John Grant: At eksistere med ensomheden og omfavne intimiteten

Det er en smuk novemberdag i København; solen reflekteres i Vesterbros vinduer, og alt virker ganske fredeligt foran Store Vega, hvor jeg om lidt skal ind og tale med John Grant. At skulle møde en så stor musikalsk stjerne, som Grant efterhånden har cementeret sig som, kan godt være en lille smule intimiderende. Ærlig talt ved man ikke rigtig, hvad man går ind til – man håber bare, at man får det, man skal bruge. Men så snart jeg træder ind i den lille garderobe bag scenen og trykker den høje og brede mand i hånden, udbryder han et lille ”uh!” og begynder straks at varme mine kolde hænder op, og med det samme føler jeg mig, helt bogstavelig talt, i gode hænder. Grant er muligvis en stor mand, men intimiderende er nok det sidste, man ville kalde ham. Og som han nu sidder der, trykket godt ned i det ene hjørne af en sofa, virker han fuldstændig afslappet og tilpas; hans milde, småtrætte øjne er opmærksomme; hans udstråling er varm og imødekommende.

Danmark – et helt specielt sted i verden
»Det er skønt [at være tilbage i Danmark, red.], men jeg har sovet lidt for længe. Jeg sov ikke så godt i tour-bussen i nat, jeg blev ved med at vågne. Men det er godt at være tilbage, jeg kan godt lide at være her, København er sådan en smuk by, rent arkitektonisk er den simpelthen så smuk, og danskerne er også dejlige…«

Han holder en tænksom pause. Jeg fornemmer et ”men”.

»Men den er ikke… Set udefra er det ikke den venligste by i verden, vel?«

De [det danske folk, red.] kan virke uhøflige?

»Nemlig, men det er de egentlig ikke. Jeg tror, at folk her i Danmark mere tænker det som, at de blander sig uden om andre folks private sager. Så det er faktisk ikke uhøflighed, det er mere sådan: ”Jeg blander mig uden om dine ting og sager, for det er din private verden”. Synes du at det lyder rigtig nok?«

Jeg nikker. Det virker som om, at Grant har fået taget pulsen på danskerne rimelig præcist, og snakken falder da også hurtigt på nogle af alle de mange ting, han elsker ved Danmark; dansk design, Lars Von Trier (og især TV-serien Riget, som bliver udtalt på næsten formfuldendt dansk), filmen Italiensk for Begyndere, som han lige har set, og dansk humor, der beskrives som ”tør og ikke alt for meget.” Og så selvfølgelig hyggen. »Hyggelig?« Jeg nikker, den er godkendt.

»Men jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne interagere på dansk. Jeg elsker det sprog.«

Det er dog ikke kun Danmark, der fylder hos kunstneren. Også Island, og det islandske sprog, spiller en stor og vigtig rolle i hans liv. Tre ud af fire af Grants solo albums er udkommet, mens han har boet deroppe, hvilket i skrivende stund er på syvende år – et faktum, han har svært ved selv helt at forstå.

»Det er så vildt. Jeg føler jo, at jeg tog derop i går, så det er virkelig underligt.«

Han tænker lidt.

»Men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg laver… Jeg ved bare, at jeg er vild med at lære sproget [islandsk, red.]. Jeg er ved at blive god til det. Det tager lang tid at blive god til det sprog, det er så kompliceret.«

Hvad Island og det islandske sprog har gjort ved hans musik, er han dog ikke meget for at udtale sig om. Det synes han, at man skal spørge nogle andre om. Hans nyeste album Love is Magic er da heller ikke optaget på Island, men i henholdsvis Cornwall i England og Texas i USA.

»(…) jeg ved ikke, hvordan de to forskellige typer af landskaber har påvirket mig. Det eneste jeg ved er, at jeg gerne vil have det godt i nogle smukke omgivelser og i selskab med nogle gode mennesker. Det er sådan, jeg laver et godt album.«

Foto: Jonathan de Villiers

Lykken er at eksistere med ensomheden
Man kan godt mærke, at Grant er stolt af sit nye album. Stolt af at være nået dertil, hvor han er nu, både i karrieren, men også personligt.

»Jeg føler, at alt det, der er blevet lagt i de her albums, har været der [inde i mig, red.] i årtier. Jeg har det som en larve i en puppe, der har ligget og udviklet sig. Det at finde min egen stemme føler jeg har været en langsom proces gennem årene, og jeg… Jeg føler, at jeg er ved at finde min egen stemme.«

Det sidste siges med en blanding af både stolthed og generthed. Grant er opvokset i et stærkt troende hjem i staten Colorado i USA, hvor det bestemt ikke altid har været nemt at være en følsom, homoseksuel mand. Men han er kommet langt siden da.

