Plader

Little Black Dress: Snow in June

Skrevet af Anders Büchert

Little Black Dress mestrer shoegazerens virkemidler. Desværre er hverken stemninger eller kompositioner gennemslagskraftige nok til at gøre værket til meget mere end en behagelig lytteoplevelse – dertil fremstår det for anonymt.

Slår man Little Black Dress op på Wikipedia, er definitionen temmelig eksakt: En aften- eller cocktailkjole, der er simpelt skåret, og som oftest er meget kort. Umiddelbart en fin beskrivelse på den Dallas-bosatte duos musik, der er en omgang natlig, drømmende og simpel shoegazerpop uden større, bombastiske armbevægelser i dets lydunivers. Er det så en god ting? Både ja og nej. Leder man efter en behagelig lytteoplevelse, der ikke kræver for meget af lytteren, kan debuten Snow in June bestemt gå an. Søger man derimod i højere grad det helstøbte og gennemdetaljerede værk, er det nok ikke her, man skal forvente sig for meget.

Inspirationskilderne viser sig hurtigt at stå frem. Popsange fedtes her ind i effekter og lettere støjede passager i et altoverskyggende 80’er- og 90’er-univers, der trækker klare referencer til shoegazerhelte som My Bloody Valentine, Slowdive og Cocteau Twins. Og Little Black Dress kan skam deres håndværksmæssige kram, hvilket duoen beviser flere gange i løbet af albummet, der er en yderst fermt produceret og vellydende sag. Det er derfor en skam, at det ofte fremstår relativt anonymt og uinteressant på grund af sine kompositoriske mangler. En vigtig del af shoegazergenren er ganske vist stemningen, dvs. noget af det, de benyttede effekter og virkemidler kan frembringe, mere end kompositionerne i sig selv. Men nerven og intensiteten er sjældent fremtrædende nok til, at det rent stemningsmæssigt kan løfte de standardiserede sangstrukturer og halvsløje melodier, der unægtelig dukker op undervejs.

To numre inde, efter en fin instrumental intro, rammer bandet dog nogenlunde plet med “Robin”, hvis stramme versbeat tilføres et drømmende, melodisk omkvæd med et effektivt rytmeskift, som fungerer aldeles effektivt på en dragende facon. At tempoet efterfølgende sættes ned i titelnummeret samt “No Hope”, er dog med blandet succes. Intentionen er sandsynligvis at skabe en sfærisk og dragende stemning, men resultatet er en tand for sløvt og anonymt. Derfor er det kærkomment, så snart tonerne af “End Film” slås an, og vi igen vender tilbage til det medrivende, poppede og nervedrevne omkvæd. For hvor kedeligt det end lyder, så er det her nu engang her, Little Black Dress har mest at byde på.

Sådan veksler Snow in June konstant mellem det drømmende melodiske og søvndyssende sløve, hvor det sjældent bliver bombastisk og rækker ud efter noget større. Det gør, at man sidder med en lettere uforløst følelse ved endt lytning, fordi det er svært at skelne en del af sangene fra hinanden, og man ender med en udtværet lytteoplevelse med relativt få højdepunkter.

Efter en stribe småkedelige numre midtvejs sker der dog noget mod albummets slutning. Med den melodimæssigt stærke “Took It” rammer Small Black Dress et af albummets ubestridte højdepunkter, som, hvis man ser bort fra den efterfølgende lettere kedsommelige “Out of View”, runder værkets små 40 minutter af i samspil med den stemningsfyldte og hyggelige “Simple Kind” samt den kantede og insisterende “Queen”. Det ændrer dog ikke på det faktum, at Snow in June som helhed fungerer bedre som baggrunds-stemningsmusik, da kompositionerne i sig selv sjældent er stærke nok. Håndværket er bestemt i orden – nu mangler sangskrivningen bare også at være det.

★★★☆☆☆

Leave a Reply