»I don’t think we did that,« sagde guitarist Bryan Giles fra scenen. Hvem der skal have skylden, er egentlig lige meget. Strømmen gik under Red Fangs koncert på Odeon, og det lagde en dæmper på begejstringen for den tunge og benhårde testosteronrock.
Inden strømmen gik, havde bandet vist, hvordan rock’n’roll kan være, når det er allerbedst. Den tunge basbund og de buldrerne trommer lagde en solid bund for de mange rasende riff, de to guitarister brillierede med. Samtidig spillede de fire fra Oregon med en punkers energi, og man skulle holde ørene spidset, hvis man skulle have det hele med.
De lagde ud med riff, og det forsatte med riff. Derfra gik det slag i slag, og efter cirka tyve minutter blev det svært at skelne den ene benzindrevne sang fra den anden. Og så er det jo godt, at man har et hårdt rockhit som “Wires” at give sig i kast med. Det gik op i en højere enhed, og de knyttede næver løftede sig, mens bandet gav den fuld gas i den gearskiftende sang. Fra stille og rolig, rå rock til højspændt riffeksplosion og trommesmadder.
Ikke længe efter gik strømmen. De fire musikere forlod scenen, og konfrencieren havde den utaknemmelige opgave at fortælle, at bandet ville komme tilbage senere. Vi ventede næsten 25 minutter. Men da de endelig kom ud, havde de fornyet energi. Måske havde de tyret bajere bag scenen.
Tre numre blev det til efter pausen. De sluttede af med sangen “Prehistoric Dog”. Her rev riff det hele fra hinanden, og Red Fang gav noget igen til det publikum, der stadig stod i teltet.
