Man kunne kalde det stramt, man kunne kalde det forudsigeligt, og man kunne ærgre sig over, at det aldrig blev helt så forrygende, som man kunne have håbet på. Men som sidste bidrag til (endnu) en åbningsdag på Orange Scene leverede Gaspard Augé og Xavier de Rosnay præcis det, de var blevet hyret til. Og havde man smugkigget og -lyttet til videoer fra den franske duos tidligere koncerter på den igangværende tour, vidste man, præcis hvad man havde i vente.
Anført af det kor-massive åbningsnummer “Safe and Sound” fra sidste års funkfyldte festplade Woman, var Justice den forventelige disco-extravaganza, som lagde ud i et fuldstændig forrykt tempo. Således havde vi foruden ovennævnte åbningsnummer på kun 27 minutter nået at runde det Michael Jackson’ske megahit “D.A.N.C.E”, “Love S.O.S”, “Genesis”, “Phantom”, “Pleasure”, “Newjack”, “Civilisation” og “Heavy Metal”. Det var aldeles udmattende, men det lod bestemt ikke til at have indflydelse på det tætpakkede publikum, der omvendt kvitterede med romerlys, glowsticks og moshpits en masse.
Sammenlignet de forrige tre gange, jeg har oplevet Justice, var onsdagens oplevelse bestemt den mest velkoordinerede, hvor de to bagmænds interne samarbejde og fælles forståelse for den fest, de var ved at fremskabe fra deres simplistiske podium, har udviklet sig til en uovertruffen fornøjelse at være vidne til. Og modsat sidste gang, jeg så dem på en dansk festival, var det en mere kontrolleret version af Justice, hvilket klædte duoens erobringsforsøg på festivalens største scene. De respektive tracks hvirvlede ind og ud mellem hinanden og skabte en sjældent statisk oplevelse, hvor beats og vokal i et væk overlappede og overtog den bærende rolle. Og på den visuelle side var det Marshall-muren, det ikoniske kors som scenografi, og et eklatant lysshow, som gjorde op for duoens sparsomme nærvær.
Længere inde i koncerten blev der spillet mere med musklerne i form af “Stress”, Simian-samarbejdet “We Are Your Friends” og den evigt smukke “Waters of Nazareth”. Men det var – indrømmet – også med en vis autopilot aktiveret. For en stor del af vejen var meget af koncerten en 1:1-udgave af den forgangne del af touren; uden overraskelser, men i stedet med fokus på gensynets glæde over for de dansable kompositioner.
Afslutningsvis fik vi atter en gang “Love S.O.S” serveret, mens “Audio, Video, Disco” markerede enden på den bedste, elektroniske koncert, jeg har været vidne til på Orange Scene. Det er uden tvivl en hæder med visse forbehold, og Justice slap af sted med at producere en fest, der først og fremmest var rimelig forudsigelig.
