Til lyden af det elektroniske beat vi har lært at kende som Sharon Van Ettens nye lyd, efter fem års pause, hvor den har stået på barsel og skuespil, gled Avalons røde scenetæppe fra for Van Ettens sortklædte band og nummeret “Jupiter 4”. Et nummer hun har beskrevet som hendes take på en ultimativ kærlighedssang, skrevet på et tidspunkt, hvor hun eksperimenterede med at skrive sange til andre kunstnere. Således blev dette nummer da også først indspillet af vennen Donna Missal, i en version du kan lytte til her, og som mere eller mindre er skåret over samme læst som Van Ettens egen. Den som kom på hendes seneste album Remind Me Tomorrow. I mine ører et fremragende album, som kandiderer til at komme på listen over 2019’s bedste. Og jeg kan også godt, allerede nu, afsløre, at det var disse nye numre, der fungerede på Avalon torsdag eftermiddag, mens bagkataloget kom til at fremstå direkte kedeligt i kontrast hertil.
Men lad os tage den fra toppen. “Jupiter 4” var et modigt valg som åbner på grund af det langsomme beat, men da først Sharon Van Etten selv kom på scenen i sorte læderbukser, der matchede håret og brun skjorte og lignede den rockstjerne hun tenderer at være, så fungerede det upåklageligt. Næste nummer var det herligt rockende “Comeback Kid”, og ja, så havde hun teltet med sig. “No One’s Easy to Love” fulgte og holdt kadencen; det rockede og lød ualmindeligt godt. Med sig på scenen havde hun to keyboardspillere, begge sang kor og den ene spillede guitar på en her del numre. Plus bas og trommer/drumpads. En professionelt band, der swingede godt.
»Thanks for being here! You guys are troopers. Are you all camping out here?« Den klassiske version, med andre ord, en blok af numre, efterfulgt af smalltalk med publikum og så en ny blok af numre. Desværre var det her, hun syntes at vi skulle høre et par af de gamle numre; at guitaren ikke var lagt væk for good. Og på den måde minde os om, at hun faktisk har fire albums i bagagen som mere klassisk singer/songwriter. Glimrende albums, men sat op mod de nye blegner de. Rocken går ligesom af ballonen som boblerne af en flaske champagne, der blev åbnet i går. Heldigvis var hun snart tilbage med næsen i rocksporet. “You Shadow”, “Malibu”, og afslutningsvis “Seventeen” og “Everytime the Sun Comes Up”.
Før vi helt nåede så langt, fik vi også Sharon van Ettens solo ved klaveret, i en fortolkning af Sinéad O’Connors 80’erhit “Black Boys on Mopeds”, som Van Etten mener stadig har betydning, hvad hun jo har så ganske ret i. »England’s not the mythical land of Madame George and roses/ It’s the home of police who kill black boys on mopeds/ And I love my boy and that’s why I’m leaving/ I don’t want him to be aware that there’s/ Any such thing as grieving« synger hun med O’Connors ord, efter at have fortalt om sin egen to-årige søn. Det bliv lidt tamt, men alligevel et godt valg i disse tider.
Som allerede sagt fungerede den nye del med de mere rockede og elektronisk prægede numre. Dem var der heldigvis flest af. De gamle kom til at stå antikverede tilbage. Jojo bevares; de var også smukke sange. Og velspillede. Yndefulde. De var sfærisk kringlede og ringlende, vokalharmonierne også her smukke, men gaab hvor forekom det også kedeligt ind imellem.
