Plader

Setting Sun: Be Here When You Get There

Gary Levitts Setting Sun-projekt forbliver i vante rammer på hans seneste udspil, men rammerne forbliver for familiære på trods af forsøget på at sprænge dem.

Enmandsbandet Setting Sun indfanger på det seneste udspil, Be Here When You Get There, endnu en gang en stemning, der giver musikalske konnotationer til en lang række stilistiske sammenhænge. Som en mindre depressiv og mindre talentfuld Mark Linkous tager hovedmanden Gary Levitt udgangspunkt i sig selv og sin akustiske guitar, men kommer på 10 melodiske sange ud i mere eksperimenterende afkroge af den traditionelle singer/songwriter-stil. Bevæbnet med en hæs og anonym stemme lægger Levitts sange sig naturligt op ad en intimitet, som ikke dyrkes i en udpræget grad, men som i stedet må vige pladsen for mere eller mindre vellykkede forsøg på vedkommenhed.

Levitts musikalske univers er ikke beboet af den moderne sangerskrivers tragiske skæbnesberetninger. De spøgelser, der hjemsøger hans sange, er hans egne, men hans metaforer er om ikke døde, så sjældent særligt levende. Hans underspillede personangreb fungerer sjældent godt, når de er møntet på ham selv, men på pladens bedste sange formår han alligevel at skjule den lidt tvivlsomme lyrik bag et stærkere melodisk øre.

Åbneren ”Got it Made” er således ikke betitlet ukorrekt, da den giver musikalske løfter om melodik designet til de kolde vintermåneder. Den næsten Paul Simon’ske ”Seasons” kan både nynnes og holdes af, mens ”Idiot” lyser klarest og ikke er ulig de sange, Lou Barlow skrev i Sebadoh. Men det er løfter, som desværre ikke holdes pladen igennem.

Be Here When You Get There kaster sig aldrig ud i forsøg på musikalske konfrontationer med sine lyttere, men fokuserer i stedet på en melodik, der ikke står stærkt nok på egne ben. Den skæve tilgang til instrumentering og indspilning redder ikke pladen fra at blive som så mange andre: erfaren, men ufarlig.

★★★☆☆☆

Leave a Reply