Lad mig sige det med det samme: Jeg er en sucker for country. Og jo, det spændende opstår da tit i genrens interaktion med mere eller mindre beslægtede stilarter, men godt med volumen på pedalsteelen, en snurrende banjo og en solid portion hillbilly-attitude og -dialekt er bestemt ikke tabt på mig. Og med det udgangspunkt er denne seneste skive fra Drive-By Truckers bestemt en spændende lille lækkerbisken.
Go-Go Boots er anden plade, som bandet udgiver på baggrund af omkring 40 sange indspillet i løbet af det sidste års tid. Hvor 2010’s The Big To-Do repræsenterede de mere ‘rockede’ frugter af indspilningerne, beskriver frontmand Patterson Hood lettere kryptisk Go-Go Boots som deres »country, soul and murder ballad album«. Musikken peger i flere forskellige retninger, men befinder sig dog altid inden for hvad man nok vil kalde alt.country, og den spænder fra en art country/softrock-ballader til en Neil Young’sk stadionrock med mange stop derimellem. Mens flere numre er egnet til en tur ud ad landevejen i en pickup-truck blandt intet andet end vindhekse og endeløse vidder, er andre snarere soundtracket til en aften på en bar et sted i midtvesten: med en whisky foran sig, skulende til de øvrige gæster, der, som en selv, ikke lægger skjul på at have en ladt Smith & Wesson hængende i bæltet.
Mest støvet bliver det på titelnumret, der gennem godt fem minutter i samme drevne, tilbagelænede stil fortæller historien om en mand i et lille landsbysamfund, der får sin kone dræbt, så han kan være sammen med sin elskerinde, og om sønnen, der overvejer at dræbe sin far som hævn for moderens død, men har skrubler om hvad den gud og djævel, som hans far altid har prædiket til ham om, mon vil sige til det. Ligesom det er tilfældet her, går også de øvrige tekster godt i spænd med både det traditionelle og det nyere countryunivers, hvori kærlighed, familierelationer, lov og orden, synd og livet i det rurale USA er hovedbestanddele.
Hvad enten der er tale om den ene eller den anden type sang, er næsten samtlige af Go-Go Boots’ skæringer både gennemførte i komposition og arrangement og forførende i deres sydstatsattitude. Alle er de opbygget med et solidt grundbeat, hvorpå guitar, pedalsteel, slideguitar, banjo, rhodes, hammondorgel eller klaver skøjter legende henover og tilfører i lethed, hvad sangene mangler i kompleksitet og afveksling.
Som vanligt deles vokaltjansen imellem de to guitarister Patterson Hood og Mike Cooley, ligesom bassist Shonna Tucker også forsøger sig som både sanger og sangskriver. Forskellen på de tres bidrag er tydelige, og det udgør en af de absolutte forcer på albummet. Mens Hood står bag de mest energiske og cool numre, er Cooleys bidrag med sine gumpetunge bas- og trommeunderlag – hvilket er ment på den bedst mulige måde – de indslag, hvor afstanden til den traditionelle country er mindst. Tucker står til gengæld bag mikrofonen på pladens lavpunkt, Eddie Hinton-coveret “Where’s Eddie”, der hovedsageligt blot taber på at være en kedelig, flad komposition med en tekst, der minder mig om ting, jeg indspillede på min kassettebandoptager i 3.-4. klasse: »I’ve been looking for him everywhere / He don’t know / that I miss him so / Oh, where did he go.« Tak skæbne.
Til gengæld leveres et af højdepunkterne på det andet Hinton-cover, den fantastiske “Everybody Needs Love”, der med sit simple, fængende og jo ikke mindst sande omkvæd har en lovende fremtid som stadionrock-fællessang foran sig. Også Cooleys “Cartoon Gold” med umpa-bas, banjo og en underfundig tekst og Hoods “The Thanksgiving Filter”, der beretter om den blanding af kærlighed og udmattelse, vi vel alle kan relatere til, når højtiderne bringer hele den pukkelryggede sammen, er lige i skabet.
Pladens klare svaghed er, at den desværre byder på for få overraskelser og trods et højt topniveau aldrig rigtig svinger sig op og for alvor skiller sig ud fra, hvad genren ellers byder på. Men et højt niveau er jo heller ikke at kimse af; ikke mindst hvis man i forvejen har en lille svaghed for amerikansk landevejsrock og country. Og hvis den der drøm om et roadtrip i USA engang skulle blive til noget, så er Go-Go Boots en oplagt følgesvend.
