Med Undertoners sidste koncertanmeldelse af Kurt Vile & the Violators på dansk jord, på Roskilde Festival 2011, i baghovedet, var jeg temmelig spændt på aftenens optræden i Amager Bio. Kurt Vile deler mildest talt vandene med sine liveoptrædener, og umiddelbart virker det da også vanskeligt at omsætte den ultra tilbagelænede slackerstil fra pladerne til en god publikumsoplevelse. Der skal nok være mange, der er uenige, men jeg synes, at det lykkedes ganske fremragende denne aften.
Selv virker Vile rimelig ligeglad med sin fremtræden, og heldigvis scorer han (i hvert fald hos undertegnede) så højt på charmekontoen, at det er tilgivet. Skødesløshed på grænsen til arrogance? Måske, men det er svært ikke at smile, når manden – mens pausemusikken stadig spiller – sjosker ind på scenen med en øl i hver hånd og en signaturhårpragt, som enhver kvinde må misunde. Vile er virkelig helt sin egen, om man kan lide det eller ej. Man kunne ikke rigtig tyde, hvad han bjæffede mellem numrene, men det gjorde det ikke mindre underholdende. Inden de gik på scenen, tussede resten af The Violators ligeledes rundt i barområdet og lignede nogen, der lige var stået ud af campingvognen. Der lader ikke til at være de store stjernenykker, selvom publikum i Amager Bio var særdeles hengivne og lod sig begejstre af stort set alt, der foregik i de godt fem kvarter, sættet varede.
Hvis man forventede, at albumkatalogets stenede, intime sovekammerlyd ville være intakt live, blev man nok skuffet. Det var knap så nydeligt og drømmende, og al lyd gik bestemt ikke krystalklart igennem, men til gengæld kunne man give sig hen til Vile som guitarspiller og nyde de udvidede hårdtslående udgaver af ”Wakin’ on a Pretty Day”, ”Jesus Fever” og ”Was All Talk”, der åbnede sættet og lagde et solidt niveau for resten af aftenen.
Det havde dog klædt koncerten med flere afdæmpede øjeblikke. Særligt ”Ghost Town”, et af de allerfineste numre fra Smoke Ring for My Halo, skuffede ved at drukne i umotiveret støj, der ikke rigtig tilførte noget godt. Ærgeligt at den – og desuden ”Baby’s Arms”, måske Viles mest oplagte bud på et hit – ikke fik samme, mere nænsomme behandling som de efterfølgende numre, ”Snowflakes Are Dancing” og den tydelige publikumsfavorit ”Peeping Tomboy”. Her stod Vile, lige dele selvbevidst og akavet, alene med sin akustiske guitar. Pludselig var øjnene synlige og gardinhåret trukket en anelse til side. Det måtte der gerne have været mere af.
Også en større variation i sætlisten havde været rart. Der blev stort set kun spillet numre fra de to seneste album, Smoke Ring for My Halo (2011) og Wakin’ on a Pretty Daze (2013), og begge er ganske vist glimrende, men det virkede besynderligt at vælge så snævert fra bagkataloget. Den skramlede lo-fi-lyd fra tiden før kontrakten med Matador Records havde i hvert fald passet perfekt ind.
Disse indvendinger til trods, hvad er det så med den charmekonto? Jo, Kurt Vile formåede at forene sit særegne, snøvlende varemærke med en optræden, der på trods af enkelte svipsere aldrig var kedelig eller middelmådig. Hans musik virker så intuitiv, oprigtig og uden omsvøb, samtidig med at den er ekstremt velspillet, og det er immervæk befriende. Skødesløsheden må regnes for præmissen ved en koncert med Kurt Vile & the Violators, men den skal ikke forveksles med ligegyldighed over for publikum og musikken. Da Vile efter nogle kejtede vink til afsked traskede af med sine to øl, havde jeg fået – næsten – alt det, jeg kom efter.
Fotos: Alberto Vernaccini Petersen
