Hvis man ellers er i nogenlunde kontakt til sin følsomme side, er Elbow et band, der er meget svære ikke at holde af og endda til tider være lidt forelskede i, både når man i venners lag nyder et par pilsnere og ikke mindst når man bare har brug for et stort, følsomt kram.
For Elbow er og bliver en stor omgang kærlighed. Det luftige og spidsfindige instrumentale akkompagnement er lige så sympatisk som Guy Garveys alfaderlige vokal. Jovist, der kan sagtens blive sparket op for både volume, distortion og hele trommesættets arsenal, men når det kommer fra Elbow, vil det bare altid føles mere som et venskabeligt klap på skulderen end en knytnæve i synet.
Skønt Elbow siden første album har tilhørt klubben af kritikerdarlings, var det først med det sidste skud på stammen, The Seldom Seen Kid (2008), at de fik deres folkelige gennembrud, vel at uden at det gik ud over antallet af stjerner. Den svære balancegang, det er både at være elsket af anmeldere og en bred lytterskare, er hovedsageligt muligt at klare af den simple grund, at Elbow skriver gode sange med gode melodier, men også at de serveres på en måde, så de både taler til hjertet og hjernen.
Hjernen, fordi musikken byder på stor innovation og afveksling. Der er ikke tale om landvindinger; blot forstår de på hver plade og i hvert nyt nummer at samle både gamle og nye brikker på måder, de endnu ikke har prøvet.
Det samme gør sig gældende på Build a Rocket Boys!. Der er kun et lille spring fra de øvrige albums til dette, og at det er et Elbow-album, er man aldrig i tvivl om. Nybrudene findes hovedsageligt i finesserne i arrangementerne, og i Elbows tilfælde er sangene meget lidt værd uden arrangementerne, hvis de to dele da på nogen måde lader sig adskille. De er præget af melodier i guitar, klaver og keyboard, raffinerede trommerytmer, en standhaftig bas, indslag af blandt andet strygere, kor, orgel og spidsfindig legen med rytmikken. Alt i alt opnår de noget, som ikke kan kommes på formel og som virker fandens godt!
Første gang, nakkehårene rejser sig, er på det otte minutter lange åbningnummer, “The Birds”, godt tre minutter inde, hvor et svært engagerende fast tromme- og basbeat krydret med et elektronisk lick bryder med sangens indtil da lettere underspillede karakter, og det åbenbarer sig, hvorfor sangen har fået æren af at åbne pladen.
På “Open Arms” leverer Elbow en sang af samme forførende kaliber og med samme fællessangspotentiale som The Seldom Seen Kids ”One Day Like This”. Det smukke, melodiske vers med orgelakkompagnement står i fortræffelig kontrast til det storladne, patosbetonede omkvæd, hvor kor, blæser og trommer på alle ottendedele og en gavmild brug af rumklang hjælper med at koge gryden godt op. Allerede nu kan man se Garvey dirigere sommerens festivalpublikum i en fælles afsyngning af det manende omkvæd: »We got open arms for broken hearts / Like yours my boy, come home again.«
Og uagtet, hvad man nu måtte synes om den slags folkelighed, så er det i dette tilfælde i hvert fald fandens godt skruet sammen – og så må man jo bare håbe, at bandet har nok god smag til at stoppe festen, før der går fuldstændig ”Hey Jude” i den.
Særligt forelsket er jeg i slutnummeret “Dear Friends”, som er Garveys kærlighedssang til sine venner. Sangens instrumentale del leder tankerne i retning af Do Make Say Think og er båret af en messende guitarfigur, der gennem hele sangen ligger i rytmisk opposition til sangens egentlige taktart. Men i stedet for at skabe et rodet rytmisk billede opstår der et tredje sted mellem disse to krafter, hvor man lulles ind i en trance – i en tilstand, hvor ordene »Old friends / You stuck a pin in a map I was in / And you are the stars I navigate home by« ikke er over the top.
Og heldigvis er der ud over disse tre endnu otte skæringer, der trods både opture og ganske få nedture hver har deres at byde på. Alt i alt mere end holder Build a Rocket Boys! standarden fra de forrige udgivelser. Og det er ikke så skidt, når navnet er Elbow.





