Mark Kozelek ligner en mand, der ikke er til at bide skeer med. Med en kæbe som en statue fra Påskeøerne, et skulende blik på samtlige sine pressebilleder og et bagkatalog der tematisk springer lige fra hengivenhed for sin mor til oralsex som 12-årig, har San Fransiscaneren holdt godt gang i sin buzz siden 2014s forrygende Benji. Ikke kun hvad angår kunstnerisk produktivitet, selv om Kozelek er ganske produktiv. Siden sidst har han udgivet – af alle ting – et julealbum samt en single med titlen ”The War On Drugs Can Suck My Cock” som del i en bizar og temmelig ensidig beef med sidste års billboard darlings. Og beefs og kontroverser har der været rigelige af. Den pluskæbede Kozelek har bl.a. lagt sig ud med den kvindelige halvdel af den internationale anmelderstabel, desillusionerede fans og hans cyber-mobning ansporede Perfect Pussy-forsangeren Meredith Graves til at angribe ham i en leder i Pitchfork. Bag hans stenagtige og upåvirkede ydre er det svært at vurdere om manden er menneskefjendsk, ligeglad, eller om han er blevet trængt op i en krog af sin egen dårlige humor og en trang til at være i mediernes søgelys.
Med det kølvand af dårlig karma Kozelek trækker efter sig, bliver man des mere overrasket over den skønhed og umiddelbare ærlighed, Kozelek udtrykker i sin musik. Det sker også på Sun Kil Moon-udspillet Universal Themes, der på mange måder stilistisk samler op, hvor Benji slap. Her har vi igen Kozelek, der uden filter fortæller om episoder fra sit, på en gang unikke og banale, liv. Fra møder med verdenskendte videnskabsmænd til at fortælle om sine yndlings HBO-serier – fra at besøge sin døende veninde til at lægge an på Jane Fonda – fra oplevelser som skuespilleraspirant i en schweizisk skiby til at kigge på killinger.
Ordstrømmen kommer vanen tro tykt og flydende og levner ikke meget plads til noget imellem linjerne. Sun Kil Moon har altid været kendetegnet ved denne stream of consciousness, hvor grufulde uheld og hvad han fik til aftensmad blandes sammen og overlader det til lytteren selv at udlede de væsentlige detaljer. Man skal hverken forvente omkvæd eller rim. Til tider kammer det næsten over i det banale: ”And I broke a tooth on a bone in some beef stew / I was eating in Belgium and it cracked right down to the root / my gums are bleeding and they’re turning blue / and I’ve got a dentist appointment on Tuesday.” Ikke mange kan levere sådan en linje, men Kozelek slipper for det meste fra det. Hans stemme og stemningen i musikken bærer værket, hvis den lyriske side skulle vakle. Oftest blot akkompagneret af en guitar har Sun Kil Moon et imponerende register – ikke tonalt, men følelsesmæssigt.
Humoren, leveret sydende sarkastisk og med iskoldt stoneface, er stadig en vigtig del af Sun Kil Moons arsenal. For eksempel i den bluesy meta-ballade ”Cry Me A River Williamsburg Sleeve Tattoo”, der leverer syngende lussinger til hipstersegmentets first world problems a la:
»Went to see a band tonight / and they wouldn’t play my favorite tunes /it’s 2012 but I like the ones from 1992 /there was no place to sit /and goddamn it I couldn’t use my phone«
Men pludselig bryder en smuk neoklassisk guitar etude frem. Den kontrapunktiske melodi minder i sin enkelhed om, hvad Kozelek egentlig går op i på trods af hans hobby-trolling: Livet, der hele tiden vakler imellem latterlig banalitet og små stykker af poesi. Det var denne pargang med slagside til den dystre side, der gjorde forgængeren Benji til en af årets bedste plader. Hvor Benji dog var rettet ud mod andres folks skæbne, der havde gjort indtryk på Kozelek, er Universal Themes i højere grad vendt indad mod ham selv.
Sun Kil Moon har også sine svagheder. Det giver generelt bagslag, når Kozeleks stemme skal hamle op med larmende guitar og Sonic Youth-trommeslageren, Steve Shelley, på numre som ”With a Sort of Grace I Walked to The Bathroom to Cry”. Her er Kozeleks stemme på konstant overarbejde og må, for at følge med bandet, bide sig fast i et irriterende leje. Det hjælper ikke at produktionen også halter efter. Her kommer man i tanker om Kozeleks hånende bemærkning om The War On Drugs som ”beer-commercial lead-guitar shit”. Selv om Kozelek tydeligvis er metalfan, så fungerer han bedst i de afdæmpede passager, der da heldigvis også fylder mest på pladen.
Der er masser af gode grunde til ikke at bryde sig om Kozeleks personlighed og hans utidige evne til at pisse alt omkring ham af. Måske er det netop den fuck-the-world-attitude, man godt kan lide ved ham. Når man sidder for sig selv og hører pladen, og endnu ikke er blevet personligt svinet af manden, må fnidderen dog træde i baggrunden. Kozelek har et utroligt talent for at spinde historier om lytteren på et leje af smukt guitarspil, der trækker dig ind uanset om han minutiøst beskriver sin bedstemors eller et skadedyrs sidste øjeblikke. Sun Kil Moon kunne godt lade den elektriske guitar blive i øveren, men i sidste ende mærker man endnu engang på Universal Themes den åre af kunstnerisk dybde, man forhåbentlig primært vil forbinde med Sun Kil Moon.