»They say that only humans can love the way they do / But don’t you know that we are just extensions of you?« messer the Spaceapes sprukne stemme i åbningsnummeret “Love and Machines” på produceren Martyns andet album. Da debutalbummet Great Lengths udkom i 2009, var der netop tale om en udvidelse: Hvor den hovedsageligt engelske baskultur i en årrække havde koncentreret sig om forskellige dystre blandinger af jungle, drum’n’bass og twostep – alt sammen samlet under den mere eller mindre retvisende fællesbetegnelse dubstep – udvidede Martyn feltet. Sammen med ligesindede som 2562 og Scuba lod han basmusikken møde genrer som house og dubtechno, og resultatet på Great Lengths var stilmæssigt varieret og virkelig velproduceret.
På Ghost People tager hollænderen endnu et skridt i retning af housemusikken, og albummet er noget mere ensartet. Ingen ambitiøse koncepter eller avanceret tematik – vi skal bare vende blikket mod den umiddelbare, ubekymrede techno fra for cirka 20 år siden. Netop derfor er the Spaceapes indledende optræden også en lidt underlig start på albummet. Resten af Ghost People beskæftiger sig nemlig ikke spor med den flydende grænse mellem menneske og maskine.
Tværtimod sender de retro-agtige trommemaskinelyde, de lyse og let skingrende rave-synths og de lidt stivbenede beats os tilbage til stuvende fulde engelske lagerhaller anno start-90’erne, mens de mere sfæriske synthlag peger i retning af de første Autechre-plader. Martyns baslinjer er noget tungere end ravebølgens, men inspirationen fra dengang er åbenlys.
Allertydeligst kommer den til udtryk i det fremragende afslutningsnummer “We Are You in the Future”. Over et elastisk hoppende beat, der vækker mindelser om intelligent techno a la tidlig Warp Records, lader Martyn et lyst synth-tema bide sig fast i lytterens hukommelse, og for hver gang temaet vender tilbage, virker det mere forjættende, og forestillingen om en ekstatisk dansende menneskemængde bliver mere og mere levende.
Det lykkes altså i den sidste ende for Martyn at fremmane tidligere tiders dance-begejstring, men vejen frem mod “We Are You in the Future” er noget ujævn. Efter cyborg-introen er pladens første halvdel et effektfuldt energi-boost, og de ru, støjbeklædte overflader på både baslinjer og synths styrker fornemmelsen af, at Martyn har skåret ind til benet: Det her handler om intensitet og om at opildne kroppen. Det behøver ikke være pænt, bare der er gnist og kraft.
“Viper” leverer lige netop det med to et halvt minuts pågående, gungrende bas, og i “Popgun” spiller det synkoperede UK funky-beat perfekt sammen med den bastante basgang, der ligger i et lidt lysere leje end vanligt og forvandles til et ekstra rytmisk element. Det går lige i hofterne og nakkehvirvlerne, og indtil midtpunktet tegner pladen virkelig godt.
House-indflydelsen bliver imidlertid meget mere markant på albummets anden halvdel, hvor den pumpende 4/4-stortromme i titelnummeret og “Horror Vacui” tilfører en uheldig monotoni. Folk med forkærlighed for house vil muligvis sætte større pris på de mere bastante rytmestrukturer, men for mig gør de numrene unødigt klodsede og uinteressante, fordi de pludselig gør det tydeligt, hvor begrænset udviklingen undervejs i de loopbaserede numre egentlig er.
Den lidt flade optakt forklarer måske, hvorfor “We Are You in the Future” stråler så kraftigt som pladens afslutningsnummer. Men det langstrakte track fungerer også glimrende uden de foregående numre – og skal man have det optimale ud af Ghost People, skal ‘skip’-knappen aktiveres et par gange.