»For mig var det at blive ædru min måde at konfrontere verden på, uden alkohol og stoffer, du ved, og jeg har også en tendens til at misbruge sex og forhold på samme måde. For mig tror jeg, at det handler om ikke at løbe væk og ikke konstant lave om på den måde, jeg har det på. Jeg tror for eksempel ikke, at lykke har noget at gøre med at være lykkelig hele tiden. Det er mere en form for tilfredshed, (…) at du også kan eksistere med ensomheden og ikke føle, at du er nødt til at løbe væk fra den.«

Ensomheden – at være en outsider higende efter det uopnåelige – har ellers været et af de vigtigste temaer på mange af Grants sange gennem årerne. Det, og så selvfølgelig kærligheden – den store vilde, voldsomme, frygtelige kærlighed, som han måske nu, i en alder af 50 år, har lært hvordan man håndterer.

På mig lyder det, som om temaet på den nye plade ikke kun er kærlighed, men også forandring…

»Ja, den handler om metamorfose« afbryder han, og henviser til sin nye plades første nummer med det passende navn ”Metamorphosis”

Er det så kærlighed gennem forandring? Forandring gennem kærlighed?

»Jeg tror, at det er forandring gennem kærlighed. Men det er et rigtig godt spørgsmål. For det første er kærlighed ikke… Jeg tror, det handler om at give slip på de myter, vi fortæller hinanden om kærlighed.«

“Is it really what you thought it would be?”, siger jeg, i et forsøg på at citerer en af linjerne i titelnummeret, ”Love is Magic” og fortæller ham, at lige præcis de her ord ramte plet hos mig.

»Ja… Intimitet… [og] tak skal du have. Jeg er også ret vild med dem, og det lyder så… Jeg sætter pris på, at du siger det, for det lyder så simpelt, sådan ”No shit, Sherlock!”, men det er det ikke. Folk tror, at intimitet er lig med seksuel intimitet, men intimitet er så mange forskellige ting.«

Foto: Jonathan de Villiers

Han har sin mors hofter..

På din sang ”Preppy Boy”…

»Jeg elsker den sang« smiler han, og klukker, mens jeg trækker tråde mellem nummeret og et af hans gamle numre, ”Silver Plate Club”. I begge sange synes den amerikanske sportsgren lacrosse at stå som et slags symbol på det der uopnåelige, som Grant synger så lidenskabeligt om.

»Det [lacrosse, red.] er ligesom bare et billede på de her rige Adonis-typer fra dengang [da Grant var ung, red.]«

Han fortsætter i en lidt mere seriøst tone:

»Preppy Boy er i bund og grund et studie i selvhad. For når du tilbeder de her mænd på den her måde, så afviser du samtidig det, du selv er. Det, du siger, er ”det der er, hvad jeg burde være” og ”det her er skidt” – han vender fingeren ind mod sig selv – og det er ikke det, vi vil have. Det er ikke godt.«

Dog er han fuldstændig klar over sin egen udvikling i den her sammenhæng.

»Det, der har ændret sig på den her sang, er at hovedpersonen ikke længere ønsker, at han er ham [Preppy Boy, red.]«

Fortæl mig lidt om sangen ”He’s Got His Mother’s Hips” – hvem eller hvad inspirerede dig?

»Hmmmmm« brummer Grant, ikke uden et glimt i øjet.

»Det kan jeg ikke sige. Eller det vil jeg ikke sige, men der en specifik person, der inspirerede mig, én fra mit personlige liv«

Han tager tår af sin kaffe. Tænker lidt.

»Jeg så vedkommende sammen med sin mor en dag, og jeg tænkte bare ”du godeste gud!”«

Han fniser, fingerer at give begge parter elevatorblikket og bryder så ud i en høj latter.

»Ikke? Den opdagelse!«

Det hele der dog ikke bare for sjov, og vi når både ind omkring #MeToo-bevægelsen, fjollede mænd, der render rundt og tror, at de er guds gave til kvinden, og den narcissisme, der er oppe i tiden.

»Jeg reagerer voldsomt meget på narcissisme. Det synes at vælte ud af alle huller for tiden, og det er ikke længere noget at skamme sig over. Åbenlys stræben, grådighed og narcissisme, og folk står bare og kigger på dig sådan ”Ja… og hvad så?”«

Absurdteater og Fad Gadget
Da snakken falder på omslaget til det nye album, er det helt tydeligt, at det er noget, der betyder meget for Grant. »Det er en fantastisk kunstform«, som han siger.

»Der er det her Roísín Murphy-album, Overpowered, som er et af mine absolutte yndlings albumcovers, og jeg ville gerne arbejde sammen med de to gutter [Scott King og Jonathan De Villiers, red.], som lavede det. Scott fandt på det her koncept med ”at gøre alt hvad der skal til for at få den rigtige lyd”, helt ud i det absurde. Så du ser mig stå der i bassinet, børnebassinet, og spille guitar, men det, der er sat en mikrofon til, er bølgerne i børnebassinet«

Det er netop King og De Villiers’ billeder, der præger artiklen her. Hele fotoserien er en del af artworket til vinyludgaven af Love is Magic. Grant skifter pludselig gear i samtalen.

»Der er også rigtig meget Fad Gadget [i albumcoveret, red.]«, siger han, og viser mig med stolthed det Fad Gadget-badge, han har siddende på jakken.

