Med albummet Aero markerer Jens Leonhard Aagaard for alvor, at soloprojektet Tettix Hexer ikke blot er en døgnflue, men er ved at bide sig godt fast på den eksperimenterende elektroniske musikscene. Her godt og vel to et halvt års tid efter det utroligt imponerende debutalbum, The Great Vague, udkommer Aero, hvor Tettix Hexer bygger videre på det solide fundament, der gjorde debuten helt unik, og formår at skabe et endnu mere komplekst og dybt lydunivers. Albummet er i øvrigt udgivet via internetkollektivet UPSCALE, der er drevet af forskellige musikere på tværs af verden.
Aero er grundlæggende et meget eksperimenterende album. Hvis man skal forsøge at knytte nogle genrer eller stiltræk til albummet, er det med mærkater som digicore, breakcore, techno og dekonstrueret electronic dance. Det er et svært album at genrebestemme blot med titler, men sådan er det jo typisk med originale albums, og det er Aero bestemt! Albummet samler i høj grad op hvor The Great Vague slap, men Tettix Hexer udfolder sig alligevel langt mere på Aero, der modigt afsøger helt nye lyde og stemninger, der slet ikke blev udforsket på debutalbummet, og det tilfører nye dimensioner til soloprojektet, der var svære at forudse.
Det bliver nemlig rigtigt spændende, når man bevæger sig ned i albummets materie, hvor det frem for alt er en internet- og teknologioptimisme der udtrykkes, og det er med et godt skud håbefuld melankoli. Tettix Hexer kalder selv den syntetiske musik for bionisk musik. En stilart, der defineres som kombinationen af menneskekroppen og det biologiske med det syntetiske og de muligheder, som en computer giver. Den tankegang finder man på Aero, og den virker håbefuld for fremtiden. Det er et friskt pust i en verden af eksperimenterende elektronisk musik, der ofte skaber dystopiske fremtidsbilleder med teknologien som katalysator i en mørk udvikling. Her stilles det biologiske og syntetiske ofte op over for hinanden i en form for overlevelseskamp, hvor der ikke eksisterer harmoni i kaosset. Men Tettix Hexer har et andet bud på fremtiden med fund af empatiske AI-minder i de dybe jordlag, hvor der synes at eksistere en vis håbefuldhed – hvis ikke, så i hvert fald et ikke-fordømmende syn på teknologiudvikling. “Sky is Not the Limit Beyond Dreaming” drager både i titlen, lyden og den computergenerede stemme paralleller til internettets spæde start i slut 90’erne, hvor forståelsen af internettet var en anden end i dag. Dengang så man muligheder i den nye teknologi. Når jeg hører det nummer eller “Cyclops Ek” med tastelyde fra et computerkeyboard, og den computergenerede stemme, kan jeg ikke lade være med at tænke på animationsserien Serial Experiments Lain fra 1998. Serien behandler netop disse drømmende teknologiopfattelser og fremtidssyn pakket ind i tung melankoli og et soundtrack fyldt med breakcore, der stilmæssigt også kan høres flere steder i Aero.
Hvis man som lytter troede, at Aagaard havde fundet sin lyd på debuten bliver man nærmest øjeblikkeligt overrasket over Aero. Albummets åbner, “Spirit Engineer”, indledes nemlig af et hastigt klaverstykke med et glasagtigt udtryk, der umiddelbart er et genkendeligt stiltræk fra The Great Vague. Det overraskende består i, at klaverstykket som lydspor stort set får lov til at stå alene og det endda relativt ubehandlet i sin lyd – og det adskiller sig meget fra, hvad vi tidligere har hørt fra Tettix Hexers univers, hvor sangene ofte er komplekse og består af mange forskellige lydspor, som f.eks. på nummeret “Venhændelse” fra The Great Vague.
