Den tredje udgave af Copenhagen Psych Fest fandt i år sted på Christianias spillesteder, og der er nok ikke en mere passende location om end Huset i Magstræde også gjorde det godt sidste år. Til forskel fra da er psychscenens popularitet vokset betydeligt, hvilket også gav anledning til at strække festivalen over fire dage og opjustere antallet af billetter. Undertoner havde derfor også sendt et hold skribenter og en fotograf af sted til at dække fredagen og lørdagens højdepunkter. Læs også lørdagens anmeldelser af Fribytterdrømme, Spids Nøgenhat, Les Big Byrd og Moon Duo.
De Underjordiske
De Underjordiske, som har haft stor succes med deres koncerter, inden de overhovedet udgav et album, viste endnu engang, hvorfor denne succes er berettiget. Men… For der er et men: Selvom bandet hele vejen gennem koncerten var velspillende og havde publikum med, så svigtede vokalen fredag i Den Grå Hal. Lad os starte ved begyndelsen.
Uforlignelige De Underjordiske på scenen i Den Grå Hal.
Forsanger Peter Kure demonstrerer fra start af, at han forstår at skabe publikumskontakt med sit intense, nærmest insisterende, blik mod publikum. Dette underbyggedes fint af den nedbarberede og langsomme begyndelse på titelnummeret ”Ind i flammerne”. Da nummeret rigtig går i gang, virker lyden vaklende, og jeg får deja-vu til ungdommens halballer ved trommernes tampen. Men efter et par numre finder bandet hinanden, rummet og lyden. Det skal lige siges, at jeg kommer direkte fra at have set Papir på samme sted, hvor kun tre mennesker formår at lave en overordentligt vellydende, samspillende og støjende affære, og det er med den lyd i ørerne, at jeg møder De Underjordiske. Men De Underjordiske kan noget andet.
I nummeret ”Sultne ulve” viser brødrene Kristian og Andreas Bengtson, at de forstår at lave et sammenspil, der går op i en højere enhed. Klangfladerne er styrende for dette nummer, og de psykedeliske 60’er-inspirerede riff træder frem. De blander sig med lugten af cannabis i hallen, og jeg føler mig sendt tilbage til Californien og The Doors-æraen.
Peter Kure, som på pladen fører en karakteristisk nasal, næsten fortrolig vokal, synes ikke at få denne særegenhed frem live. Måske er mikrofonen ikke skruet højt nok op, men vokalen lyder forpustet og amputeret, som den prøver at overdøve de velspillende guitarister. Roen og fortroligheden udebliver. Men på nummeret ”Hun kravler ind i sig selv” kommer vokalen mere til sin ret på trods af, at Kure synger med hovedet og det lange hår nedad. Når Kure dropper den på pladen velfungende lyd og derimod synger mere igennem, kommer der en klangfuld og interessant stemme frem, som klæder live-setuppet.
Højdepunktet kommer med “Trold”, som jo er en ren publikumsfavorit. Nummerets blanding af nordiske myter, poesi og hitpotentiale melodi gør den velegnet til den helt store følelse af samhørighed blandt publikum. Jeg mener ikke på en Dansk Folkeparti-måde, men nærmere fordi, der opstå et fællesskab blandt publikum, fordi vi i vores opvækst, på trods af forskelligheder, alligevel har det fælles, at vi har hørt de samme historier og fortællinger. De Underjordiske bringer vores barndom ind i vores voksenliv med en spidsfindig og avanceret snilde, der gør, at det ikke på noget tidspunkt er påtaget eller plat. Derudover er nummeret så sindssygt velkomponeret og velspillet, at man slet ikke kan lade være med at sejle med. Den tunge bas spillet af Astrid Samuelsen (Deadpan Interference) får også plads i dette nummer, og undervejs leger bandet med breaks og spidsfindige guitarbroer. Det fungerer hamrende godt. Publikum ser ud til at være enige.