»Det er bare noget af det bedste musik i verden, og hans [Frank Tovey, manden bag kunstnernavnet Fad Gadget, red.] albumcovers er fantastiske. Hvis du lige… jeg ved ikke, om du er i humør til det, men hvis du lige googler Fad Gadget… «

Og inden jeg har set mig om, har Grant hevet sin egen telefon frem og viser mig det ene Fad Gadget albumcover efter det andet og holder pause ved pladen Incontinent.

»Kan du se ansigtet der i baggrunden? Det der forfærdelige ansigt i mørket?«

Han kan ikke dy sig for at spille de første toner af det første nummer på pladen, ”Blind Eyes”.

»Er det ikke vidunderligt? Men hør lige, øhh…«

Fluks sætter han et andet nummer på, ”Coitus Interruptus” fra albummet Fireside Favourites.

»Jeg elsker det simpelthen« udbryder han begejstret og fortsætter »Jeg kan også spille den her for dig lynhurtigt… ”Preppy Boy” udspringer af [Fat Gadget-nummeret, red.]”Love Parasite”.«

Han sætter nummeret på og som svar til min åbenlyse aha-oplevelse, da de første toner af nummeret rammer mine øregange, indskyder han: »Men det er en helt andet struktur [end på ”Preppy Boy”, red.]… Vent til du hører bassen«

Og så venter vi (kun lettere akavet) på, at selvsamme går i gang. Han stopper nummeret, efter vi har nikket lidt i takt.

»Så ”Preppy Boy” er et kærestebrev til Fat Gadget.«

Foto: Jonathan de Villiers

Kærestebreve og kærligheden
Hvad synes du på nuværende tidspunkt, at du har lært af kærligheden?

Han tænker sig grundigt om.

»At der ikke er noget, du behøver at flygte fra. Det, synes jeg, er en god ting. Og rigtigt. Og solidt«

Tror du på den?

»Det gør jeg. Jeg mener, jeg tror, humlen i det hele er døden (…) I dagligdagen går vi jo ikke rundt og tænker på det faktum, at vi kommer til at se hinanden dø. Os alle sammen, hver eneste af os«

Han slår en tragikomisk latter op ved tanken, og snakker lidt videre om, hvordan du bruger hele dit liv på at lære at elske nogen, og at det bare gør det hele værre.

»Jeg tror det, der irriterer mig så meget ved kærligheden er, at selvom du finder en måde at elske på, at elske nogen uden frygt, så kommer der alligevel en pris, du skal betale, for du er nødt til at give slip, og det skræmmer mig virkelig meget«

Han fortsætter:

»Altså, jeg har ikke et barn, så jeg ved for eksempel ikke, hvordan en forælder overlever, hvis deres barn dør. Jeg ved ikke, hvordan fanden i helvede de overlever det. Jeg har lige set den her nye danske film Den Skyldige…«

Da mit ansigtsudtryk afslører, at jeg ikke helt er klar over, hvilken film han snakker om, hiver han telefonen frem igen for at indvie mig i den film, jeg bare må se, og vi bruger lidt tid på at udtale Jacob Cedergrens efternavn på korrekt dansk. Som tak lærer han mig at sige ”forældrene” (”foreldranir”) på islandsk, bl.a. ved at bede mig om at placere en finger på hans næseryg, så jeg kan mærke det helt bestemte fnys, der skal til for at få det helt rigtige stød på det t, som r og n danner, når de står side om side.

Når Grant går ind i noget, er det med liv og sjæl. Det være sig kærlighed, kunst, musik eller grammatik. Og selvom jeg for længst har trykket stop på optageren, betyder det bestemt ikke, at vi er færdige med at snakke. Inden jeg får snøvlet mig sammen til at pakke den bærbare ned i tasken og iføre mig frakke og halstørklæde, har vi nået at snakke om alt fra kvaliteten af trærammen på det spejl, der hænger i garderoben, til mine Dr. Martens-sko, og det faktum, at de holder for evigt. Og efter at have fået et stort, varmt knus, der kommer helt bag på mig, tuller jeg ud i verden igen – en verden, som på en eller anden måde ikke er helt den samme, jeg forlod for langt over en time siden.

At være i selskab med en så eftertænksom og følsom mand, der samtidig skriver fabelagtige sange, og synger så alle hårene på kroppen rejser sig, er virkelig noget, man kan mærke i kroppen bagefter. Jeg er nødt til at skylle oplevelsen ned med to fadøl og alt for mange cigaretter, og da han senere på aftenen står på scenen iført dramatisk, mørkeblå øje-make-up, tænker jeg, om han mon har brugt det spejl, vi snakkede om tidligere, til at lægge den. Under koncerten udbryder han spontant på klingende dansk om den netop afsluttede sang: “Det er så sprødt”, og jeg stikker triumferende min sidemand en lidt for ivrig albue i siden og hvisker “Det har jeg lært ham”. Jeg ved ikke helt hvorfor, men at vide, at man har gjort bare et lille indtryk på denne mand, er en fantastisk følelse.