Jeg har altid haft en følelse af, at det var godt, at Graham Coxon havde et band, et fællesskab, hvor han var en grundpille; en idé om, at han trods alt havde fast grund under fødderne et eller andet sted. Når han står alene og gør det, som han siger, han har mest lyst til, bliver produktet altid fragmenteret porøst, lidt gakket og utroværdigt, men dog pakket ind i en lækker, kåd og underlig laissez faire-stil, hvor selvtilliden på ekstremt mystisk vis titter frem og overbeviser om, at han faktisk er myndig nok til selv at tage beslutninger, som han også tør stå ved.
Den finurlige fyr kan skrive sindssygt hidsigt og aggressivt, som han gjorde det i den 12 år gamle “Leave Me Alone” fra albummet Golden D, men altid skriver han med en snert af Fedtmule-humor, så man glemmer – eller slet ikke registrerer – hvor meget tragik, der egentlig har været at finde i hans værker.
Den nye plade, A+E, er ingen undtagelse lige på dét punkt, og i “Advice” lyder det for eksempel: »I wrote a new song (while I was touring)/Man, it was no fun (totally boring)«. Egentlig et lidt deprimerende udsagn, når man lytter efter, men pakket ind i dur og en plaprende stil virker det bare hyggeligt og muntert. Resten af pladen holder dog desværre ikke et overvældende lyrisk niveau, hvilket virkelig er en mangel set i forhold til tidligere bedrifter – her tænker jeg især på de solide plader Happiness in Magazines og Love Travels at Illegal Speeds. Faktisk er det meste af lyrikken på A+E monoton og repetitiv (hør blot “Meet and Drink and Pollinate” og “What’ll It Take”) og blottet for den underfundige humor, man bl.a. kunne nyde i “People Of The Earth” fra 2004-albummet Happiness in Magazines: »People of the earth, you’re not cool/You eat hamburgers and go to school«.
Melodierne, er jeg ked af at sige, holder heller ikke tidligere tiders niveau. Coxon har meldt ud, at meget af albummet er lavet med en intuitiv og impulsiv tilgang, og at det blev undfanget med en pæn portion improvisation. Det er tydeligt at høre; sangene virker mestendels som ideer til enten vers eller omkvæd, som gentages igen og igen, men som aldrig forløses, fordi de efterfølgende krumspring blot er påduttet for at få det til at ligne hele sange. Resultatet er aggressivt og hypnotisk, kedeligt og uden nævneværdigt fængende eller skæve hooks, hvilket Coxon nu ellers nok plejer at være leveringsdygtig i. Bedste sang er helt sikkert første skæring, “Advice”, der lover mere, end hvad resten af albummet kan holde.
Ligesom mange andre etablerede kunstnere afprøver Coxon en mere elektronisk lyd uden at gå på kompromis med sin kærlighed for lo-fi-rock. Det lykkes delvist, men alligevel virker det ikke helhjertet og snarere som en fase og et grænseland, der påtrængende skal afsøges.
Allermest savner jeg dog hans powerpop, som virkelig lykkedes på de to førnævnte plader, og måske går jeg også med en stille bøn til, at han igen begynder at gøgle sammen med sin barndomsven Damon Albarn. Når nu det lader til, at Blur én gang for alle får dødsstødet efter sommerens få koncerter, er vi sikkert mange, der render rundt med krydsede fingre i håbet om et sådant samarbejde. Albarn har været i medierne med udsagnet om, at han finder det inspirerende og let at arbejde med Coxon, og efter denne lidet interessante udgivelse kan man håbe på, at Coxon ser de samme muligheder.