Som en overraskelse spiller gruppen et cover af ”Vilde kaniner” i en meget mere rocket og støjende udgave. Tempoet er sat ned, men på trods af det, kan vokalen ikke helt følge med i verset, hvor teksten nærmest skal jappes af. Det fungerer en del bedre i omkvædet. Min med-anmelder fra Undertoner kan slet ikke få armene ned og hvisker, at hun fra nu af kun vil høre denne version. Den er sgu også interessant. Et cover, der ikke bare er en slags kopi, men omfortolket til De Underjordiskes sprog. Og så passer nummeret jo godt ind i deres nordiske, mytiske tema.
De Underjordiske slutter støjende af med ”Med næb og kløer”, og guitaristerne viser endnu en gang, hvad de er lavet af. Jeg tror aldrig, jeg er stødt på et band som De Underjordiske før. De skal have fem U’er. De havde fået seks, hvis vokalen havde fundet sin rette plads.
(BK)
Hjortene
Indrømmet: Jeg måtte nyde den første del af denne koncert fra køen uden for Børneteatret, hvor Hjortenes tunge, rå stonerrock passede ret godt til at stå og bande over trykfejl i Copenhagen Psych Fest-programmet. Det er måske at gå for langt, og måske en smule letkøbt, at kalde koncerten med Hjortene for brunstig. Men så lad os gå med potent, der er min første indskydelse, da jeg endelig får tilkæmpet mig en plads indenfor. Det lille venue er fyldt til bristepunktet, og varmen blandet med de riff-tunge lydlige indtryk er gode indikatorer for at noget godt er i kog.
»Dansk skovhuggerrock« fra Hjortene fredag i Børneteatret.
Hjortene, der består af Palle “Hjort” (guitar og vokal), Claus “Doomhammer” (bas) og Kim “of Death” (trommer), spiller punket stonerrock, som giver Sabbath-vibes på de langstrakte, stonede passager og kan minde om Tool i de mere progressive momenter, hvor sidstnævnte dog kun kommer i korte stik i sammenligning med vægten, der er lagt på det insisterende og repetitive. De varige riff inspirerer til en livlig aktivitet på scenen, og f.eks. til at Doomhammer går en tur op på baren og får sig en bedre udsigt. Med sit bass face stift rettet ned mod publikum det ene øjeblik og knejsende nakke det næste, lægger han en tung fernis over numrene, hvor vokalen væver sig usikkert ud og ind – og netop som jeg tænkte, at vokalen er det punkt, hvor Hjortene står svagest, får de besøg af Bo Morthen fra det danske On Trial. Han vader ubesværet ind i ligningen og retter op med stærk overbevisning.
Jeg må også hellere indrømme, at min begejstring blev kortvarig, da jeg prioriterede at få starten med på næste koncert på anmelderplanen. Jeg måtte gå fra koncerten, før den var helt slut, og en vurdering målt i U’er bliver derfor kun vidne om en amputeret oplevelse af midterste del af sættet. En smule uværdigt, i bagklogskabens skær, men midten var ikke desto mindre en værdig repræsentation af det, bandet selv kalder »dansk skovhuggerrock«. Huggene kom i form af en buldrende rytmesektion, og skoven som en mytisk og lyrisk vejviser. En solid puls blandet med rå punkrock-attitude og hårdtslående numre, der leveres ukrukket, gav nogle gode kontraster, men det er et åbent spørgsmål, om Hjortene leverede en fuldfed koncert eller om helheden svingede i råstyrke!?
(SH)
Childrenn
Tidligere medlemmer af bl.a. The Raveonettes, Spektr, Kloster, Hymns from Nineveh og Powersolo er gået sammen i det støjrockede projekt Childrenn, der fejrer det repetitive med sporadiske spring til grunge og psych. At have en såkaldt supergruppe som denne på programmet sætter naturligt forventningerne i vejret, og det er også et tæt sammenspillet band, der spiller Den Grå Hal op lørdag aften.
