Man bliver forpustet bare af at kaste et blik på Ty Segalls diskografi. Siden 2008 har den 31-årige californier, foruden ti studiealbums i eget navn, medvirket på et hav af udgivelser med andre kunstnere. Segalls tidlige materiale er beskidte, tresserinspirerede energiudladninger direkte fra multi-instrumentalistens egen garage. Han har dog ikke stået i stampe, for på dobbeltalbummet Freedom’s Goblin, som udkom tidligere i år, viser Segall dog sin store kunstneriske spændvidde med en jammende opdagelsesrejse gennem den alternative rocks stilarter.
White Fence alias Tim Presley kommer ligeledes fra den californiske DIY-scene, men bevæger sig med sin skramlede neo-psych i mere poppede luftlag. Tim Presley indgår også i forskellige musikalske konstellationer – ikke mindst duoen Drinks med Cate Le Bon, der ligeledes er albumaktuelle i år. White Fence og Ty Segall udgav Hair i 2012, og er nu aktuelle med deres andet fælles album Joy, som ifølge pressematerialet markerer rockens død – ikke med en begravelse, men med en ny begyndelse.
Albummets sort/hvide cover spiller på forskelligheder ved at sætte den lyshårede Segall med en hund i favnen op imod en kattebærende, mørkhåret Presley. Banen er således kridtet op til et interessant musikalsk møde, som kommer meget lovende fra start. På bare otte minutter hvirvles lytteren igennem fem numre med masser af variation. De galopperende trommer i ”Beginning” er et formidabelt anslag til dette uforudsigelige ridt, som i den surf-poppede ”Body Behavior” når et klimaks på en bølge af temposkift og tostemmig vokal. Som afslutning på dette indledende medley sender de hvinende guitarer på ”Good Boy” tankerne hen på ”She Came in Through the Bathroom Window” fra det berømte Abbey Road-medley.
Joy fortsætter i hæsblæsende, abrupt stil gennem i alt 15 skæringer på 30 minutter. De korte numre har kun sjældent en traditionel opbygning, men i stedet en tendens til at klinge ud umiddelbart efter – eller endda før – at nummeret for alvor er kommet i gang. Det fungerer fremragende på pladens første del, hvor sangene lapper ind over hinanden og smelter sammen, men de fleste af sangene på Joy lyder kun som skitser, og skulle nok have forblevet sådan. Det gør sig særligt gældende på ”Grin Without Smile” og ”Tommy’s Place”, som er så simpelt opbygget, at de formår at virke langtrukne på trods af spilletider under to minutter.
Med tanke på Segall og Presleys tidligere meritter, kunne man have forventet et album til den mere psykedeliske side. Teksterne på Joy lader dog ikke noget tilbage at ønske på den front. Musikkens fragmenterede stil smitter af på de korte tekstlinjer om babyblå oceaner, læbestift og pandekager, som opbygger en stemning midt mellem søde drømme og dårligt trip. Symptomatisk for albummet er det velfungerende i korte perioder, men følelsen når ikke at bundfælde sig, før der skøjtes videre i teksten.
Joy slutter smukt af med akustiske guitarklange på ”My Friend”, som tillader sig at dvæle lidt længere ved sangens stærke elementer. Det ville have klædt albummet med flere tænkepauser som denne. Det samlede indtryk er en ujævn plade, som efter en glimrende første tredjedel fiser ud i en ufokuseret strøm af halvfærdige sange. Fans af Ty Segall må trøste sig med, at næste udspil med garanti venter lige om hjørnet.
