets Myspace og tracklisten ser sådan ud:
Two Tongue Talk
No Salvation
My Friend
Time Of No Time
William
Mennesketvilling