Gennem de seneste år er der opblomstret et decideret miljø for syrehoveder i Danmark og i særdeleshed København. Siden årtusindskiftet har Baby Woodrose-frontmanden Lorenzo Woodrose, med god hjælp fra bandets åbningskoncert på Orange Scene i 2003, været med til at bringe 68’er-nostalgi tilbage i de danske hjem. Adskillige dygtige musikere har han ved egen håndkraft hevet op fra den københavnske undergrund og op på den store scene. Et orkester, der netop er blevet hjulpet frem af dansk syrerocks altmuligmand, er The Setting Son, som nu er klar med sit tredje album, Before I Eat My Eyes and Ears.
The Setting Son startede som et soloprojekt for Sebastian T.W. Kristiansen, men har siden debuten i 2007 udviklet sig til at være et reelt band med medlemmer fra netop Lorenzos Baby Woodrose. Denne udvikling er tydelig, og fra start bemærker man, at alle instrumenter har fået enormt meget plads i lydbilledet – næsten for meget.
Når åbneren “Eat My Ears” sættes på, blæses man således øjeblikkeligt tilbage af en mur af lo-fi-larm, der kunne minde om noget, som Snake & Jets Amazing Bullit Band kunne finde på. Der er tryk på fra start, og der diskes hurtigt op med både kor, guitarriffs og hammondorgel. Allerede her knækker filmen dog, da de forskellige elementer som sådan ikke fejler noget. Problemet opstår i, at samtlige medlemmer simpelthen vil for meget på samme tid, og resultatet blive en smule rodet på trods af, at det er tydeligt, at samtlige musikere egentlig kan deres kram – et problem, som ikke burde opstå og som viser sig at gå igen albummet igennem.
På grund af førnævnte er det altså svært overhovedet at adskille de tre første numre på albummet, når først musikken er slukket. Det er en skam, for enkeltvis er de eksemplariske syrepop-skæringer, men sammenlignes de, er de simpelthen for ens, hvad angår melodier, tempi og lyd – og så mangler de ganske enkelt tyngde. Først i “Terrible Town” sker der noget af større betydning, hvor et syret orgel med adskillige udskejede soloer viser, hvor garageskabet skal stå. Alle instrumenter skramler ganske enkelt derudaf, mens orglet fungerer som en fænomenal gimmick, der straks springer lytteren i ørerne.
Herefter går nummeret direkte over i ”All That Candy”, som med sine banale »dandy«-»candy«-rim, er et fremragende og opløftende nummer, som i virkeligheden er mere solskinspop end egentlig syre. Igen er keyboardet toneangivende, og således dominerer et tivoli-associerende tema nummeret i mellemspil såvel som intro og omkvæd.
Desværre har The Setting Son albummet igennem det luksusproblem, at de ganske enkelt producerer ekstremt mange gode melodier og hooks – så mange, at de udvander hinanden og i det store billede ender med ikke at være noget særligt. Derfor giver det heller ikke den store mening at beskæftige sig meget med skivens sidste numre. Formlen er nemlig mere eller mindre den samme, hvilket er ærgerligt, idet sangene hver især har utroligt meget potentiale og så meget mere at byde på.
Som lytter mættes man alt for hurtigt, og i løbet af de bare 32 minutter føler man sig ganske enkelt kørt over på grund af det meget høje og ensformige tempo, den næsten ikke-eksisterende vekslen i instrumentering samt en manglende bund i lyden, som til tider giver albummet et lidt for skramlet udtryk, til trods for at vi jo egentlig har med en form for garagerock at gøre.