Der er ikke nyt, at Aagaard skaber lydspor af reelt optaget lyd og ikke-computergeneret lyd, og indspillede instrumenter, der forvrænges og dekonstrueres, men det er nyt, at de akustiske instrumenter fremstår så rå. Det sker også på nummeret “Goobay [gəʊbaɪ]”, der indledes af et harpelignende lydspor samt fløjter. Endnu en gang møder vi nye toner, og det tilfører helt nye dimensioner til numrene, der selvfølgelig på bedste Tettix Hexer-manér hurtigt bliver tempofyldte og tætpakkede med dekonstruerede lydspor, der skaber et harmonisk kaos.
Aagaards brug af vokaler på albummet er ligeledes et nybrud. Det fremgår både i form af tale på eksempelvis nummeret “Cyclops Ek”, men også i mere klassisk form med syngende vokal på “Ascension Echo”, som dog er tungt forvrænget. Forvrængede syngende vokaler optræder i det hele taget på flere af albummets numre, men der er også numre på albummet, hvor vokalerne kun er let forvrængede som på nummeret “Gemstone Bleeder Burning In The Aether”. Vokalen adskiller dette nummer fra albummets andre numre, og trækker tråde til vokaler man umiddelbart vil forbinde med punkrock-musik.
De nye stiltræk gør overordnet set gode ting for Aero, selvom man i begyndelsen lige skal vænne sig til den overraskende brug af vokaler. Men efter et par lytninger vokser de på en, og specielt førnævnte “Gemstone Bleeder Burning In The Aether” er jeg kommet til at holde meget af. Der er masser af variation i albummet, der indeholder 12 meget forskellige numre, der hver især skaber sin helhed, men på trods af alle variationerne er der en rød tråd gennem albummet, og det fremstår derfor sammenhængende.
De mange blandede stiltræk har desværre også den effekt, at de trækker albummet i virkelig mange retninger på én gang. Det er et album, der vil utroligt meget på én gang, og som lytter føles det periodevist, som om at man bliver trukket i modsatte retninger på samme tid, og det er en smule frustrerende. Overgangene i Tettix Hexers musik er så tempofyldte, at de forskelligartede stemninger og følelser bliver svære at fastholde, hvilket har den konsekvens, at man går glip af visse andre detaljer. Med det sagt, så lykkedes Aagaard med at forblive nyskabende og ikke gro fast i en bestemt lyd. Det er modigt oven på det fortrinlige debutalbum.
Det disharmonisk støjende bliver atter udforsket på Aero, og som lytter bliver man bombarderet med lyd i de tætpakkede numre. Underneden det høje tempo og det kæmpe ocean af lydspor, der bølger ind over hinanden, gemmer der sig en vis melankoli igennem hele albummet, allestedsnærværende, men ikke altid i forgrunden. En melankoli, der opstår i de store imaginære landskaber albummet skaber, der nok bedst beskrives som konturer. Nummeret “SuperNova In Your Eyes” skaber enorme konturer, der står drømmende frem for ens indre som figurer fyldt med genspejlinger, hvor det er umuligt at fastholde et enkelt punkt i det skarpe genskær. Det er netop her, at melankolien eksisterer.
I Aeros univers formår Tettix Hexer altså endnu en gang at skabe harmoni i kaosset mellem det syntetiske og det biologiske, mens han søger det fredfyldte i disharmonien. Det skaber en symbiose mellem det computerskabte og det menneskelige. En musikalsk cyborg. Tettix Hexer viser os, at selv i en verden, hvor det digitale fylder mere og mere, behøver det syntetiske og det biologiske ikke nødvendigvis at bekrige hinanden. Det er en optimistisk tilgang til at lave musik i en tid, hvor skabelsen af musik hastigt bliver mere og mere baseret på computerteknologi og det syntetiske. Det er en tilgang der accepterer forskellene mellem den gamle verden som vi kender den, og den nye verden med de muligheder fremtiden bringer – og den forsøger ikke at opdele dem i to forskellige verdener og sammenligne dem, men i stedet lade dem sameksistere og komplimentere hinanden. En disciplin, Tettix Hexer efterhånden mestrer bedre end nogen anden.
