»Kender I det, at man har et skrivebord med en stak papirer og en elastik på, og man forestiller sig, at elastikken er en lille bro for bittesmå mennesker, der taler i et højpitchet toneleje, som næsten er uhørligt for mennesker, og de fortæller historier om, hvad der engang er foregået ovre på stakken med papir? Det handler den her sang om.«
Indrømmet, det var nok de færreste tilstedeværende i Gloria, der nogensinde havde gennemlevet nogle af de temmelig specifikke situationer, som Sam Amidon introducerede en hel del af sine numre med. Præcis hvordan Amidon fik associationer til miniput-mennesker, Kirsten Dunsts ansigtsmimik som apokalypse-forudsigelser eller træers udseende i en rødvinsbrandert, stod da heller ikke helt klart ud fra hans temmelig traditionelle folknumre.
Ét var dog sikkert: Som Amidon sad med sin guitar eller banjo og fortalte bizarre røverhistorier, der brat stoppede under pludselige anfald af generthed, var han omtrent det bedste selskab, man kunne tænke sig. Gloria er ellers kendt for at være kronisk ustabil i forhold til publikums snakkelyst og larm fra de omgivende scener, men ved Amidons koncert var lydniveauet perfekt, og den unge amerikaner og hans sparsomme instrumentering trængte uden videre igennem til hele lokalet.
Det var et forrygende grundlag for en koncert præget af både solid folk, mere obskure eksperimenter og ren hygge. Måske var det til tider decideret uskønt, når Amidon filede sin violin, som pinte han et forsvarsløst dyr, men før eller siden kom han altid tilbage til en fin melodilinje, som publikum kunne hægte sig fast ved.
Det var nu hovedsageligt de solide folksange, der prægede sættet, og det var helt imponerende, hvor godt Amidon opslugte publikum i sine fortællinger. Der var ikke just tale om lyrisk nedbarberede indslag, og derfor var det overmåde overbevisende, når Amidon fik hele salen til at synge med på lange, komplicerede passager. En fremragende aftentime i selskab med en af de mest fortællelystne singer/songwritere, jeg længe er stødt på.
