Sidst, jeg hørte den danske kvintet Scarlet Chives, var omkring halvandet år siden i et nærmest tomt Stakladen i Aarhus, og det er en af de bedste koncertoplevelser, jeg har haft på dansk grund, og fremmødet i aftes var dog en smule bedre (jeg tror, jeg talte omkring en 20-30 publikummer). Det kan være, at det blot er Aarhus, men det er en tilbagevendende irritation for mig, at bandet ikke har et større publikum.
Dråpe
Norske Dråpe åbnede aftenen med en solid omgang shoegazer/dream pop. Jeg er ikke overdrevet familiær med deres musik, men jeg må sige, at det på mange måder var en positiv overraskelse. Omend med et forholdsvist traditionelt lydbillede, der med det samme genkaldte shoegazens big three, formåede Dråpe dog stadig at frembringe enkelte skønne øjeblikke.
Her må jeg undskylde for ikke at kunne titlerne på mange af deres numre: Et enkelt af dem bestod af et tilbagevenden kort temposkift ned i det helt langsomme, hvorefter nummeret endnu en gang eksploderede og blæste af sted med den klassiske, støjende lydmur lige efter sig. Denne rytmiske styrke synes gennemtrængende for hele koncerten, og sangskrivningen, omend ikke super alsidig, var gennemgående solid, dog med enkelte numre, som ikke helt formåede at rive mig med.
Jeg ved dog ikke helt, hvordan jeg skal evaluere det som en koncert, blandt andet fordi publikum havde placeret sig således, at der var efterladt en større tom ring mellem scenen og publikum, som gjorde det lidt svært virkelig at få fat i publikum. Som ved så mange andre koncerter, jeg har været til, blev den kølige distancering også afspejlet i stilstand blandt publikum. Dog var jeg ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at folk nød musikken, og hvis målet for et band, når de spiller for folk, der ikke har hørt deres musik, er at få dem interesseret i den, så var det uden tvivl en succesfuld koncert.
Scarlet Chives
Scarlet Chives lagde ud med åbningsnummeret fra deres nye album, This Is Protection, et nummer ved navn “Hunting”, der med den triphoppede intro og Maria Mortensens særegne vokal hurtigt etablerede, at Scarlet Chives ikke er lige så traditionelt et shoegazer-band som Dråpe. Da de akustiske trommer blev tilføjet de samplede elektroniske, blev der tillagt en ekstrem styrke, der mangler på albumversionen.
Dette var egentligt generelt for deres sætliste, som primært bestod af numre fra den nye plade; Scarlet Chives er et ekstremt dygtigt liveband, og det er især under koncerten, at mange af deres numre får den styrke og især den størrelse, som de fortjener. Især et nummer som “Eyes Go Dim”, som allerede på pladen slutter med et massivt, postrocket klimaks, bliver under koncerten til et vidunderligt støjhelvede, der især viser kvintettens komplette kontrol over lyd.
“The Timber Will Fall” blev leveret i et betydeligt højere tempo end på This Is Protection, og dette hjalp den ekstremt her, hvor den blev tillagt den energi og vrede, som den fortjener. Da nummeret imod slutningen når sin eksplosive konklusion, bærer dette også langt mere styrke end på pladen. Omvendt blev “Some Days Stay” leveret i en version, der virkede lidt langsommere, og var desværre, på trods at være en af de bedste skæringer fra den nye plade, ikke et af højdepunkterne.
Udover de nye numre blev også “The Horror” og “Don’t You Put Your Hands There” fra debuten også spillet, og disse var især crowd-pleasere, og den blandt publikum adspredte svajen blev da også en del mere intens under disse numre, som desuden stadig var lige så gode, som sidst jeg hørte dem live. Jeg ved ikke helt hvordan det må føles som band at have lavet en hel masse nye numre og så få råbt »spil mere af det gamle!« efter sig under en koncert, og det er vel for så vidt et tveægget sværd.
Bandets tilstedeværelse var engageret og energisk, og da Brian Batz efter to numre fik publikum til at træde lidt tættere på scenen blev der også en større grad af fællesskab og nærhed med bandet. Det er desuden ret imponerende at betragte Maria Mortensen, iklædt en hvid morgenkåbe-lignende sag og ikke være meget mere end fem fod høj, være i stand til at synge med en sådan styrke og størrelse. Elegancen af guitararbejdet og den mængde energi, der tillægges hver enkelt sang, var også en fornøjelse, og selvom der hen imod slutningen var nogle enkelte problemer med et guitarkabel, blev hele koncerten leveret med en professionalitet og en stabilitet, der i stedet for at virke klinisk og sterilt, blot viste et band, der med overskud kunne underholde.
Efter et par numre blev en ting meget tydelig for mig; mere end noget andet er Scarlet Chives ekstremt god popmusik, og det er heri paradokset af deres manglende popularitet ligger. De enkelte folk, der var til stede, var i den grad fans. Jeg ville ønske, at jeg kunne opleve det i en større, proppet koncertsal, for mens det mindre fremmøde resulterede i en følelse af det intime, er Scarlet Chives’ på samme tid musik, der fortjener en større scene. I en Roskilde-sammenligning er dette nærmere Arena end Gloria. Hvis blot publikummet var til det.
