»The hardest thing is to know / that you will always be completely alone / locked up inside yourself.« Sådan synger Lars Bjørn-Hansen i første nummer på Deer Bears nye album, House Behind the Eyes. Budskabet er ikke til at misforstå. Scenen er sat.
Mennesket er en sær skabning. Vi lever hele vores liv i en verden inde i os selv. Vi kan ikke dele det med nogen, vi kan ikke lukke nogen derind. Og så alligevel.
For måske er musikken netop mirakelmidlet, der kan oplyse vores indre mørke. Duoen Deer Bear, der består af electropop-sangerinden Anne Hjort og Lars Bjørn-Hansen fra metalbandet Koldborn, gør i hvert fald et ærligt forsøg med deres nye album.
Og pænt er der, derinde bag øjnene. Måske lige lovlig pænt. Vokalerne er smukke og smidige, arrangementerne blide og sørgmodige, og teksterne poetiske og med tendens til det teatralske. Det er roligt og behageligt, men også ufarligt og i længden lidt uinteressant.
Pladen begynder egentlig rigtigt lovende med numre, der både er ørehængende og melodiske. Især åbningsnummeret “A Troubled Heart” er et lyt værd med sin langsomme opbygning fra simpelt man with guitar-nummer til storslået folkpop med flerstemmighed og tambourin. Pladens andet nummer, “Birth and Death Are Sisters”, kommer også fint fra start med et elegant, offbeat klavertema.
Herefter slipper energien dog lidt op for Deer Bear. Selvom flere numre har potentiale, savner de den dynamik og udvikling, der kan gøre fine numre fantastiske. Indadvendtheden, der ellers så ofte leder til noget sårbart og smukt, bliver på House Behind the Eyes kedelig og langsom, og resultatet bliver, at man står af som lytter.
Det er ærgerligt, for Deer Bear fortjener at bliver lyttet til. Intentionerne er gode, og der er bestemt smukke takter på pladen. Men hvis de virkelig skal ramme publikums ører og hjerter, skal der satses lidt mere. Pænheden skal udfordres, og ensformigheden skal brydes – ikke nødvendigvis med støjende elspader eller provokerende tekster, men med opfindsomhed og dynamik.
Deer Bear sidder jo allerede derinde, i huset bag øjnene, og synger så smukt til hinanden og den akustiske guitar. Nu mangler de bare at tage lytterne kærligt i hånden, invitere dem ind og lade musikken lyse op i mørket.
Enig med anmeldelsens samlede karakter og med anmeldelsen også. Jeg har skamhørt en gammel EP fra deer bear, og med den in mente, er albummet en skuffelse. Tempoet er skruet en halv takt ned, og flere steder synes jeg at en tung bas, der satte en fremragende stemning, er blevet skiftet ud med et klaver.
Alt i alt, er alle de små tvists EP´en rummede fjernet, og musikken virker nu for gennemarbejdet, og – kedelig.
Særligt bed jeg mærke i “Letters” der var fremragende, men nu virker .. ja, lidt for langsom. Måske er det bare mig.
Når alt dette så er sagt, kan jeg ikke afvise at nye lyttere synes godt om albummet, det er under alle omstændigheder god musik og den her anmeldelse skal ikke afskrække nye fra at lytte og komme med sin egen bedømmelse.