»did not want to like this but i do…« tilstår en bruger i kommentarfeltet under Resident Advisors anmeldelse af Rusties debutalbum, Glass Swords. Der er i sandhed rigeligt med grunde til at være skeptisk over for den skotske producers virkemidler, der har ændret sig markant, siden hans første ep, Jagz the Smack, i 2007 svejsede hiphop, dubstep og maskinel funk sammen og var en af grundene til, at musikpressen opfandt genrebetegnelsen wonky. Anno 2011 er Rusties musik fortsat skæv, men frem for alt sjov og smittende i al sin skamløshed.
Hvor skottens første ep’er lød som forsøg på at trække den engelske basmusik i nye retninger, virker Glass Swords ved første lyt mere som en nyfortolkning af kunstnerduoen Melamid & Komars projekt The Most Unwanted Music. På basis af en meningsmåling, hvor folk blev spurgt, hvad de brød sig mest og mindst om at høre, satte duoen sig for at skabe et stykke musik, der indeholdt så mange uønskede elementer som muligt.
Rustie holder sig godt nok fra opera-rap og sækkepiber, men listen over forbrydelser mod den gode smag på Glass Swords er lang: atmosfæriske progrock-introer prydet af en art kunstig tværfløjte, overgearet 80’er-helteguitar med Yngwie Malmsteen i ascendanten, slapbas, opspeedede heliumvokaler, autotune-forvredne r’n’b-fraseringer og klimaksopbygninger så klichétunge, at de selv i eurodancens guldalder ville have virket vulgære.
Det vilde ved Glass Swords er bare, at albummet fungerer ganske glimrende. Første gennemlytning præsenterer godt nok en pærevælling af kitsch, Nintendo-referencer og tynde, blikagtige hiphopbeats, men efterhånden samler musikken sig i hjernebarken, hvilket især skyldes, at Rustie har en imponerende evne til at vride catchy melodier ud af sine synthesizere. Der er så mange stærke hooks, at førsteindtrykket af, at Glass Swords er for meget af det gode (og det dårlige), hurtigt blegner i lyset af de glitrende synths.
Dem er der læssevis af. Hvorfor nøjes med to lag, hvis man kan få det dobbelte? Synthesizerne tårner sig op i stadionstørrelse med huggende rave-riffs, og selvom numrenes varigheder ligger omkring de tre-fire minutter, er der gerne plads til et par klimakser undervejs i hvert af dem. I højdepunktet “Ultra Thizz” kommer det første allerede efter 40 sekunder, og som om det ikke var hysterisk nok i sig selv, fører det over i en guitarsolo – og straks den er slut, begynder den håndklappende opbygning til den næste synthoversvømmelse.
Når de til tider grotesk voldsomme synthlinjer er så effektive, bunder det ikke blot i Rusties sans for catchy hooks, men også i, at pladen er produceret og mixet lige så skamløst, som virkemidlerne er blandet. Der er skruet højt op for det meste, så numre som “Surph” og “All Nite” ikke bare bliver en slags futuristisk rave-r’n’b, men også kommer blæsende med en aggressiv attitude, så adrenalinen pumper om kap med endorfinerne. Samtidig løber melodilinjerne ofte synkront i flere forskellige lejer, så man f.eks. i crunk-pastichen “City Star” på samme tid får den stavrende melodi i en skinger version, i mellemlejet og som baslinje. Underspillet? Ikke spor – men det er også sjældent den rigtige strategi, hvis man gerne vil lave en fest. Og det vil Rustie så afgjort.
Som helhed bliver Glass Swords hæmmet en del af, at numrene i høj grad er opbygget på samme måde: 30-40 sekunders svævende synthintro et sted mellem det isnende og det idylliske – og så ellers fuld kraft resten af vejen. Undtagelsen, det korte mellemspil “Ice Tunnels”, giver dog ikke grund til at tro, at det ville have klædt Rustie at variere intensitetsniveauet yderligere, og har man lyst til en opmuntrende plade at kaste hænderne i vejret til, er Glass Swords et af årets klart bedste bud. Du behøver ikke kunne lyde bizart svulstig synth på forhånd – du skal nok komme til at holde af det, også selv om du først ikke har lyst til det.
