Hylende, skæve guitarer, smittende »ooh-ooh«-kor og en helt igennem sloppy tilgang til at spille et nummer er Pavements varemærke. Det er en formel, de har dyrket siden starten af 90’erne og på deres anden gendannelses-turné (den første var i 2010) virker den stadig. De spillede glæde og hjerteskærende følelser hele vejen ind i publikums indre på VoxHall i Århus onsdag aften. Det var rodet, kaotisk og stenet, men når det kommer til et band som Pavement, så er det altså rosende ord. Jeg forestiller mig, den koncert vi fik, mindede meget om bandets løsslupne shows i midt 90’erne. Der er ikke rigtig noget, der tyder på, at Stephen Malkmus, Scott ”Spiral Stairs” Kannberg, Mark Ibold, Bob Nastanovich og Steve West er omkring de 60 år.
Pavements diskografi tæller ”kun” fem studiealbums, og aftenens sætliste bød på hits og glemte juveler fra dem alle. Men derudover var bandet enormt gode til at grave fuldstændigt enestående EP-skæringer og b-sider frem fra gemmerne. Den nostalgiske hitparade blev således krydret med ”Debris Slide” og ”Heckler Spray”. På sin vis vidste de præcis, hvordan koncerten skulle skæres, hvad publikum skulle serveres. Samtidig var koncerten herligt spontan på den mest Pavement-ikoniske måde. Sætlisten var blevet ændret kort inden, bandet gik på scenen, men også undervejs blev der i kampens hede truffet beslutninger om at udskifte a og b. Langt henad vejen var det charmerende – det føltes meget nærværende – men i den sidste halvdel af koncerten opstod der en lille håndfuld gange så meget forvirring på scenen, omkring hvad der skulle være det næste nummer, at de flere gange måtte starte to gange. Det blev lige lidt for forvirret.
Med det sagt håndterede Pavement deres fuck-ups perfekt med grin og oprigtighed, ingen her var på prøve, det kunne lige så godt have været en øver med publikum. Alle var forvisset om, at sådan noget sker til en Pavement-koncert, og det tager man med. Det er jo den ægte vare. Et rockband uden noget pis, bare gode melodier, en perfekt dosis forvrænget støj og så lidt sjov og løjer. Kommunikationen mellem percussionist/hypeman/råbemand Bob Nastanovich og publikum og resten af bandet er så genialt underholdende, at koncerten simpelthen ikke kan gå i stå. Og ikke mindst; man er fuldstændigt overbevist om, at ingen Pavement-koncerter er ens. Jeg har ladet mig fortælle, at bandet har øvet 60 numre op til turnéen, og de hver aften cherrypicker lige præcis de sange de har lyst til. Bevares ”Gold Soundz”, ”Cut Your Hair” og ”Range Life” er mere eller mindre selvskrevet, men derefter er det altså kun guderne, der kan vide, hvad aftenens sæt bliver.
I lørdags, da bandet lagde vejen forbi Vega i København, var sættet en vanvittig hitparade. De allerbedste melodiske guldkorn kom som perler på en snor. Anderledes weird var det i Århus. Ikke på nogen dårlig måde. Tværtimod. Det var et virkelig overraskende sæt, der lagde ud med ”Grounded” – en sang hvis udødelige melodier er ladet med så meget følelse, at guitarerne nærmest græder. Vanvittigt smukt nummer, men også lidt spøjst at lægge ud med for herefter at spille en gammel og for mange nok ukendt EP-sang. Snart herefter bliver der dog skudt en mindre hitsalve af med ”Stereo”, ”Gold Soundz” og ”Summer Babe” blot for at nævne nogle få. Det var en magtdemonstration, for Pavements gode sange og fængende melodier er altså ikke til at matche, når de er allerbedst. Flere iblandt det ellers modne publikum sang med på hver en strofe, og jeg fik fornemmelsen af, at Pavement ikke bare et band, de tilstedeværende kan lide. For mange er Pavement nok et favoritband. Og et favoritband, man måske ikke havde turdet håbet, man nogen sine ville få lov at se igen. Og da slet ikke i denne form.
Spilleglæden var allestedsnærværende, og selvom der især i starten ikke var mange pauser mellem numrene, er bandet i fuld kontakt med publikum via musikken. Der behøves ikke siges så meget. Men som koncerten skrider frem, og setlisten ændres på stedet bliver der mere snakken fra scenen. Det hele bliver lidt mere sloppy, eller slacket om man vil. Det er fuldstændigt inden for rammen, at Malkmus eksempelvis ikke altid kommer ind på slaget i det første vers i en sang, eller at teksten ikke nødvendigvis er 1:1 med studieindspilningerne. Det er vitterligt det, jeg forventer fra et band af den art, hvis musik skal være skramlet, hjemmelavet og helt unik fra dag til dag. Det er jo det upolerede, alle os i lokalet, er kommet for at opleve.
Desværre virker de lidt trætte i den forstand, at Nastanovich og Malkmus begge gaber af og til. Det gør ikke noget ved musikken, som leveres perfekt uperfekt, men det virker lidt for ved siden af, at man står og gaber ét sekund, inden man skal til at synge. Det er måske et resultat af, at vi midtvejs i koncerten får en lidt for udynamisk række sange, hvor ”Folk Jam” (med ekstra meget jam), ”Father to a Sister of Thought” og ”The Hexxx” lige efter hinanden bliver til den lange side i det lave tempo. Den efterfølgende smadder/råbesang “Serpentine Pad” med Nastanovichs kaotiske hoppen-rundt kunne med fordel være placeret i mellem de lidt mere stenede sange. Det går dog kun en vej herefter, og det er den helt rigtige.
Pavement tæsker løs på instrumenter, Malkmus danser og laver karatespark, og der bliver ikke spildt et sekund. De roder rundt på scenen, og ved måske ikke hele tiden, hvor de er på vej hen, men det er på sin vis helt ligegyldigt. For musikken er sprællevende og fyldt med smittende energi og glæde. ”Stop Breathin’” får lov at sætte et smukt punktum for koncerten, inden bandet kommer tilbage på scenen til et kæmpe bifald og spiller fem-seks ekstranumre, hvor især ”Cut Your Hair” har været værd at vente på. Hold da kæft, det nummer er udødeligt!
At Malkmus’ stemme stadig lyder som for 30 år siden, og Pavement ikke er blevet kedelige og kontrollerede er mere, end jeg havde turdet håbe på. Intet tyder på, at det amerikanske band er på jagt efter lidt ekstra til pensionskassen. De fucking lever for det her band og de her sange. Det er også derfor, de spiller mere end 25 numre på næsten to timer på en onsdag i Århus for et en ikke helt udsolgt VoxHall. Og de gør det med smil op til ørerne hele vejen igennem. At det tilmed er en helt anden koncert end både Vega sidste lørdag og på Primavera Sound i Barcelona i juni måned, er jo bare en kæmpe fornøjelse. Jeg behøver ikke investere i tidsmaskiner lige forløbigt, for i onsdags transporterede Pavement lige derhen, hvor jeg allerhelst ville være. Og det kommer jeg til at leve højt på et stykke tid endnu.
