Low: The Invisible Way

Den amerikanske gruppe Low er gået ind i sit 20. år, og på bandets 10. album, The Invisible Way, tyder intet på, at den kreative åre er ved at tørre ud. Albummet er produceret af Jeff Tweedy fra Wilco, og han er ikke den første kendisproducer, som skruer på knapper for trioen, hvis kerne stadig er ægteparret Alan Sparhawk og Mimi Parker. Også Kramer, Steve Albini og Dave Fridmann har været med til at lege med Lows slowcore-univers.

Det er der dog aldrig kommet mere end små revolutioner ud af – såsom den trommemaskine, der dominerede flere af numrene på Drums And Guns. Eller de forvrængede guitarer og -bredsider, som fik plads omkring Trust og The Great Destroyer og gjorde musikken mere udadvendt, eller i det mindste mere langtrækkende end tidligere.

På The Invisible Way er der heller ikke nogen revolution i sigte. Jeff Tweedy har ikke haft trommemaskine med i studiet, og forvrængede guitarer finder vi kun et enkelt sted på The Invisible Way, i slutningen af ”On My Own”. Måske er de nu blevet kanaliseret over i Retribution Gospel Choir, hvor Alan Sparhawk kan få afløb for den side af talentet.

Men afgørende for Lows succes har nu også altid været de inderlige melodier og den kompromisløse levering af følelser, som trioen har formået over de 10 album. Og den er i høj grad også til stede på The Invisible Way – og i en mere positiv og let form for slowcore, end hvis man sammenligner med Low i midt-90’erne.

Mens første nummer på albummet, “Plastic Cup”, næsten kræver for meget indlevelse til at være åbningsnummer, fordi man som lytter ikke er helt inde i det musikalske univers endnu, er man til gengæld helt med i ”Amethyst”. Det er klassisk Low med de to frontfigurers vokaler i enkel harmoni i mol.

Lows tempo er aldrig højt, og selv når det er, er der en naturlig begrænsning i dynamikken, hvilket er forståeligt, når man kender Low fra live-sammenhænge og ved, at Mimi Parker står op og styrer det enkle trommesæt, mens hun også synger så blidt og indlevende. På førstesinglen “Just Make It Stop” rammer trioen tempo, pianofremdrift og inderlighed perfekt. Og nummeret vokser bare ved gentagen lytning.

På The Invisible Way synger Mimi Parker på fem ud af albummets 11 numre, og selvom hendes stemme er noget nær guddommeligt skrøbelig, er det, som om det er for meget. Før har numre med hendes vokal som bærende element været de steder på albummet, hvor de sarteste følelser blev formidlet. Nu er de mere en almindelighed i Lows univers, og det er ikke nødvendigvis en god ting. Men selvfølgelig har Parker sine øjeblikke som i “So Blue”, hvor hun både synger kor og lead med et piano (igen), som lokker og bygger melodiens forløb perfekt op til omkvædet.

De svageste øjeblikke findes med den stillestående “Four Score” samt “Mother” og førnævnte “On My Own”, som begge virker gumpetunge. Men som med stort set alle Lows album er det generelle niveau på resten af numrene tilstrækkeligt højt til, at man tilgiver et par svipsere.