Skal man tale om noget kendetegnende ved det musikalske output fra Brooklyn, er det dels den vitale energi og lyst til eksperimenter og dernæst den forskellighed, der gennemsyrer de forskellige, geografisk og åndeligt beslægtede projekter. Eksempelvis er der et tydeligt slægtskab mellem de tidligere øvelokalevenner i Black Dice, Animal Collective og Gang Gang Dance på trods af de vidt forskellige genreblandinger, de beskæftiger sig med. Hvor de tre delte en sprælsk noise-æstetik på tidligere udgivelser, er Black Dice forsvundet længere ind i deres dekonstruerede beat, mens både Animal Collective og Gang Gang Dance har omfavnet en mere lettilgængelig sangskrivning.
Det overlegne åbningsnummer “Glass Jar” taler dog bogstaveligt talt sit tydelige sprog om crossover-succes og singlepotentiale. Nummeret åbnes med et vokalsample, der proklamerer, at »it’s everything time,« hvorefter der gennem 11 perfekt afstemte minutter trækkes tråde til alt fra Alice Coltranes spiritualitetsjazz til The Orbs ambiente atmosfære, før det hele kulminerer i et elegant crescendo indhyllet i glanspoleret 90’er-synth. Det fornemmes, at der sigtes direkte efter ekstasen på pladens første halvdel, som bortset fra et kort mellemspil er det mest hæsblæsende og overdådige, gruppen har præsteret.
Det lyder, som det nødvendigvis må lyde, når et art-noise-kollektiv er på stofpåvirket taxatur gennem det mest neonoplyste, kulturforrykte asiatiske storbykvarter og laver popmusik af indtrykkene. På numrene efter “Glass Jar” er alt overflødigt fyld skåret væk til fordel for stramme, overmættede energiudbrud på popform. Det er medrivende i “Adult Goth”, der giver reminiscenser til tidligere stærke kreationer som “Before My Voice Fails” eller “House Jam”, men også ganske udmattende i den skingre “Mindkilla,” hvor den kaotiske fests selvlysende cocktails med ét synes kvalmt sødlige.
Som det eksempelvis var tydeligt under Pop Revo-koncerten for et par år siden, gør Gang Gang Dance størst indtryk, når penslen er bred, strukturen er løs, og der er plads til både gentagelser og særheder. Lizzi Bougatsos maniske lillepigevokal tager sig bedst ud uden besnærende strukturelle formalia, og det er i det særlige felt mellem popelementer og komplet opløsning, at bandets blanding af vitalistisk psykedelia og forførende dansekompositioner træder stærkest frem. Derfor er niveauforskellen mellem det løsslupne åbningsnummer og resten af pladens mere kontrollerede og koncise skabelser markant.
Det er blevet gruppens kendetegn at svælge i multietniske indflydelser, og eksotismen trækker også på Eye Contact en stor del af læsset. Det er imponerende, at man overhovedet kan lyde som en Sublime Frequencies-opsamling fra fremtiden, men ofte aner man, at numrene ikke rummer meget andet end det mangefarvede fyld. Sangskrivningen inde bag virvaret er nemlig ganske konventionel i flere tilfælde. Særligt numrene “Sacer” og “Romance Layers” ville tage sig virkelig skidt ud i akustiske lejrbålsversioner. Pladens punktum, “Thru and Thru”, får dog musiketnologi og sangskrivning til at gå hånd i hånd til arabisk klingende toner, dyrelyde og tribaltrommer, og til slut emmer det hele af kosmisk togetherness.
Gang Gang Dance slår fast, at de er noget af det mest emblematiske for den modernitet, i hvilken en kunstner, pladeselskab, scene eller lands samlede diskografi konstant er inden for rækkevidde. Og det er kun de sangskrivningsmæssige mangler og en snert af forudsigelighed, der forhindrer Eye Contact i at være en fuldendt opvisning i anti-autenticitet og tredjeverdenspop. »Live forever« siger pladens samplede slutbemærkning, og det virker som en passende missionserklæring for et band, der vil alting hele tiden og på en god portion af dette værk formår at omsætte den euforiske livsglubskhed til noget særdeles opløftende.