I Self Devine: The Sound of Low Class Amerika

I Self Devine har været dybt infiltreret i den amerikanske undergrund i over et årti, men alligevel er hans navn alligevel en del mere ukendt end hans tætteste kollegers. I Rhymesayers-lejren har I Self Devine medvirket i intet mindre end tre grupper: The Dynospectrum, Micranots og Semi.Official. Karrieren har været alt andet end stillestående, men der er samtidig ingen tvivl om, at 2012 er året for rapperens hidtil mest ambitiøse værk.

The Sound of Low Class Amerika er derfor – for hele Rhymesayers’ fanbase – allerede på forhånd et bemærkelsesværdigt soloalbum, der lige pludseligt falder ned fra himlen. I Self Devine danner her et nådesløst billede af USA. Socialrealisme og samfundskritik når nye højder på The Sound of Low Class Amerika, hvor I Self Devine med et ubarmhjertigt jerngreb placerer lytteren på skolebænken.

Albummet indbyder til, at man sætter sig lydigt ned og oplyses om landets tvivlsomme tilstand, hvor begreber som magtmisbrug, korruption, fattigdom, racisme, nepotisme og undertrykkelse kæmper om at overgå hinanden i omfang og udbredelse. Disse emnevalg er leveret så direkte og kompromisløst, at albummet meget hurtigt får den krystalklare dagsorden manet igennem: Der eksisterer uretfærdighed i USA.

Nej, der er ingen tvivl om, hvad I Self Devine mener, og det er bestemt fint med klarsyn – men hovedanken mod albummet er, at det simpelthen er for repeterende og voldsomt. Det er meget få perspektiver, man bliver præsenteret for på The Sound of Low Class Amerika. Jovist, lytteren hører da om bittesmå drenge, der ryger både det ene og andet; og lytteren får også mere ukonkrete beretninger om masseødelæggelsesvåben nr. ét og nr. to, ‘magt og penge’. Men tekstuniverset rykker sig ikke meget længere – ergo bliver det aldrig overraskende efter de første par numre, og det bliver aldrig rigtig oplysende (hvilket som sagt virker til at være albummets intention). Når dét er sagt, virker det selvfølgelig sandsynligt, at teksterne trænger bedre igennem blandt folk, der rent faktisk tilhører ”low class Amerika”.

Heldigvis kan man vælge ikke at fokusere på det samlede projekt, men blot vurdere hver sang for sig selv. Gør jeg det, bliver tonen markant mere positiv. Versene er fokuserede, leveringen er fejlfri, og indlevelsen er tilsølet med indebrændt vrede. Der er både knivskarpe one-liners og velfungerende tekstskrivning som f.eks. i den oprørske “Cold Anger”: »Note to the banks, your account is freezing / ’cause you critize how your country’s scheming / opening your mail and your e-mail, all in your details / no privacy what I see now / The new enemy is anyone who wants control of their destiny / just ignorant shit, off my penmanship / get stripped off by my citizenship, fuck it.«

I Self Devines omkvæd er en anden styrke på albummet – sjovt nok minder disse også ekstremt meget om hinanden; de er eksplosive, og sangens morale er skamløst placeret deri. Jeg kan igen ikke benægte, at det fungerer i hver sang, men efter den 14. sang med et hæsblæsende, demonstrativt omkvæd i stil med »we want it / to be on top / ’cause we need it / This shit must stop! / How we living, in prison, in submission / what’s missing? / condition« (”Conditioned”) er man ganske, ganske træt i hovedet.

Det er i virkeligheden lydsiden, der er afgørende for, at albummet – trods dets kvaler – kæmper sig op på ‘over middel’ på karakterskalalen. I Self Devine har været uhyrlig god i beat-sorteringen, og producere som Vitamin D, Jake One og Benzilla bidrager med noget af deres bedste arbejde længe. Der er først og fremmest knaldhårde boom-bap-beats, der får alt og alle i miles omkreds til at vibrere. De onde trommeprogrammeringer flettes modbydeligt fint sammen med de to sideløbende vokalsamplinger i “Hold On”, der eksemplificerer dette. Dernæst byder lydsiden også på afdæmpede, jazzede skæringer, hvor blæseinstrumenter og klaverspil kun ledsages af diskrete trommer og basgange. De hårdtslående beats passer ofte bedre til desperationen og vreden i versene, men efter nogle afspilninger er det, som om de mindre nakkebrækkende af slagsen sætter teksterne i et andet lys.

The Sound of Low Class Amerika er spækket med sange, der er helstøbte og komplette i deres budskab og fortælling – det er bare ærgerligt, at budskabene og fortællingerne ligner hinanden til forveksling.