Plader

Tame Impala: Currents

Skrevet af Camilla Grausen

Det tredje album fra australske Tame Impala er et forandringsværk, som både udforsker de forandringer, et brud medfører, og som byder på musikalsk forandring. Currents er et (midlertidigt?) farvel til Tame Impala som psykedelisk rockorkester.

Hvirvelvinde er på vej, mørke skyer samler sig, og havstrømme fører os nye steder hen. Tame Impalas Kevin Parker synger om forandringer, og der er også musikalske forandringer i luften på australiernes nye album. Bandet, som i høj grad er 29-årige Kevin Parker, har med Currents begået deres tredje album. Det udkommer efter tre år med medvind i sejlene og optrædener på stadigt større scener verden over. Tame Impalas psychrock har fået et stort publikum.

Ganske vist har bandets psykedeliske rock ramt en retrobølge i tiden, men Tame Impala har også fået succes, fordi de har formået at ramme en unik åre. Anmelderen her er blevet fan på grund af de lette melodier, pulserende trommer og Tame Impalas evne til at placere sig et virkelig fint sted mellem det groovy og det drømmende med en perfekt dosis psykedelisk rock kombineret med noget mere personligt. Det har bevirket, at bandet på deres første ep, på Innerspeaker og især på Lonerism ikke kun blev en genres frontløbere, men noget særligt i sig selv. Jeg kan kun give Undertoners Daniel Niebuhr ret i hans ros til Lonerism, som også hos mig ville score mange U’er.

Inden det nye albums singleforløbere udkom, kunne man høre ny lyd fra australierne i form af deres cover af Michael Jacksons “Stranger in Moscow” – det var en finurlig oplevelse at høre Tame Impala lyde så anderledes, så afslappet poppede. Nu hvor Currents er landet, er det tydeligt, at det var præcis denne lyd, strømmen førte bandet hen til. Her er guitaren pakket væk, og Tame Impala lyder nu mere synthede, funkede, poppede, mere polerede, med fingerknips og falsetvokal… mere, ja, af Jackson! Det gør de nu godt. Kevin Parker har bestemt talent for at skrive lækre, bløde popmelodier – ligesom dengang, de var gemt under lag af syrerock.

»Yes I’m changing, can’t stop it now / And even if I wanted, I wouldn’t know how,« lyder det på “Yes, I’m Changing”. Forandringens vinde blæser både musikalsk og tematisk på Currents. Det udarter sig i det kærlighedsbrud, som de fleste af albummets tekster kredser om, blandt andet den flotte synthballade “Eventually”: »I know that I’ll be happier / And I know you will too – eventually«. Noget må gøres, og det må gøres snart, synger Parker. De kosmiske argumenter tages i brug over for (eks)kæresten, ham selv eller lytteren: naturen, vindene og universet vil det sådan. Forandringen må ske, som vi også kan høre på “The Moment” og “Let It Happen”.

Allerede på Currents singleforløber, albumåbner og længste nummer med knap otte minutter, “Let It Happen”, slås temaet an. Lad det ske, som må ske – følelsen af forandring vokser indeni og i omgivelserne: »I heard about a whirlwind that’s coming round (…) When it happens, I won’t be holding on«. Nummeret skal høres på høj lydstyrke og gerne i rigtig gode øretelefoner, så man ikke misser lagene af dyb bas og lys synthmelodi, som Kevin Parker er så ferm til at skabe. Halvvejs går nummeret i hak, men hakket udvikler sig til en ny rytme, som bliver til en tyk dyne af lyd, ud af hvilken nummerets anden, endnu bedre del opstår. Det er så lækkert lavet, at jeg overgiver mig totalt.

Alt forandrer sig, har vi nu lært af Kevin Parker, og således varer min følelse af beundring desværre ikke ved. Andre, ringere popnumre bebor også Currents, og de er tilberedt i riiigeligt smør. Vi er nede i tempo på “‘Cause I’m a Man” – en sang som Prince eller førnævnte Jackson nok ville bifalde, men i mine ører bliver det trægt efter nogle lyt. Også spoken word-nummeret om at møde eks’en igen, “Past Life”, virker malplaceret og har for få strenge at spille på, ligesom “Reality in Motion” er forglemmelig pop under bandets normale niveau.

Til slut afrunder Parker albummets tema med at diskutere, om vi virkelig ændrer os, eller om vi bare forsøger at narre os selv. Hvor han ni numre tidligere på “Yes, I’m Changing” erklærer: “They say people never change / But that’s bullshit, they do”, kan man på sidste nummer høre om den forandrede hovedperson, som måske ikke er så forandret endda: “New Person, Same Old Mistakes”.

Currents er et vellykket og ikke mindst velproduceret (også af Kevin Parker) album, hvor der er kælet for detaljerne. Den dybe bund, som Tame Impala plejer at have, er der stadig, ligesom lydbilledet stadig er stooort. Kevin Parker er ikke bange for forandring, og han er heller ikke bange for at lyde blød. Det er ligegyldigt for ham, om han bevarer Tame Impalas image som rockband. I en vis udstrækningen hviler han musikalsk i sig selv og kan modstå fristelsen til at ville for meget; han kan derfor agere i det, han har givet sig i kast med. Og Tame Impala er absolut habile i den nye genre. Currents har vist sig at være et lækkert album – men på en anden måde, end jeg havde forventet, da jeg tidligere i år begyndte at glæde mig til nyt fra bandet.

Dog må jeg sige: Currents slår ikke Lonerism, som jeg stadig anser for et bedre album. Currents er flot og lækker, men efter mange afspilninger mangler jeg stadig noget, og jeg bliver træt af flere af albummets numre, hvilket stadig ikke er sket med Lonerism, hvis buldrende rock og florlette melodier, dybe bas og psykedeliske udflugter, jeg ikke kan lade være med at savne.

★★★★½☆

Leave a Reply