Jakob Brixens vokal træder frem som første højdepunkt. Brøl og skrig er akkurat, hvor de skal være, og dernæst falder jeg i staver over de dyriske trommer og den huggende bas, der brager ud til de fremmødte. Der er gode detaljer, som giver numrene liv, som f.eks. et lille klokkeslag, skift til super dæmpet bas eller guitarist Manoj Ramdas’ præcise og velafmålte effekter. Men leveringen bliver næsten for mekanisk, hvilket især blev tydeligt på titelnummeret fra Childrenns debut Animale, hvor basriffet (“White Wedding”, anyone?) bliver en rettesnor for den massive lyd, der suger spændingen ud af quiet/loud-ligningen og forlader det melodiske til fordel for det hårdt pumpede og voluminøse. Jeg er koncerten igennem virkelig ambivalent omkring det, for på den ene side lyder det fænomenalt, og på den anden side keder jeg mig.
Numrenes beskidte kvaliteter kommer gennem en slags renselsesproces, der gør oplevelsen en smule kølig og afskåret, som det f.eks. var tilfældet på “Handcuffed”. Som helhed savner jeg noget fandenivoldskhed, der gør udtrykket mere legende. Det meget professionelle lys gør også, at den fjerde væg ikke rigtig brydes ned, og jeg har en fornemmelse af, at Childrenn tilbyder en så tilrettelagt dramaturgisk udvikling, at der næppe var forskel på produktionsøveren og aftenens koncert. Det var svært at mærke, at noget var på spil, og derfor bliver oplevelsen en anelse klinisk, kort og uempatisk.
(SH)
Norske Electric Eye indtog Loppen med repetitive rytmer i midnatstimen.
Electric Eye
På Loppen spillede Electric Eye en koncert, som det er svært for denne anmelder at, ja… anmelde.
På en måde var der ikke noget som helst at sætte en finger på musikalsk, og alligevel svinger koncerten ikke helt op på højeste karakter. Måske det skyldes bassist og vokalist Njål Clementsens uimponerede stoneface, som var malet på gennem hele koncerten.
Gruppen, der er fra Bergen i Norge, har bestemt ikke en skandinavisk lyd. Da jeg stod med lukkede øjne og blev puffet rundt foran den gulvsituerede scene, kunne jeg lige så godt have lyttet til et californisk band med americanalyd. Det, der måske afslørede nationaliteten var den store fanskare af skandinavisk udseende unge mænd med lyst pagehår, der dominerede første række. De var totalt opslugt, og deres vuggende og headbangende kroppe vidnede ikke om mangler i koncerten. Hunkønnene, derimod, måtte man skæve langt efter.
Firemandsgruppen startede roligt ud med lydeffekter på et sfærisk bagtæppe, tilføjet enkle Pink Floyd-agtige vibes fra guitaren.
Det havde en gavnlig effekt i forhold til andet nummer, ”6 am” fra albummet Pick-up, Lift-off, Space, Time, der kom som en overraskende, brusende og upbeat kontrast. Især gav Øyvind Hegg-Lundes dominerede trommer, der aldrig faldt ud af takt i de lange seancer, en velspillet og fremaddrevet fornemmelse, der bragt koncerten op i niveau.
Singlen ”Tangerine” fra samme album domineredes af bassen, mens trommerne stod mere tilbage. Sammen med guitaren drev bassen nummeret støjende frem, og ved dette nummer går det hele op i en højere enhed.
I det hele taget legede gruppen meget med kontraster, som de også gør på deres albummer. Fra The Doors-inspireret syrerock, over snigende repetitive rytmer til basdrevent, larmende støj, fletter Electric Eye musikstykkerne sammen, så de fremstår som en helhed. Kendetegnet for koncerten var gentagne trance-seancer, som dog aldrig forfaldt til stener-tilstande på grund af musikkens høje energi og progressivitet. Hele tiden illustrerede musikerne en holistisk, dygtigt sammensat variation fra scenen, som i den grad viser, at gruppen ikke hører til i et bestemt årti eller genre.
Overordnet var koncerten med Electric Eye så vellydende, larmende, skramlende og lokkende, at jeg vil give den 4,5 U’er. Resten af skalaen må være forbeholdt de bands, der ikke ser så ligegyldige og uimponerede ud, når nu Loppen svedte og bulrede på kogepunktet.
(BK)
Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com
Jeg har hørt Underjordiske nogle gange på Studenterhuset i Aalborg, og der har vokalen været glimrende og fremtrædende. Det må have været et dårligt mix eller en dårlig dag for stemmebåndet :)