Siden det afholdte amerikanske rockorkester The Walkmen i slutningen af 2013 valgte at gå i hi på ubestemt tid, er der kommet godt gang i soloudgivelserne fra eksmedlemmerne. Walter Martin har både udsendt børnesange og et soloalbum, og tidligere frontmand Hamilton Leithauser har netop udsendt albummet Black Hours.
Nu laver The Walkmens tidligere bassist Peter Matthew Bauer en såkaldt George Harrison og udgiver den spirituelle solodebut Liberation! om sin opvækst i en ashram. Deraf albummets første skæring: “I Was Born in an Ashram”. Selvom albumtitlen Liberation! kan antyde en vis frihedsfølelse oven på punktummet for The Walkmen, er det dog efter sigende ikke det, ‘frigørelsen’ handler om.
Derimod handler albummet netop om Bauers barndom, hvor religion, spiritualitet og mytologi spillede store roller. På albummet møder rendyrket rock således hippiefolk og spirituelle drømmerejser. Albummet er indspillet i en fabrikshal i Port Richmond sammen med musikerne Quentin Stoltzfuz, Christopher Colbert og Matt Oliver. Også de to tidligere The Walkmen-kolleger Hamilton Leithauser og Matt Barrick medvirker på albummet. Liberation! udkommer den 23. juni i Europa.
Få en forsmag på Peter Matthew Bauers indisk inspirerede ‘americana-raga’ i form af “Philadelphia Raga”: