Danske Labrador har i samarbejde med produceren Johnny Stage på gruppens fjerde album, This Time, forsøgt at genføde sig selv ved at blive kørt gennem en båndmaskine og nogle pre-amps for at få den helt rigtige retro-lyd. Hvad angår selve lyden har Labrador da også formået at ramme plet. Lydbilledet er meget skarpt og klart med en støvet rumklang på især vokalen og hyppig brug af en bariton-guitar, der giver en meget karakteristisk westernfilm-klingende lyd. Herudover har Labrador haft dulcimer, stylofon, clavioline og arp-stringer med i studiet, hvilket bidrager med mange fine detaljer. Selve albummets sound er altså meget gennemarbejdet og konsekvent, men derudover er der desværre ikke meget positivt at sige om This Time.
Albummet er præget af en række fine melodier, der i mine ører på mange måder minder om 1990’ernes britpop, men progressionen i numrene og arrangementerne er ofte mærkelig og forvirrende. For eksempel slutter ”On Your Knees” med et kort akustisk instrumental-stykke, som ikke har så meget at gøre med den foregående del af nummeret, der har været karakteriseret af trommer, bas, guitar og vokal. Et andet eksempel høres i ”I Am Maybe Not What I Am”, som starter med en et minut og 38 sekunder lang intro, hvis melodi, stemning og instrumentering er vidt forskellig fra resten af nummerets. Det er derfor svært at følge de forskellige ideer og at finde en anden råd tråd end lyden, og langt hen ad vejen kommer Labradors numre til at fremstå som om en masse fine melodi-stykker, der er blevet sat helt ukritisk sammen.
Dertil kommer, at jeg har et helt grundlæggende problem med pladens energi. Oplevelsen af pladen er næsten som at stikke tungen ud af et vindue – den er simpelthen så flad. Der er ikke megen dynamik, så musikken bliver visuelt talt meget lineær inden for hvert melodistykke, og det gør, at den kommer til at lide kraftigt under sin mangel på nerve. Musikken skaber ingen stemninger eller billeder og det udynamiske udtryk planter tanken om, at musikken lige så godt være blevet til på computeren med en masse samples. At Labradors plade på lydsiden er gennemarbejdet, kan desværre ikke rette op på de mærkelige arrangementer og den energiforladte udførelse, der gør pladen så uvedkommende, at man hurtigt vil glemme den.
